På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
Set before the start of the First World War, this moving fable sees a young English writer set out to Crete to claim a small inheritance. But when he arrives, he meets Alexis Zorba, a middle-aged Greek man with a zest for life. Zorba has had a family and many lovers, has fought in the Balkan wars, has lived and loved - he is a simple but deep man who lives every moment fully and without shame. As their friendship develops, the Englishman is gradually won over, transformed and inspired along with the reader. Zorba the Greek, Nikos Kazantzakis' most popular and enduring novel, has its origins in the author's own experiences in the Peleponnesus in the 1920s. His swashbuckling hero has legions of fans across the world and his adventures are as exhilarating now as they were on first publication in the 1950s. 'There can never be any doubt that Kazantzakis was the possessor of genius.'Sunday Telegraph… (mere)
Artymedon: This literary fiction about a man who has become the quintessential Greek, Zorba, gives its title to the journalistic account of the present Greek economic crisis written by Greek American James Angelos.
Det er næsten for oplagt at trække linjer mellem græsk litteratur og antikke verdensbilleder, men jeg kunne alligevel ikke lade være, da jeg læste denne nyklassiker, der først udkom i 1946. Handlingen foregår tydeligvis i Grækenland i årene efter første verdenskrig, der er kun få henvisninger til myter, og jeg sad stadig tilbage med en fornemmelse af, at det var en lang (og god) iscenesættelse af modsætningen mellem et dionysisk og et apollinsk livssyn.
Bogens fortæller repræsenterer det sidste. Han er en ung intellektuel, der lige har taget afsked med sin bedste ven Stavridakis, der er rejst til Kaukasus for at hjælpe etniske grækere, der risikerede forfølgelse i efterdønningerne til den russiske og den tyrkiske revolution. Eller sagt på en anden måde: Stravridakis var endelig brudt ud af den intellektuelles evindelige spekulation og manglende evne til at gribe til handling. Fortælleren er stadig optaget af at filosofere over tilværelsen – mere præcist buddismen – da han rejser til Kreta, hvor han har overtaget en gammel kulmine.
Allerede i Piræus møder han sin modsætning og den person romanen har sin titel fra: Alexis Zorba er måske tyve år ældre, og har en meget mere umiddelbar tilgang til tilværelsen. Når han er sulten, spiser han, når han ser en smuk kvinde, han begærer, er han sammen med hende og når der skal arbejdes, arbejder han. Han er også en kunstnerisk sjæl, der bedst udtrykker sig gennem musik og dans.
De to mænd følges til Kreta, hvor de bliver en del af lokalsamfundet. Særligt en ældre enke og kromutter, får de et tæt forhold til. Zorba bliver formand i minen, og de to mænd slår sig ned i et skur på stranden. Han har forstand på minedrift, men forekomsten er for lille, så en god forretning bliver det aldrig.
Mens fortælleren kæmper med sin indre tvivl og skriver side op og side ned om Buddha, rulles Zorbas’ dramatiske liv stille og roligt op. Han har været i Rusland, og under balkankrigene 1912-13 deltog han i guerillakrigen mod både tyrkere og bulgarere, der bl.a. førte til at Kreta blev en del af den moderne græske stat. Også som soldat havde Zorbas brilleret. Hans selvsikkerhed og handlekraft var selvfølgelig styrke i kamp, men det er også tydeligt, at han har gjort og oplevet frygtelige ting. Voldsparatheden findes stadig lige under overfladen og må vel ses som den mørke side af Zorbas spontane og driftsstyrede livssyn.
Spil for mig Zorbas er en god roman. Zorbas er en fascinerende skikkelse, som både fortælleren og læseren kan se sig selv i modsætning til, og selvom den gennemspiller klassiske temaer, så er det er i høj grad en samtidsroman, der ikke var bange for at tage fat på forhold, der utvivlsomt har været omgærdet af nationale myter, da den blev skrevet. ( )
Information fra den tyske Almen Viden.Redigér teksten, så den bliver dansk.
Ich begegnete ihm zuerst im Piräus.
