La fanciulla è morta (L'ispettore Morse Vol. 8) (Italian Edition) (original 1989; udgave 2015)

England, Oxford, 1989.
Kriminalinspektør E. Morse bliver indlagt med et blødende mavesår pgra druk. En medpatient, oberst Wilfrid M. Deniston, dør og enken beærer Morse med mandens opus: "Murder on the Oxford Canal". Det er den virkelige historie om mordet på Joanna Franks i 1859.
I mangel på bedre læsestof fordyber Morse sig i historien og snart er han i gang med at sende sin underordnede Lewis og en sygeplejerske Christine Greenaway ud i verden for at finde oplysninger om den gamle sag.
Ret overraskende lykkes det dem at finde temmelig mange detaljer og Morse pusler brikkerne sammen til en helt anden historie end den, der fik to mænd i galgen i 1859.
Den officielle version er at Joanna blev dræbt af besætningen på en kanalbåd.
Hans version er at Joanna blev opmærksom på muligheden for forsikringssvindel, da hendes far solgte hende og manden en livsforsikring. Kort efter døde manden, Joanna fik forsikringen og giftede sig med en ny mand. Og et par år efter blev hun så selv myrdet og manden fik forsikringssummen på hende. Men Morse mistænker at Joannas nye mand var den samme som den gamle og at hun heller ikke selv blev myrdet.
Morse bliver udskrevet og går på jagt efter Frank Donavan's grav. Han finder den i Irland og den lokale politiinspektør gør ham en tjeneste og får gravet ned til den. Som Morse havde gættet eller håbet på så er kisten uden lig, men indeholder i stedet et sammenrullet tæppe. Hjemme i London opsporer han og Lewis Joannas barndomshjem og fnder et bevis for at hun var en del kortere end det lig, der blev identificeret som hende. Og et af vidnerne fra sagen ser også ud til at matche Frank Donavan.
Ergo havde Morse ret, men som han selv tænker på det, så er det jo uden effekt for andre end ham selv at han har løst denne gåde. Men historien ender med at han får en overnatning ved en af sygeplejerskerne, søster Mclean, så noget godt kommer der ud af det.

Ganske underholdende, navnlig da Morse kommer ud fra hospitalet og vi får hans teori at vide. Morse selv er i halvtredserne og i gang med at drikke sig ihjel ret langsomt, men sikkert. Overlægen tror ikke alkoholikere og diabetikere over en dørtærskel og spår at Morse måske kan holde til han bliver 60, hvis ellers han tager lægernes råd til sig, men det tror lægen faktisk ikke på at han gør. ( )

England, Oxford, 1989.
Kriminalinspektør E. Morse bliver indlagt med et blødende mavesår pgra druk. En medpatient, oberst Wilfrid M. Deniston, dør og enken beærer Morse med mandens opus: "Mordet på Oxfordkanalen". Det er den virkelige historie om mordet på Joanna Franks i 1859.
I mangel på bedre læsestof fordyber Morse sig i historien og snart er han i gang med at sende sin underordnede Lewis og en sygeplejerske Christine Greenaway ud i verden for at finde oplysninger om den gamle sag.
Ret overraskende lykkes det dem at finde temmelig mange detaljer og Morse pusler brikkerne sammen til en helt anden historie end den, der fik to mænd i galgen i 1859.
Den officielle version er at Joanna blev dræbt af besætningen på en kanalbåd.
Hans version er at Joanna blev opmærksom på muligheden for forsikringssvindel, da hendes far solgte hende og manden en livsforsikring. Kort efter døde manden, Joanna fik forsikringen og giftede sig med en ny mand. Og et par år efter blev hun så selv myrdet og manden fik forsikringssummen på hende. Men Morse mistænker at Joannas nye mand var den samme som den gamle og at hun heller ikke selv blev myrdet.
Morse bliver udskrevet og går på jagt efter Frank Donavan's grav. Han finder den i Irland og den lokale politiinspektør gør ham en tjeneste og får gravet ned til den. Som Morse havde gættet eller håbet på så er kisten uden lig, men indeholder i stedet et sammenrullet tæppe. Hjemme i London opsporer han og Lewis Joannas barndomshjem og fnder et bevis for at hun var en del kortere end det lig, der blev identificeret som hende. Og et af vidnerne fra sagen ser også ud til at matche Frank Donavan.
Ergo havde Morse ret, men som han selv tænker på det, så er det jo uden effekt for andre end ham selv at han har løst denne gåde. Men historien ender med at han får en overnatning ved en af sygeplejerskerne, søster Mclean, så noget godt kommer der ud af det.

Ganske underholdende, navnlig da Morse kommer ud fra hospitalet og vi får hans teori at vide. Morse selv er i halvtredserne og i gang med at drikke sig ihjel ret langsomt, men sikkert. Overlægen tror ikke alkoholikere og diabetikere over en dørtærskel og spår at Morse måske kan holde til han bliver 60, hvis ellers han tager lægernes råd til sig, men det tror lægen faktisk ikke på at han gør. ( )