Mit projekt ”bog nr. to” er nået til islandske Sjón, der fik nordisk råds litteraturpris for Skygge-Baldur i 2005, samme år som Splinten fra Argo udkom på Island. Igen blandes realisme og mytiske skildringer i en underfundig fortælling, der åbenlyst kan læses på flere planer.

Hovedpersonen er den gamle islænding Valdimar Haraldson, der i 1949 inviteres med på M/S Elisabeth Jung-Olsens jomfrurejse fra København til Norge. På turen derop og mens skibet venter på at blive lastet med papirmasse i påsken, fortæller den erfarne sømand Kaineus historien om Jason og argonauterne, der var strandet i månedsvis blandt lystne kvinder på Lemnos. Men han fortæller historien, som om han selv var med, og inspirationen får han fra et ældgammelt stykke træ, der angiveligt stammer fra selve Argos stævn.

Haraldson har ikke megen fidus til den snak. I stedet prøver han at få de andre besætningsmedlemmer til at spise noget mere fisk, og han ”underholder” dem med sine ideer om sammenhængen mellem fiskespisning og kulturudvikling. Han har nemlig i tyve år udgivet et tidsskrift viet til den teori, at det er et stort indtag af fisk, der har gjort de nordiske folk så fysisk og intellektuelt overlegne.

Sjón gjorde igen et blandet indtryk på mig. Der er helt fantastiske ideer og passager, ikke mindst Haraldsons fablen om sammenhængen mellem fisk og kultur, der er nøjagtig lige så usammenhængende som alle de andre raceteorier, der i mellemkrigstiden skulle bevise den hvide mands overlegenhed, men det mytologiske spor fangede mig ikke rigtig. ( )