Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... Todo cuanto amé (original 2003; udgave 2003)af Siri Hustvedt
Work InformationDet jeg elskede af Siri Hustvedt (2003)
Indlæser...
Bliv medlem af LibraryThing for at finde ud af, om du vil kunne lide denne bog. Der er ingen diskussionstråde på Snak om denne bog. ingen anmeldelser | tilføj en anmeldelse
HæderspriserNotable Lists
Da en historiker i 1975 opdager et fremragende maleri af en ukendt kunstner bliver det begyndelsen på et livslangt venskab. No library descriptions found. |
Current DiscussionsIngenPopulære omslag
Google Books — Indlæser... GenrerMelvil Decimal System (DDC)813Literature English (North America) American fictionLC-klassificeringVurderingGennemsnit:
Er det dig?Bliv LibraryThing-forfatter. |
Historien tager sin begyndelse, da kunsthistorikeren Leo Hertzberg møder den unge og endnu ukendte kunstner Bill Wechsler. Da Hertzberg som den første køber et af hans malerier, bliver det starten på et livslangt venskab, ligesom maleriet af en beskuer, en kvinde der bliver og en kvinde der forsvinder genfortolkes og fyldes med mening gennem hele romanen. Wechsler er gift med den nøgterne digter Lucille, mens Leo finder sammen med litteraturforskeren Erica. De fire hænger sammen, og parrenes sønner Matt og Mark bliver født med få måneders mellemrum.
Da drengene er små, forlader Bill Lucille til fordel for sin tidligere model Violet Blom – hendes skandinaviske Minnesotarødder minder om Hustvedts egen baggrund – er det faktisk kun en fordel. Violet er udadvendt og fuld af liv, mens Lucille er neurotisk og indadvendt. Nogle skønne år følger, hvor drengene følges ad, og hvor de fire voksne har succes i karrieren. Det gælder ikke mindst Bill, der går fra ukendt til feteret kunstner. Det er dette liv, Leo elsker. Og det er alt det, der igen skal tages fra ham.
Hvad og hvordan skal ikke røbes her, men Hustvedt skriver forrygende. Hendes metode beskrives faktisk meget godt i en af Leos refleksioner over Bills kunst: ”Sidst i marts begyndte Bill at arbejde igen. Det nye projekt begyndte med en kvinde og hendes baby i Greene Street. Jeg så hende også oppe fra vinduet i Bills og Violets lejlighed, men jeg ville aldrig have gættet på at hun skulle blive årsag til, at Bills kunst tog en helt ny drejning. Der var ikke noget exceptionelt ved det vi så, men jeg er efterhånden nået til den opfattelse at det lige netop var det, som Bille var ude efter – hverdagen i al sin kompakte udførlighed.” (s. 251)
Hverdagen i al sin kompakte udførlighed. Sådan er det at læse romanen. Man kommer helt tæt på personernes op- og nedture, og fortællingen bliver interessant, fordi den tegner et billede, der er så detaljeret, at man kan se dem og føle med dem. Og fordi det er kunstnere og intellektuelle bliver deres historie vævet sammen med kunst- og idéhistorie. Jeg var ikke mindst imponeret af de løbende beskrivelser af Bills kunstproduktion, som Hustvedt fremmaler så detaljeret, at man kan se værkerne for sig som selvstændige fortolkninger af den historie, som man sidder og læser. (På den måde – og kun på den måde – mindede bogen mig om Kortet og landskabet af Michel Houellebecq.)
Det jeg elskede er en langsom bog at læse. Sproget er mættet og fyldt med mening, men samtidig er det helt lige til, og jeg var begejstret for fortællerens evne til ikke at forudgribe senere hændelser. Hvert punkt beskrives som det opleves, ikke som det efterfølgende kan fortolkes. Og så er det en bog om at elske og at miste uden spor af fortrydelse. Nok er det hårdt at skrive om det, man elskede – men det ville jo være langt værre ikke at have noget elsket at skrive om. ( )