Så fik jeg også læst den. Yahya Hassan var uden diskussion sidste års litterære sensation, og det fortjener altid anerkendelse, når en forfatter både formår at sætte dagsordenen i medierne og sælge over 100.000 eksemplarer af en digtsamling. Den store opmærksomhed kan være en barriere, for er man overhovedet i stand til at læse digtene i deres egen ret?

Svaret er ja. Hassans stemme er så stærk og insisterende, at jeg stort set glemte al virakken uden om, mens jeg læste. Det betyder ikke, at jeg er ubetinget begejstret. Jeg var ikke imponeret over sproget, og jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om ham. (Eller i hvert fald ikke om det jeg, der træder frem i bogen – men skal jo altid være forsigtig med at sætte lighedstegn mellem en jeg-fortæller og hans forfatter.) Det betyder bare ikke så meget, fordi smerten, fortvivlelsen og råheden brænder så klart igennem.

Digtene har klare selvbiografiske træk, og det er oplagt at læse bogen som en selvbiografi, der tilfældigvis er skrevet i digtform og ikke som prosa. Vi hører om den tyranniske far, der banker sine børn og undertrykker moderen. Vi hører om den hastige gang fra folkeskole til specialskole til sikret institution, mens fortælleren opfylder alle tænkelige fordomme om utilpassede andengenerationsindvandrere. Vi hører om den palæstinensiske familie, og om hele den horde af krejlere, sociale bedragere og kriminelle, der befolker Gellerupparken.

Det er barske løjer, og der er ingen tvivl om, at Hassan selv er blevet svigtet grusomt af både sin far og alle mulige andre voksne i sit liv. Det er også tydeligt, at han træder imellem for at forsvare moderen og de små søskende. Baggrunden er selvfølgelig en forklaring på hans kriminelle løbebane, som omfatter alt fra vold og hærværk over røveri og indbrud til almindelige smårapserier, men man har alligevel ikke fornemmelsen af, at fortælleren blev tvunget ud i kriminalitet.. Jeg følte med fortælleren, når faren gav ham bank, men jeg havde ham også mistænkt for i virkeligheden at nyde volden og den kriminelle løbebane, når han afreagerede ude i byen.

Nogle har udlagt bogen som et opgør med islam og en illustration af den danske integrationspolitiks svagheder. Den dokumenterer i hvert fald tydeligt, at der er en gruppe indvandrere, der har så mange lig i lasten, at de har svært ved at begå sig, og der er ingen undskyldning for at mishandle sine børn, som faderen gør det her. Men jeg er ikke så sikker på, at bogen er et angreb på islam. Der er også en længsel efter religionen i digtene, og angrebene virker mere rettet mod den hykleriske måde, mange muslimer praktiserer den på.

Yahya Hassans digte har for længst vist deres værd, alene i kraft af den store debat og læselyst, de har vakt. Der er ingen tvivl om, at det er kunst til tiden. Om det også er kunst til eftertiden er sværere at sige. ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2013/11/yahya-hassan-yahya-hassan-2013.html ( )