Bogen er baseret på forfatterens eget liv, men man skal ikke tage det hele alt for bogstaveligt. Den er opdelt i fire afsnit: "Alle disse pligter", "November", "Forår" og "Sommer" på en pudsig måde. Forår behandler hvad der sker både det første og det andet forår. Ditto med Sommer-afsnittet. Det giver en sjov effekt, der virker fint.
Anne Elizabeth Campbell fortæller om sit liv. Hun vokser op med en storesøster Mary, en lillebror Sidney og de to mindre søstre Darsie og Alison. Faderen er mineingeniør og de flytter lidt rundt efter jobbene. En af bedstemødrene Gammy bor hos dem og er vældig god til at give de modsatte opdragende effekter af moderen. Faderen dør af lungebetændelse, da Betty er 12 år. Da hun er 18 år bliver hun gift med Bob på 31 år.
Bob har en drøm om at blive kyllingeavler og hun er opdraget til at opmuntre sin mand til det, han gerne vil, så hun støtter ham og de køber en gammel gård ude ved nordvestkysten af USA, tæt på Protection Island og Port Discovery.
Det er et hårdt slid, hvor de står op kl 4 og knokler løs. Hun brokker på en underholdende måde over høns, der ikke frivilligt opgiver deres æg, en ovn, der oser og ikke varmer, osv.
Samtidig fremhæver hun dog også at der er en overflod af vildt og en pragtfuld udsigt.
Bob beskrives som energisk, forudseende og klog, men også med en vis distance.
Naboerne er vidt forskellige. Paw og Maw Kettle har 15 børn, deres ejendom er et stort kaos og Paw vil hellere tigge og plage naboerne end at lave et stykke ærligt arbejde. Birdie Hicks og hendes mand er lige modsat. Alt er hvidmalet og rent.
Bob har styr på æggene og Betty på at plukke høns. Efterhånden får Betty styr på utroligt meget og ville gerne stille op til VM i hønseplukning om et sådant fandtes. Hun bliver gravid, hvilket hele egnen ved alt om, og føder en lille pige, Anne, der i modsætning til resten af børnene rundt omkring, slipper for at få øl, kartoffelmos, syltetøj og svinekødsafkog at spise som spæd.
Betty er ved at gå til af mangel på læsestof, men takket være Bob får hun dog lidt bøger fra en boghandel i nærmeste by.
Forfatterinden har en vidunderlig evne til at give krystalklare karakteristikker af steder og personer, fx side 149: Det hændte mig gang på gang, at jeg blev så arrig på disse nikkedukker, at jeg rev magasinet midt over, hvorpå jeg omhyggeligt satte det sammen igen med gennemsigtigt hefteplaster, så jeg kunne læse videre næste aften og igen få et af mine anfald.
Bob og Betty får besøg af både en bjørn, en kuguar og et stinkdyr (eller desmerkat), men Bob er en ferm jæger.
De får indlagt vand og har god kontakt til både naboer og de omkringboende indianere. Betty har også blik for tømrerkompagniernes hærgen af de lokale skove, der efterlades som ødemarker. De anskaffer en hund, som Bob mener er meget farlig og en god jagthund, men som Betty har opdaget er fredelig og rar, men dårlig til jagt.
En Mrs. Weatherby med fire åndsvage børn med fine navne Mary Elizabeth, Pamela Lorraine, John Frederick og Charles Lawrence er et uhyggeligt bekendtskab og der er også andre af beboerne, som Betty ikke er begejstret over. Og selv om Kettles er rare, så er de også tæt på at brænde Betty og Bobs gård af.
Bogen slutter med at Bob finder en køber til gården og selv har kig på en anden hønsefarm, der ligger tættere ved civilisationen. Men som Betty slutter med at sige: En mand, der ejer en hønsefarm er ikke sin egen herre. Herren hedder - HØNEN.

