Bernardine Evaristo

Evaristo delte Booker-prisen med Margareth Atwood i 2019, og det var ganske fortjent. Hendes store gennembrud er også en stor roman, og et værdifuldt portræt af en del af det moderne Storbritannien, som sjældent træder frem i en dansk sammenhæng.

Romanen er bygget op i tolv kapitler med en kort epilog. Det sidste kan man diskutere værdien af, for den binder nogle løse ender sammen på et lidt tyndt grundlag, men det er en detalje. Hvert kapitel er et portræt af en person, og de tolv personer er i et eller andet omfang forbundet til hinanden og til premieren på et nyt skuespil på National Theater. Stykket handler om den ægte hær af kvindelige soldater i Vestafrika, der blev sammenlignet med de klassiske amazoner af europæerne.

Stykket er instrueret af Amma, en sort og lesbisk kvinde der har lavet undergrundsteater op gennem 1970’erne og 1980’erne, og som nu endelig er blevet anerkendt og inviteret ind på parnasset. Amma repræsenterer samfundets gradvise åbning mod nye perspektiver. Den åbning er i høj grad et resultat af kamp og pres nedefra, og Amma personificerer både den klassiske aktivist og nye familieformer. Hun har fundet en hel stribe fadere til datteren Yazz, og aktuelt er hun i et åbent forhold med to kvinder, der også kender hinanden.

Yazz får sit eget kapitel. Hun er den nye generation, der er optaget af poststrukturalistisk kønsteori og omgiver sig med et bredt udsnit af det multikulturelle London: En hvid feminist, en muslim med tørklæde og en arabisk kvinde, hvis forældre er stenrige og en del af det internationale jetset. Det er et meget moderne men også helt almindeligt fællesskab af unge.

Personportrætterne giver mulighed for at nuancere de alternative fortællinger. Der er historien om den lesbiske kvinde, der falder for en militant amerikansk feminist og ender i et undertrykkende forhold i et kvindesamfund ude på landet. Der er fortællingen om Shirley, Ammas kedelige barndomsveninde, der forbliver et vigtigt ankerpunkt og som skolelærer gør sit til at få udsatte børn og unge på rette vej. Der er den effektive karrierekvinder fra finansverdenen, der gemmer på en mørk hemmelighed fra sin tidlige ungdom.

To spor er særligt værd at fremhæve. Det ene rækker bagud gennem flere generationer: Megan/Morgan, hendes bedstemor Hattie og dennes mor Grace. Familieformuen blev grundlagt i kolonierne, men i generationer har den ejet en stor gård i Nordengland. Familien har overvejende været hvid, men blandede ægteskaber har også gjort den farvet. Familiehistorien er med til at understrege det sorte Storbritanniens dybe rødder og langvarige marginalisering, men også hvordan grænserne altid er blevet overskredet af mennesker, der vil noget andet.

Det andet interessante spor repræsenteres af Megan/Morgan. Hun vokser op som pige, men hun føler sig ikke tilpas i kvinderollen, og som ung begynder hun at eksperimentere med sin kønsidentitet. Hun møder en partner i transmiljøet og føler endelig, at hun har fundet et ståsted. Da hun deltager i premieren, er Megan blevet til Morgan og hun er blevet til de. Det skal man lige vænne sig til som læser, men det bliver også en demonstration af, at pronominerne faktisk betyder noget for. Evaristo formår helt naturligt at integrere transperspektivet som endnu en måde at være menneske på, og selvom Morgan som aktivist er meget bevidst om sin ageren, så fylder det alligevel ikke alt i de nære relationer. I familien er det Hattie, der forstårdem bedst, men hun orker ikke rigtigt at holde styr på alle de nymodens begreber, og det er fint nok for Morgan. De bliver set som menneske, og det er det vigtigste.

Pige, kvinde, andet er en velskreven, levende og humoristisk bog, der rendyrker marginaliserede perspektiver på det moderne Storbritannien. Det er en historie med megen lidelse, men bogen løfter sig, fordi den også folder glæden og håbet ud, og så er det en enorm styrke, at den ikke forfalder til at gøre sine personer entydige. Amma er aldrig bare en sort, lesbisk teaterinstruktør, hun er også et menneske med alt hvad deraf følger af relationer, følelser og indre modsætninger. Det samme gælder bogens andre personer, der træder tydeligt frem som godt selskab for læserens indre blik.… (mere)