I bogen gør Jensen sin barndomsby Marstal til centrum for historien, der tager sin begyndelse med treårskrigen og slutter med anden verdenskrig. Over disse hundrede år følger vi byens borgere gennem gode og dårlige tider. Undertiden, som under 1. verdenskrig, var de begge dele på en gang, for mens krigen pressede fragtraterne i vejret, så voksede risikoen på havet også. På den anden side var krigens betingelser mere en skærpelse af hverdagens strabadser end en helt ny situation, for sømandskonerne måtte hele tiden leve med at være alene hjemme i årevis, og også i fredstid gik mange glip af en plads på den nye, fine kirkegård, fordi havet havde taget dem forinden.

Historiens første halvdel er centreret om sømanden Albert Madsen, som vi følger gennem den sorte skole, på jagt efter faderen i Stillehavet og tilbage i Marstal som reder og patron. Han personificerer sømandens og byens bedste dyder, som langsomt går i opløsning under den guldgraverstemning, der griber byen 1914-18. Der er dog hele tiden tale om en kollektiv fortælling, så skiftet til barnebarnsgenerationen i bogens sidste del sker ubesværet.

Selvom romanen udmærket kan læses som et selvstændigt værk, så er der heller ingen tvivl om, at den også er et indlæg i samfundsdebatten. For Carsten Jensen er søfolkene tydeligvis et bedre ideal end bondesamfundet. De er på en gang stærkt knyttet til hjemlandet og præget af globalt udsyn og tolerance, fordi de har verdenshavene og ikke markskellet og sognegrænsen som referenceramme. Hans skepsis over for krig er overalt tydelig, også i skildringen af treårskrigen 1848-50, der ellers i modsætning til 1864 regnes for relativt velllykket.

Historien fortælles i tredje person. Undertiden træder et kollektivt ”vi” frem og understreger romanens karakter af kollektivhistorie. ”Vi’et” dækker over de druknede søfolk, men det er aldrig bestemte personer, der hentydes til, og det giver faktisk en fornemmelse af, at det er byen selv, der står bag fortællingen. På mange måder er der tale om røverhistorie. Livet på havet er også fyldt med vanvittige sammentræf og mærkelige myter, og dem trækker Carsten Jensen i høj grad på. Det gør bogen underholdende og let læst. Jeg er normalt skeptisk over for meget lange bøger, men de knap 700 sider var ikke mere end stoffet kunne bære. ( )

Så er jeg iblandt dem der ærligt kan sige at de har fået læst alle 693 sider i Carsten Jensens fantastiske krønike over søfartsbyen Marstal og jeg må sige at den er alle siderne værd! Man må altså ikke tro at en bog er kedelig bare fordi den er tyk :-)
Vi følger særligt 3 generationer af sømænd. Lauritz der er i krig mod tyskerne i 1848 og som overlever takket være hans fantastiske søstøvler. Lauritz' søn Albert der vil opleve verden, men også tager ud for at finde sin forsvunde far, men i stedet vender hjem med et skrumpehoved. Den håbefulde Knud-Erik der trodser moren og fuld af Alberts skrøner drager ud for at opleve eventyret på havet, men må så grueligt meget igennem, bl.a. havner han midt i 2. verdenskrigs rædsler. Denne bog er fyldt med gode historier og skrøner - nogle af dem faktisk ret barske - men man får også et levende billede af livet i datidens søfartsby. Carsten Jensen har simpelthen udført et flot stykke arbejde! ( )