Heinrich Mann (1871–1950)

Professor Unrat (der blev filmatiseret som Den blå engel, og som også er udgivet under det navn) udkom i 1905 og skabte hurtig skandale. Det kan man i første omgang undre sig over – hvor samfundsundergravende er det egentlig af en autoritær tysklærer forelsker sig i en varietésangerinde? – men efterhånden som professoren synker ned i dyndet bliver det stadigt tydeligere, at han også er et symptom på det borgerlige samfunds hykleri.

Men først til handlingen. Professor Raat har i tredive år undervist på det lokale gymnasium. Hvis han engang har rummet et gran af pædagogisk idealisme, er den for længst forsvundet. Nu tvinger han bare eleverne til at oversætte græsk og latin og til at skrive en uendelig række af tyske stile, typisk på baggrund af Jeanne D’Arc eller en anden Schiller-klassiker. Raat er almindeligt foragtet, ikke bare af sine nuværende elever, men også af de mange elever, der nu har forladt skolen og fylder godt op i byens borgerskab.

Selvfølgelig elsker eleverne at gøre grin med ham. Og selvfølgelig bliver Raat hurtigt til Unrat (skarn). Faktisk er Raats eneste fornøjelse at afsløre sine elever i det, og når det lykkes, bruger han uden videre sin magt til at få dem smidt ud af skolen, og hvis han kunne stille dem andre hindringer i vejen, ville han gøre det.

Raat er kort sagt en tyran, der fastholder meningsløse traditioner, bare fordi de er traditioner, og insisterer på sin autoritet, bare fordi han kan. Flid og talent kan være udmærket, men i sidste ende ønsker han kun lydighed. Alligevel kunne ingen drømme om at anfægte hans undervisning, eller hans smålige hævntogter. Han er en autoritetsperson, slut, færdig.

Under en time får han tre ærkefjender: Den knap så kloge adelige von Ertzum, den frække Kieselack og den intelligente Lohman. Særligt den sidste bliver en besættelse for Raat, der opdager nogle af hans digte. De handler tilsyneladende om ”kunstnerinden Rosa Frühling”. Raat bliver beslutter sig for at undersøge, hvad det handler om (den del er måske ikke så overbevisende), men det er ikke på teatret, at hun udfolder sine talenter. Ved et tilfælde stikker han hovedet indenfor hos Den Blå Engel, et værtshus nede ved havnen, og der finder han ikke bare sangerinden men også sine tre elever.

Dem fortrænger han hurtigt fra garderoben, hvor de ellers holder til hver aften – men hvordan sikrer han sig, at det ikke sker igen? Det kan han kun gøre ved at tage deres plads, så inden længe indfinder han sig i knejpen hver aften og bliver mere og mere fascineret af Rosas elegance. Om dagen fører han kold krig med de tre elever og de med ham: Han kan ikke afsløre dem uden at indrømme sit besøg på Den blå Engel. Og de kan ikke afsløre ham uden samtidig at fortælle, at de kommer der.

Men selvfølgelig går det ikke godt. Det er kun et spørgsmål om tid, før Raats nye interesser bliver et rygte i lærerkollegiet, hvor ambitiøse unge kolleger gerne underminerer ham, og samtidig bliver hans interesse for Rosa til en besættelse. Han vil give hende alt og beskytte hende fra alt, og udvikler en næsten nihilistisk holdning til resten af sin tilværelse. Man kan måske sige, at han for længst har mistet interesse og ansvarsfølelse for sit liv og sine elever – nu kommer det bare til udtryk.

Til sidst bliver det for meget. Raat bliver fyret, indleder en tilværelse som levemand med Rosa og – da pengene slipper op, og det gør de jo hurtigt, når en lærerformue skal holde en forfængelig kvinde med tøj og champagne – forvandler de hans villa til en drikfældig spillebule. Det kan spidsborgerne længe se gennem fingrene med, for det er selvfølgelig dem, der kryber frem fra skjulet efter mørkets frembrud og udlever de samme hemmelige længsler, som Raat er bukket under for. Jo, man forstår godt, hvorfor romanen ikke vakte begejstring i kejserriget.

Raat er fascinerende. Et lille menneske, der er blevet udstyret med alt for meget magt, og egentlig ikke har anden glæde end at udøve den over andre. Det gælder også Rosa Frühling, som han ikke bare vil beskytte men også udvikler ejerfornemmelser for. Historien om Raat er også fortællingen om romanen. Et skarpt portræt af et borgerligt samfund, der ikke var så dydigt, som det yndede at fremstille sig, og et studie i den autoritære personlighed, som desværre komme til at fylde alt for meget i moderne historie.… (mere)