Giovanni Drogo er en ung løjtnant, da vi møder ham første gang. Han er lige blevet forfremmet, og han er ved at gøre sig klar til sin første udstationering på den fjerne Bastiani-fæstning. Stillingen er ikke attraktiv. Fæstningen har mistet militær betydning, og den ligger så langt væk, at man i praksis er afskåret fra et dannet byliv. Det er kort sagt et sted for dem, der ikke har forbindelser til at starte karrieren andre steder – og for dem, der bliver suget så meget ind i fæstningens atmosfære, at de aldrig kommer derfra igen.

På rideturen derop ser Drogo en ældre officer, der skal samme vej men det første stykke ridder de på hver sin side af en lille flod. De kan ikke høre hinanden, og da de endelig mødes, kniber det stadig med forståelsen. Man forstår, at det ikke bare er floden, men tidens strøm, der har gjort dem fremmede for hinanden. Scenen spejles mod slutningen af romanen: Nu er det Drogo, der har overtaget rollen som den ældre officer, der hverken kan høre eller forstå den nye generation.

Da han ankommer til fæstningen, er Drogo fortvivlet. Værelset er forfærdeligt, arbejdet er kedsommeligt, og hele den militære tilværelse forekommer ham meningsløs. Dag efter dag skal vagtmandskabet stå vagt på fæstningen og spejde ud over ødemarken – legenden vil vide, at der stadig er en gruppe tartarer løs derude, så arbejdet trods alt har en eller anden funktion – selvom alle er enige om, at fæstningen for længst har mistet sin militære betydning, og at det hele derfor i en eller anden forstand er ligegyldigt.

Han overtales til at give det en chance i fire måneder, også for ikke at få en plet på sine tjenestepapirer, og derefter tager rytmen over:

”Trompeterne kunne have blæst, krigssange kunne være sunget, fra nord kunne der være kommet foruroligende meldinger, men selv med alt det ville han nok alligevel være rejst. Men det var vanens sløvhed, der allerede havde sit tag i ham, den militære stolthed, den hjemlige varme i de vante omgivelser. Fire måneder havde være nok til at fange ham i tjenestens monotone rytme.
Vagttjenesten, som de første gange forekom ham utålelig, var blevet vane. Lidt efter lidt havde han lært reglerne, vendingerne, de overordnedes fikse ideer, skansernes beliggenhed, vagternes poster, de hjørner, hvor det ikke blæste, trompeternes sprog. Det gav ham en særlig tilfredsstillelse at beherske tjenesten og mærke soldaternes og underofficerernes voksende agtelse.” (s. 65)

Handlingen i romanen er begrænset. Drogo tager på orlov, men oplever snart at han ikke længere hører til derhjemme. Ved grænsen begynder fjenden at rører lidt på sig, men grundlæggende bliver hele hans liv levet inden for de samme vante rammer. Til tider bringer det ham til fortvivlelse, men for det meste går dagene bare én efter én. Han er overbevist om, at den dag vil komme, hvor fjenden drager frem, så han endelig kan opfylde sit livs mission.

Militæret i fredstid er selvfølgelig det ultimative billede på et arbejde, hvor der i virkeligheden sker meget lidt, og hvor det kan virke aldeles meningsløst, om den enkelte udfører sin opgave eller ej, men temaet gælder i virkeligheden for det meste af det moderne produktionsapparat. Langt de fleste af os er tandhjul i organisationer der også ville rulle uden vores medvirken. Måske lidt langsommere og måske lidt dårligere, men rulle ville de alligevel. Selvom vi ved det, har vi som Drogo behov for at tro på, at der er et større formål med det vi gør.

Buzattis roman er en fascinerende refleksion over tidens gang og over den umådelige kraft vanen har over os. Det, der dyrkes ekstremt i den militære orden, findes for os alle. Dagene, ugerne, årene løber af sted efter deres vante mønstre. Spørgsmålet er, om det fører til meningsløshed, eller om meningen tværtimod er gemt i livets velkendte sider? ( )