Citater
Information fra den tyske Almen Viden.Redigér teksten, så den bliver dansk.
"Weiß ich´s Chef? Das ist mir so eingefallen. Wie du so in der Ecke hocktest, ganz für dich, über das kleine Buch mit Goldschnitt gebeugt - da dachte ich mir unwillkürlich: "Der ißt gern Suppen." Es fiel mir so ein. Hör auf es ergründen zu wollen!"
Sidste ord
Information fra den tyske Almen Viden.Redigér teksten, så den bliver dansk.
Die Witwe lässt Sie also bitten, wenn Sie einmal in unser Dorf kommen, bei ihr zu übernachten und, wenn Sie am anderen Morgen Ihre Reise fortsetzen, das Santuri mitzunehmen.
Set before the start of the First World War, this moving fable sees a young English writer set out to Crete to claim a small inheritance. But when he arrives, he meets Alexis Zorba, a middle-aged Greek man with a zest for life. Zorba has had a family and many lovers, has fought in the Balkan wars, has lived and loved - he is a simple but deep man who lives every moment fully and without shame. As their friendship develops, the Englishman is gradually won over, transformed and inspired along with the reader. Zorba the Greek, Nikos Kazantzakis' most popular and enduring novel, has its origins in the author's own experiences in the Peleponnesus in the 1920s. His swashbuckling hero has legions of fans across the world and his adventures are as exhilarating now as they were on first publication in the 1950s. 'There can never be any doubt that Kazantzakis was the possessor of genius.'Sunday Telegraph
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Google Books — Indlæser...
(3.88)
2
Bogens fortæller repræsenterer det sidste. Han er en ung intellektuel, der lige har taget afsked med sin bedste ven Stavridakis, der er rejst til Kaukasus for at hjælpe etniske grækere, der risikerede forfølgelse i efterdønningerne til den russiske og den tyrkiske revolution. Eller sagt på en anden måde: Stravridakis var endelig brudt ud af den intellektuelles evindelige spekulation og manglende evne til at gribe til handling. Fortælleren er stadig optaget af at filosofere over tilværelsen – mere præcist buddismen – da han rejser til Kreta, hvor han har overtaget en gammel kulmine.
Allerede i Piræus møder han sin modsætning og den person romanen har sin titel fra: Alexis Zorba er måske tyve år ældre, og har en meget mere umiddelbar tilgang til tilværelsen. Når han er sulten, spiser han, når han ser en smuk kvinde, han begærer, er han sammen med hende og når der skal arbejdes, arbejder han. Han er også en kunstnerisk sjæl, der bedst udtrykker sig gennem musik og dans.
De to mænd følges til Kreta, hvor de bliver en del af lokalsamfundet. Særligt en ældre enke og kromutter, får de et tæt forhold til. Zorba bliver formand i minen, og de to mænd slår sig ned i et skur på stranden. Han har forstand på minedrift, men forekomsten er for lille, så en god forretning bliver det aldrig.
Mens fortælleren kæmper med sin indre tvivl og skriver side op og side ned om Buddha, rulles Zorbas’ dramatiske liv stille og roligt op. Han har været i Rusland, og under balkankrigene 1912-13 deltog han i guerillakrigen mod både tyrkere og bulgarere, der bl.a. førte til at Kreta blev en del af den moderne græske stat. Også som soldat havde Zorbas brilleret. Hans selvsikkerhed og handlekraft var selvfølgelig styrke i kamp, men det er også tydeligt, at han har gjort og oplevet frygtelige ting. Voldsparatheden findes stadig lige under overfladen og må vel ses som den mørke side af Zorbas spontane og driftsstyrede livssyn.
Spil for mig Zorbas er en god roman. Zorbas er en fascinerende skikkelse, som både fortælleren og læseren kan se sig selv i modsætning til, og selvom den gennemspiller klassiske temaer, så er det er i høj grad en samtidsroman, der ikke var bange for at tage fat på forhold, der utvivlsomt har været omgærdet af nationale myter, da den blev skrevet. (