Der er skrevet mange romaner om anden verdenskrig, og efterhånden som årene går, bliver der længere mellem de patriotiske fortællinger. I stedet vinder de komplekse historier om kollaboration og kærlighed mellem besættere og besatte frem. Hvert land har sine egne nuancer, men jo flere man læser, jo tydeligere bliver det også, at der er mange lighedspunkter.

I dette tilfælde er scenen sat på den græske ø Kefallinia, der med sin placering ved Adriaterhavet altid har haft tætte forbindelser til Italien.
Jannis er læge og enkemand. Han bor sammen med datteren Pelagia, en ged og en skovmår kaldet Psipsina. Da krigen bryder ud, er Pelagia en ung kvinde, der kærester i smug med fiskeren Mandras. Trods faderens advarsler bliver de to forlovet, men da han først er draget af til militærtjeneste, og hun intet hører fra ham, fordi han er analfabet og for stolt til at få hjælp til at skrive, kølner hendes følelser hurtigt. I stedet bliver hun forelsket i den italienske kaptajn Antonio Corelli, der efter et par måneder på øen bliver indkvarteret i lægens hjem.

Corelli er en spøjs skikkelse. Han spiller mandolin og elsker at lave sjov. Han ydmyger sig over for Pelagia ved at kravle rundt på gulvet og bede om tilgivelse, når han har fornærmet hende, organiserer et operakor af soldater, som mødes på latrinerne for at synge, og da han organiserer en motorcykel, kan han dårligt styrer den, så de to styrter den ene gang efter den anden. Han er kunstnerisk, sjov og charmerende på en måde, så man ikke fatter, hvorfor træmanden Nicholas Cage blev castet til rollen i filmen.

Krigen er det uhyggelige bagtæppe til fortællingen, og selvom lægens hjemme er omdrejningspunktet, så fortælles dele af historien fra andre personers perspektiv. Gennem den homoseksuelle soldat Carlo, får vi en forsmag på den italienske hærs brutalitet og inkompetence under felttoget fra Albanien ind i Grækenland, og de Bernières lægger hælder ikke fingre imellem i skildringen af de kommunistiske græske partisaner, som Mandras ender med at slutte sig til. De er dybest set banditter, der stjæler, myrder og undertrykker, og til de engelske forbindelsesofficerers store frustration gør de det uden at bidrage det fjerneste til kampen mod besættelsesmagten.

Den italienske besættelse af Kefallinia er relativt fredelig, og forfatteren skildrer de italienske soldater som lidenskabelige og fredsommelige mennesker, der elsker fodbold og musik. De kan ikke vinde nogen slag, for de har idiotiske generaler, men rigtige fascister er de heller ikke. Omvendt er de tyske soldater koldblodige mordere, der bare venter på en mulighed for at massakrere nogle undermennesker. Om de er jøder, grækere eller tidligere italienske allierede gør ingen forskel. Efter Mussolinis fald bliver de modvillige venner til bitre fjender, og tyskerne begår en grusom krigsforbrydelse ved at henrette halvdelen af de tilfangetagne italienske soldater. Hvordan det går Corelli den forbindelse, skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Nazisternes fald betød ikke en afslutning på grækernes lidelser. I stedet fik de en borgerkrig, der var en af de første kamppladser i den gryende kolde krig. Den historie vil de Bernières også have med, og det samme gælder det katastrofale jordskælv, der rammer øen i 1953. Faktisk bruger han 150 sider på ”hvad der siden skete”, men det føles alligevel, som om han jabber det igennem. Gang på gang må han ”fortælle det” i stedet for at ”vise det.” Det havde været langt bedre at lukke historien med tyskernes nederlag.

Det er en svær bog at give en samlet bedømmelse af. Skildringen af doktor Jannis, Pelagia og Corelli var en fornøjelse, og de Bernières havde også godt fat i det katastrofale italienske felttog mod Grækenland i efteråret 1940. Til gengæld taber historien flyvehøjde, da Pelagia og Corelli er blevet forelskede, og i sidste del forfalder han til at skrive historiebog. Det skal være rigtig godt, hvis en bog skal fastholde min interesse over fem hundrede sider, og her havde det været bedre, hvis en hård redaktør havde skåret den ned til halv længde. ( )