Efter den voldsomme polemik om Peter Handkes nobelpris glemmer man næsten, at der faktisk blev uddelt to priser i 2019. Den for 2018 gik – med et års forsinkelse – til den polske forfatter Olga Tokarczuk. Selv når en kvindelig forfatter udmærkes med verdens fineste litterære udmærkelse, skal hun åbenbart stå i skyggen af diskussioner om hvide mænds meritter eller mangel på samme! Det er ærgerligt, for hos Tokarczuk er der virkelig noget at komme efter.

’Kør din plov over de dødes knogler’ udkom i 2009. Fortæller og hovedperson er den midaldrende kvinde Janina, der er flyttet ud i det sydlige Polens bjergområder på grænsen til Tjekkiet. Det er så langt væk fra alfar vej, som man kan komme, og det er et sted, hvor der bliver set gennem fingre med folks særheder. Janina går op i astrologi og dyrs rettigheder, og så oversætter hun Blake til polsk sammen med en af sine tidligere elever. Hun har også sine ’skavanker’, og uden at det siges direkte, så fornemmer man, at hun nok er flyttet ud på landet, fordi hun ikke passede ind i byen. Herude kan hun klare sig med småjobs som engelsklærer på folkeskolen og opsynskvinde om vinteren, når sommerhusejerne er taget tilbage til Wroclav.

Janina er lidt af en sprogkunstner. Hun accepterer ikke bare verden og menneskene, som de er, men udstyrer dem med sigende navne. Naboen Tavs siger f.eks. ikke så meget, veninden Gode Nyhed fra genbrugsforretningen i landsbyen er altid i godt humør, og naboen Store Fod efterlader kæmpe fodaftryk, når han bevæger sig gennem sne og mudder på sine krybskyttetogter.

En aften banker Tavs på hendes dør. Store Fod er død, og da de kommer over i hans hus, viser forklaringen sig hurtigt. Han har fået en dyreknogle galt i halsen og blevet kvalt. Da Janina kigger ud af vinduet ser hun et par rådyr ude på marken. De kigger sigende ind på huset og forsvinder så ind i skovbrynet. Det bliver ikke det sidste dødsfald. Inden længe begynder det ene offer efter det andet at dukke op i skoven, og spekulationerne om korruption og bestikkelse går i gang. Janina har en helt anden forklaring: Omkring ligene findes masser dyrespor, så det må være dyrene, der vender tilbage for at få hævn over deres mordere.

Sproget dirrer af betydning, og Janina skriver på en helt særlig måde. Tilnavnene er en ting, men hun skriver også ord med stort, hvis de har en særlig betydning for hende. Hendes skavanker er ikke bare skavanker, de er Skavanker med masser af underforstået betydning. Tokarczuk har også givet hende et sprog med masser af humor og skarpe iagttagelser:

”Visse mennesker, som oftest mænd, er ekstremt svære at tale med. Det fænomen har jeg en Teori om. Mange mænd kommer med alderen til at lide af testosteron-relateret autisme. Typiske symptomer er langsom forringelse af den sociale intelligens og evnen til at udtrykke tanker i ord synes at være beskadiget. Det Menneske der rammes af den Skavank bliver tavst og synes at synke hen i sine egne tanker. Interessen for forskellige redskaber og maskiner vokser voldsomt. En interesse for Anden Verdenskrig vækkes til live, og også for kendte menneskers biografier, som regel politikere og kriminelle.” (s. 25)

Romanen er en krimi, men det er først og fremmest et indfølt portræt af en kvinde, der ikke passer ind i det pulserende samfund omkring hende. Hun har få venner, tænker anderledes end folkene omkring sig og er lidenskabeligt engageret i dyrenes ret til at være i fred. Tokarczuk skriver det hele frem, så man kan se det for sig, og som et sidste pift er bogen udstyret med stemningsfulde tegninger af Jaromir 99. ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2012/09/olga-tokarczuk-kr-din-plov-over-de-ddes.ht... ( )