I sommeren 2001 går Wolfgang Büscher hjemmefra. Han pakker det mest nødvendige og forlader hjembyen Berlin med kurs mod Moskva. Han gør det til fods, og selvom han tager et lift eller bus ind i mellem, så bliver han ved med gå, lige til han når den russiske hovedstad flere måneder efter.

Det fortæller han om i bogen, men den handler også om alle de mennesker han møder undervejs. Og så handler den selvfølgelig om den tyske (og europæiske) fortid, for han følger den samme rute, som Hitlers hære og Napoleons arméer har brugt før ham. Ruten frembringer historiske sammenligninger, nærmest som en automatreaktion, også hos mange af dem han møder. Men de er ikke fjendtlige af den grund. Det virker mere excentrisk eller måske som en bodsgang, som en katolsk bekendt bemærker i Polen.

Bogen er uhyre velskrevet, og selvom oplevelserne er redigeret efterfølgende, så er det forbløffende, hvor lidt der skal skrabes i overfladen før historier om vold og undertrykkelse kommer frem. (I Katyn, hvor Stalin myrdede 4000 polske officerer og en masse sovjetborgere, skal det forstås helt bogstaveligt. En skraben i skovbunden blotlægger knogler og tøjrester.)

Büscher er født i 1951, så han tilhører den efterkrigsgeneration, der har været optaget af at gennemtrevle den tyske historie. Både den store og den helt personlige. Büschers farfar døde i forsvaret for Berlin, og det er noget af det, han prøver at forstå. Og selvom han ikke er erobrer, men tværtimod modstander af alle former for undertrykkelse, så er der noget dybt tilfredsstillende i, at han kommer til Moskva og dermed det mål, som nazisterne aldrig nåede.

Berlin-Moskva er en usædvanlig og velskrevet rejseberetning. Den giver lyst til at tage på vandreferie og finde den meditative ro, der ligger i at tilbagelægge vejen i det tempo kroppen selv kan præstere. Og så fik den mig endnu en gang til at reflektere over Europas blodige fortid. ( )