Med andet bind af Blacksad – Et sted i skyggerne var det første – har kattedetektiven Blacksad for alvor fundet sig selv. Plottet er stærkere og den bedre historie lader også tegningerne kommer mere til deres ret.

Historien tager sin begyndelse, da Blacksad tilkaldes af en lærerinde i det udsatte boligkvarter Linjen. Det blev bygget til arbejderne på den store flyfabrik, der lå i nærheden, og i mange år var den udtryk for det højeste i social ingeniørkunst. Nu er krisen imidlertid sat ind, fabrikken er lukket, og kvarteret er i forfald. En lille sort pige er blevet kidnappet, og miss Grey beder om hjælp, fordi end ikke pigens mor tilsyneladende gør noget for at finde hende.

Blacksad tager opgaven og efterforskningen fører ham hurtigt på koalitionskurs med kvarterets stærke mænd. På den ene side er der de racistiske grupper, der tilhører ’Arctic Nation’ – i seriens univers er det hvide dyr – med rigmanden Oldsmill som diskret sponsor og politichef Karup som rygstøtte. På den anden side prøver Black Claws at hævde gadens lov, og de er hurtige til at pege på Oldsmill og hans søn som de skyldige.

Midt i det hele dukker skandalejournalisten Weekly op, og Blacksad accepterer ham mere eller mindre modvilligt som medhjælper. Der er noget lusket ved Karup og hans kone Jezabel, og jagten på den lille Kayleigh fører dem på sporet af mørke hemmeligheder og voldsomme magtkampe, der udspiller sig dybt inde i de forladte fabrikshaller.

Billedsiden understøtter fornemt noir-stemningen. Den nedslidte bydel træder troværdigt frem, og skildringen af Arctic Nation tilhængerne er nærmest skræmmende. Det bedste er, at Guarnido er lige overbevisende, uanset om han tegner rolige situationer i typiske diners eller actionfyldte kampe i gamle fabrikker.

Med Arctic Nation har Blacksad markeret sig som en fremragende krimiserie. Jeg glæder mig til at læse de næste albums. ( )