Hvordan er det at leve i et land, hvor dit liv som udgangspunkt tilhører staten, hvor du kun får det til låns i det omfang, det passer den, og hvor alt fra arbejdskommandoer over biograffilm til straffelejrenes indre logik afspejler en bindegal diktators mindste luner?

Det er spørgsmålet i Adam Johnsons roman De stjålne liv. Pak Jun Do vokser op i en arbejdslejr for forældreløse. De er de laveste i et samfund af nedtrådte, og Jun Do holder meningsløsheden på afstand ved at forsikre sig selv og alle andre om, at han er søn af lejrens chef. Det er måske, måske ikke rigtigt, for i Nordkorea er sandheden skjult bag en løgn bag en løgn bag et bedrag.

Under alle omstændigheder er Jun Do en overlever. Han bliver kommandantens højre hånd og bliver i kraft af sin kløgt og handlekraft hyret til flere af de absurde opgaver, vi i vesten forbinder med Nordkorea: Han uddannes som tunnelkæmper under den demilitariserede zone, han kidnapper japanere, og han sidder og lytter til engelsk radiokommunikation i en fiskerbåd. Det er farligt arbejde, fordi enhver kontakt til udlandet i styrets øjne er mistænkelig. Første del slutter med hans afgang til en arbejdslejr.

Det er der ikke nogen grund til. Jun Dos jagt på sine rødder er alt for knyttet til Nordkorea til at hoppe af, selvom han har chancen masser af gange. ”Hvordan kunne han fortælle andenstyrmanden, at den eneste måde, man kunne ryste sine spøgelser af sig på, var ved at finde dem, og at det eneste sted, Jun Do kunne gøre det, var lige her?” (s. 95)

I anden del skifter historien perspektiv. Jun Do har tilsyneladende overtaget kommandør Gas identitet og hans kone Sun Moon. Nu prøver han at redde Moon og hendes børn, og som kommandør Ga kommer han helt tæt på Den kære Leder Kim Jong-Il. Denne del af bogen fortælles delvist gennem en anonym forhørsleder, der skal torturere sandheden frem, dels gennem propagandafortællinger, for selv tabet af nationalskuespillerinden skal selvfølgelig indskrives i den uendelige række af indbildte krænkelser fra den imperialistiske stormagt USA.

Forhørslederen er interessant, og ligesom alle andre er han gennemsyret af statens kollektivistiske ideologi. Det er næsten umuligt for ham at skrive sin egen biografi, selvom han gerne ville. ”Som eksperiment var biografien en fiasko – hvor var mig’et i den, hvor var jeg? – og selvfølgelig var det svært at sætte sig ud over følelsen af, at hvis jeg gjorde den færdig, ville der overgå mig noget slemt. Men sandheden var, at jeg ikke kunne holde pronomet ’jeg’ ud. Selv derhjemme, alene med min notesblok, havde jeg svært ved at skrive det ord.” (s. 239)

Selvom første del ikke var realistisk i snæver forstand, så er det tydeligt, at del to har en anden karakter. Det giver god mening, for når virkeligheden er absurd, må den kunstneriske gengivelse af den også blive det, og jo tættere vi kommer på magtens centrum, desto værre bliver det.

Det er svært at ryste billedet af Kim Jong-Il af sig: En humørsyg, selvoptaget og paranoid diktator, hvis mindste påfund bliver virkeliggjort, og hvis største lyst er at manipulere andre mennesker og tilføje dem smerte.

Nordkorea er lukket land, og selvfølgelig ved vi ikke, om Johnson har ramt plet med sin skildring. (Det skal ikke ses som et forsøg på at relativere diktaturet: Arbejdslejrene, hungersnøden, forsvindingerne, kidnapningerne fra Japan, propagandaen osv. er veldokumenterede.) Under alle omstændigheder er bogen en fremragende karakteristik af en parallel virkelighed med sine egne, vanvittige regler for overlevelse. Romanen bliver en anelse tung i den midterste tredjedel – ellers havde den fået fem hele bøger. Nu må den nøjes med 4½ og en stor anbefaling.

Undertrykkelsen fanges oftest bedst i de små detaljer, og for mig var det denne gang blodhøsterne: Sygepassere, der kører rundt til fangelejrene og tapper blod fra de syge fanger, indtil de dør af det. Selv på det yderste har staten førsteret til borgernes kroppe og liv! ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2012/09/adam-johnson-de-stjalne-liv-2012.html ( )