England, ca 1950
Amerikanerinden Ruth van Rydock, født Ruth Martin, har en søster Carrie Louise, der er bosat i England. De har fra gammel tid en fælles veninde Jane Marple og det er hende Ruth beder om kigge sig lidt omkring, da hun bliver bekymret for søsteren. Ruth får Carrie til at invitere miss Marple ved at gøre hende fattigere ovenpå krigen end hun reelt er. Carrie bor sammen med sin mand, Lewis Serrocold i en kæmpestor ejendom, Stonygates, som de har indrettet til hjem for unge, der er kommet galt i vej.
Carrie har været gift tidligere med en ældre mand, Eric Gulbransen. De havde netop adopteret en pige, Pippa, da Carrie blev gravid med deres eneste fælles barn, Mildred. Desuden havde Eric tre voksne børn fra et tidligere ægteskab. Eric døde, da Mildred var femten og Pippa atten. Mildred giftede sig med en ældre mand, fik efternavnet Strete, og er nu enke og flyttet tilbage til Carrie. Pippa fik en datter, Gina, som nu er gift med en amerikaner Walter Hudd, men ægteskabet går ikke så godt. Pippa døde i barselssengen og Gina bor også ved Carrie. Efter at Eric døde, blev Carrie gift med Johnnie Restanick, der havde to sønner Alexis og Stephen. Johnnie stak af med en jugoslavisk kvinde, men begge døde i en bilulykke.
En af Erics sønner, Christian Gulbransen, ankommer pludseligt en aften, men imens et skænderi mellem Lewis og en ung mand, Edgar Lawson, udspiller sig højlydt bag et kontors lukkede døre, er der nogen, der skyder Christian.
Inspektør Curry bliver tilkaldt af Carries sekretær og selskabsdame, Juliet Bellever. Lewis fortæller at Gulbransen nåede at advare ham om at nogen forsøgte at myrde Carrie. Som bevis har Lewis fået undersøgt hendes medicin og der er arsenik i. En af beboerne på hjemmet, Ernie Gregg, er ferm til at bryde ind og ud, så han var ude på et tidspunkt, hvor han burde have været under lås og slå og han så noget. De to Restanick brødre er også under mistanke, for de var på besøg på mordtidspunktet. En læge på stedet, Dr. Maverick, undersøget liget.
Carrie fortæller at Ginas biologiske mor var Katherine Elsworth, som blev hængt for giftmord på sin mand, men det var måske et justitsmord, for manden var arsenikæder. Inspektør Curry afhører de forskellige og snakker med Alexis, der får den ide at det hele er iscenesat.
Den ide griber Miss Marple og set i det rigtige lys er det Lewis Serrocold, der er skurken. Han har haft en operation kørende i lang tid, hvor han får fat på ungdomsforbrydere med sans for tal og får dem bragt videre i betroede stillinger, hvor de så malker firmaerne og kanaliserer pengene videre til ham. Ideen er at få penge nok til at købe et stort område, hvor man kan lave et minisamfund, der kan rehabilitere ungdomsforbrydere. Meget velment og idealistisk, men midlerne er dybt ulovlige. Da Alexis og Ernie er åbenmundede om at have ideer til hvem den skyldige er, slår Lewis dem ihjel. Næste dag forsøger politiet at afhøre Edgar Lawson, men han flygter fra dem og er ved at drukne. Lewis forsøger at redde ham, men de drukner begge to. Edgar viser sig at være Lewis' uægte søn og med vilje plantet, så han kunne give Lewis et alibi.
Carrie tager det meget roligt. Gina og Walter får snakket ud og holder sammen i ægteskabet. Dvs alt ender godt på nær lige for de fem døde.

Et lidt usandsynligt plot skulle man synes bortset fra at man kommer til at tænke på Tvind. ( )

Jeg har kun læst få af Christies krimier. Det skyldes mest, at jeg kun har været mådeligt begejstret, når jeg har forsøgt mig med dem. Spil med spejle var faktisk første gang, hvor jeg ikke kun var optaget af plottet, men også af personerne, der har mere dybde og kant, end jeg husker fra tidligere.

Miss Marple bliver bedt om at besøge sin gamle veninde Carrie Louise. Noget er tilsyneladende muggent, og da Marple først er ankommet, går der da heller ikke længe, før en af gæsterne på godset bliver myrdet, og snart står det også klart, at nogen stræber Carrie efter livet.

Mere skal ikke røbes om plottet her. Der er selvfølgelig en stor gruppe slægtninge / potentielle arvinger, som hver især ser noget uldne ud i kanten. Det som gør bogen værd at læse, er de mange specielle personligheder og så Christies politiske dagsorden. Carrie Louise og manden driver et hjem for kriminelle unge, som skal hjælpes på ret køl med psykologbistand, eksperimenterende teater og forståelse.

Sådan noget pjat har Christie ingen tålmodighed med, og hun lader både miss Marple og alle de andre sympatiske personer sige det samme!

Selvom man ikke er enig med hende – og det er jeg ikke – så giver det historien friskhed, at hun har noget på hjertet. ( )