Det var en af efterkrigstidens store tyske forfattere, der døde sidste år i oktober. Det kunne jeg i hvert fald læse mig til, for jeg har faktisk aldrig tidligere læst noget af Siegfried Lenz, selvom Tysktime længe har stået på listen over bøger, der burde læses. Det bør den stadig men det var altså en af hans mindre romaner jeg købte, da jeg for nylig var i Berlin. Det er jo på tysk, og så er det meget rart at prøve sproget af i et lidt kortere format.

Det var en god ide! Lenz skriver på en gang ligetil og med masser af litterære referencer, så det var ikke svært at følge historien. Den fortælles af Clemens, der var professor i tysk litteratur, før han besluttede at hjælpe nogle af sine kvindelige studerende igennem, samtidig med at han gik i seng med dem. Eller også gik han bare i seng med dem, mens de studerede hos ham; under alle omstændigheder var det ikke i orden, så han er nu havnet i fængslet, hvor han deler celle med den karismatiske Hanno.

Under et besøg fra landsdelsteateret (Landesbühne – deraf titlen) stikker en flok af fangerne af i teatrets bus, og da de kommer til den lille by Grünau, bliver de så hjerteligt modtaget, at de slår sig ned og sætter skub i udviklingen af en lille kulturfestival og endda et hjemstavnsmuseum. Det kan selvfølgelig ikke gå godt i længden, og selvom myndighederne et stykke tid ser igennem fingrene med det, havner de tilbage i fængslet til en ny forestilling: Mens vi venter på Godot – et passende stykke til en gruppe mennesker på udskiftningsbænken, der ikke ved, hvornår friheden venter dem igen.

Forløbet er selvfølgelig ikke strengt realistisk, men det er sjovt at følge forviklingerne og ikke mindst den begejstring, som de modtages med i Grünau, hvor borgmesteren virkelig forstår at tale de stedbundne kvaliteter op og gør sit til, at der sættes gang i udviklingen af området.

Fangerne er heller ikke, som fanger i fængsler er flest. Skuespillet falder dem så nemt, fordi deres forbrydelser i virkeligheden har handlet om at spille roller. Hanno har klædt sig ud som politibetjent og opkrævet bøder fra sagesløse trafikanter, der er en fodbolddommer, der har fikset kampe, en mand, der har haft flere koner osv.

Lenz leger på den måde med kunsten. Nogle former for skuespil fremføres på teatre og hyldes, andre former er kriminelle. Det vil være forkert at sige, at det ene er lige så godt som det andet – ingen af fangerne klager over, at de er fængslet, for de er jo blevet taget med fingrene i kagedåsen – men kunstens virkemidler findes overalt.

Landesbühne er en lille, velskrevet skæmteroman, der både får en til at trække på smilebåndet og til at tænke lidt mere over, hvor frie og forskellige vi egentlig er, når det kommer til stykket. ( )