Supergodt skrevet bog. ( )

Bogen er baseret på forfatterens eget liv, men man skal ikke tage det hele alt for bogstaveligt. Den er opdelt i fire afsnit: "Alle disse pligter", "November", "Forår" og "Sommer" på en pudsig måde. Forår behandler hvad der sker både det første og det andet forår. Ditto med Sommer-afsnittet. Det giver en sjov effekt, der virker fint.
Anne Elizabeth Campbell fortæller om sit liv. Hun vokser op med en storesøster Mary, en lillebror Sidney og de to mindre søstre Darsie og Alison. Faderen er mineingeniør og de flytter lidt rundt efter jobbene. En af bedstemødrene Gammy bor hos dem og er vældig god til at give de modsatte opdragende effekter af moderen. Faderen dør af lungebetændelse, da Betty er 12 år. Da hun er 18 år bliver hun gift med Bob på 31 år.
Bob har en drøm om at blive kyllingeavler og hun er opdraget til at opmuntre sin mand til det, han gerne vil, så hun støtter ham og de køber en gammel gård ude ved nordvestkysten af USA, tæt på Protection Island og Port Discovery.
Det er et hårdt slid, hvor de står op kl 4 og knokler løs. Hun brokker på en underholdende måde over høns, der ikke frivilligt opgiver deres æg, en ovn, der oser og ikke varmer, osv.
Samtidig fremhæver hun dog også at der er en overflod af vildt og en pragtfuld udsigt.
Bob beskrives som energisk, forudseende og klog, men også med en vis distance.
Naboerne er vidt forskellige. Paw og Maw Kettle har 15 børn, deres ejendom er et stort kaos og Paw vil hellere tigge og plage naboerne end at lave et stykke ærligt arbejde. Birdie Hicks og hendes mand er lige modsat. Alt er hvidmalet og rent.
Bob har styr på æggene og Betty på at plukke høns. Efterhånden får Betty styr på utroligt meget og ville gerne stille op til VM i hønseplukning om et sådant fandtes. Hun bliver gravid, hvilket hele egnen ved alt om, og føder en lille pige, Anne, der i modsætning til resten af børnene rundt omkring, slipper for at få øl, kartoffelmos, syltetøj og svinekødsafkog at spise som spæd.
Betty er ved at gå til af mangel på læsestof, men takket være Bob får hun dog lidt bøger fra en boghandel i nærmeste by.
Forfatterinden har en vidunderlig evne til at give krystalklare karakteristikker af steder og personer, fx side 157: Det hændte mig gang på gang, at jeg blev så arrig på disse nikkedukker, at jeg rev magasinet midt over, hvorpå jeg omhyggeligt satte det sammen igen med gennemsigtigt hefteplaster, så jeg kunne læse videre næste aften og igen få et af mine anfald.
Bob og Betty får besøg af både en bjørn, en kuguar og et stinkdyr (eller desmerkat), men Bob er en ferm jæger.
De får indlagt vand og har god kontakt til både naboer og de omkringboende indianere. Betty har også blik for tømrerkompagniernes hærgen af de lokale skove, der efterlades som ødemarker. De anskaffer en hund, som Bob mener er meget farlig og en god jagthund, men som Betty har opdaget er fredelig og rar, men dårlig til jagt.
En Mrs. Weatherby med fire åndsvage børn med fine navne Mary Elizabeth, Pamela Lorraine, John Frederick og Charles Lawrence er et uhyggeligt bekendtskab og der er også andre af beboerne, som Betty ikke er begejstret over. Og selv om Kettles er rare, så er de også tæt på at brænde Betty og Bobs gård af.
Bogen slutter med at Bob finder en køber til gården og selv har kig på en anden hønsefarm, der ligger tættere ved civilisationen. Men som Betty slutter med at sige: En mand, der ejer en hønsefarm er ikke sin egen herre. Herren hedder - HØNEN.

Supergodt skrevet bog. ( )