Tredie og sidste del af Jacob Ejersbos trilogi fra Moshi i Tanzania er endnu en fantastisk rejse ind i et Afrika med to af de personer, som man tidligere har fået kendskab til fra de to andre bøger, Eksil og Revolution. Her er det danske Christian og tanzanianske Marcus, som ved bogens start i 1980 er henholdsvis 13 og 15 år gamle. Op gennem 80'erne beskrives deres venskab og ungdom med sex, drugs og reggae, korruption, angst for den tabuiserede AIDS og ikke mindst den altoverskyggende rodløshed.
Jeg skrev om forgængeren Revolution, at indtil videre var 2009's bedste danske bog. Liberty er mindst lige så fremragende. Ejersbo bruger 711 sider - og det er ikke for meget - på at skabe et univers, som det vil tage meget lang tid for mig at komme ud af igen. Det er fantastisk skarpe iagttagelser Ejersbo har gjort, både i de personlige beskrivelser, om den vestlige udviklingsbistand, som er med til at fastholde modtagerlandene i offerrollen, og om det hykleri, som det udsendte bistandspersonale fra Europa udvikler hen imod at blive den ny tid kolonialister.
Det er kort og godt en fantastisk fremragende værk, og endnu en klassiker i dansk litteratur. Hele trilogien står som et mesterværk, der vil kunne læses i mange, mange år fremad som stadig ny og frisk litteratur af højeste karat! ( )

Jeg var en af dem, der aldrig fik læst ’Nordkraft’, så ’Liberty’ var mit første møde med Ejersbo. Det var et godt møde, selvom de 710 sider nok var lige i overkanten, og jeg regner da med, at jeg også skal have læst de øvrige bind i Afrika-trilogien.

Hovedpersonerne er Christian, der som teenager kommer til Tanzania med sine forældre, fordi faderen skal udstationeres for Mærsk, og Marcus, en indfødt dreng, der har manøvreret sig ind hos en svensk familie som babysitter i håbet om at score en billet til Europa og det søde liv. Romanen starter i 1980 og slutter i 1990, så vi følger Christian og Marcus fra de er store drenge til de bliver unge mænd.

De to hovedpersoners liv flettes ind i hinanden, og ingen af dem er uberørte af kulturmødet. Christian kan ikke finde sig til rette i Danmark i de perioder, hvor han er hjemme, og Marcus læser så meget Economist, at han har mere end svært ved at acceptere den rodede afrikanske tilværelse, selvom han naturligvis kender alle smutvejene.

Ejersbo tegner et skræmmende billede at dybt korrumperet tanzaniansk styre, hvor markedsøkonomien ikke er erstattet med afrikansk socialisme, men med en hyperliberalisme, hvor ingen tilladelse eller ydelse kan gives uden bestikkelse. Ikke overraskende smitter korruptionen også af på de hvide – når man har lært at betale for at komme først i busbilletkøen, så breder det sig jo – men jeg håber sandelig ikke, at den grad af menneskelig umodenhed og trang til at blive korrumperet, der præger bistandsfolkene i Liberty, gælder alle steder.

Liberty er på mange måder deprimerende. Marcus prøver hele tiden at få noget i gang, men han holdes igen og igen nede af systemet, for fattigdommen er så udbredt, at alle nasser på dem, der har fået sparet det mindste sammen. Når dertil lægges den truende AIDS-epidemi i baggrunden, ser det dystert ud. På den anden side har personerne en voldsom livskraft og specielt Marcus er en både god og ukuelig person.

Hårdest ramt af kulturmødet er Christian. Han var allerede på kant med sine forældre, da han kom til Afrika, og han oplever flere og større svigt dernede. Grundlæggende har han svært ved at vokse op og indse, at han faktisk er nødt til at yde en grundig indsats for at opnå noget. Det kan måske ikke undre, når han ser andre hvide drikke, ryge pot og jagte den nemme gevinst, men under alle omstændigheder er hans drøm om at leve som afrikaner af at spille diskotek ikke andet end en drøm.

Han er selvfølgelig ikke villig til at leve på det eksistensminimum, som overskuddet kan give ham, og når det går godt i starten, skyldes det kun, at han har kapital med hjemmefra. Tre måneders bistandshjælp rækker langt i Tanzania, men så snart den er brugt, svinder ressourcerne uundgåeligt ind.

’Liberty’ er færdigredigeret efter Ejersbos død, og det er svært at slippe den tanke, at den ville være blevet et par hundrede sider kortere, hvis han selv havde haft muligheden for at gøre den færdig. Jeg kan ikke lige pege på noget, der ikke skulle være med, og der er naturligvis også en selvstændig pointe i, at nogle af temaerne gentages igen og igen, men 700 sider er meget. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at ’Liberty’ indtil videre har været den største læseoplevelse i denne sæson, først og fremmest fordi jeg føler, at Ejersbo virkelig vil sin læser noget, der rækker ud over ham selv. ( )