På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
Underfundig skildring af livet under 2. verdenskrig på en græsk ø, hvor kærlighed og menneskelighed kommer til at vende op og ned på, hvem der er ven, og hvem der er fjende.
thepequodtwo: Both de Bernieres and Kushner skillfully intertwine multiple story threads and characters to create a sense of time and place both passing and changing that is vivid and powerful.
paulkid: Both are set in Mussolini's Italy, although Wouk's work spends time in Germany, Russia, and England while de Bernières spends time in Greece as well.
Der er skrevet mange romaner om anden verdenskrig, og efterhånden som årene går, bliver der længere mellem de patriotiske fortællinger. I stedet vinder de komplekse historier om kollaboration og kærlighed mellem besættere og besatte frem. Hvert land har sine egne nuancer, men jo flere man læser, jo tydeligere bliver det også, at der er mange lighedspunkter.
I dette tilfælde er scenen sat på den græske ø Kefallinia, der med sin placering ved Adriaterhavet altid har haft tætte forbindelser til Italien. Jannis er læge og enkemand. Han bor sammen med datteren Pelagia, en ged og en skovmår kaldet Psipsina. Da krigen bryder ud, er Pelagia en ung kvinde, der kærester i smug med fiskeren Mandras. Trods faderens advarsler bliver de to forlovet, men da han først er draget af til militærtjeneste, og hun intet hører fra ham, fordi han er analfabet og for stolt til at få hjælp til at skrive, kølner hendes følelser hurtigt. I stedet bliver hun forelsket i den italienske kaptajn Antonio Corelli, der efter et par måneder på øen bliver indkvarteret i lægens hjem.
Corelli er en spøjs skikkelse. Han spiller mandolin og elsker at lave sjov. Han ydmyger sig over for Pelagia ved at kravle rundt på gulvet og bede om tilgivelse, når han har fornærmet hende, organiserer et operakor af soldater, som mødes på latrinerne for at synge, og da han organiserer en motorcykel, kan han dårligt styrer den, så de to styrter den ene gang efter den anden. Han er kunstnerisk, sjov og charmerende på en måde, så man ikke fatter, hvorfor træmanden Nicholas Cage blev castet til rollen i filmen.
Krigen er det uhyggelige bagtæppe til fortællingen, og selvom lægens hjemme er omdrejningspunktet, så fortælles dele af historien fra andre personers perspektiv. Gennem den homoseksuelle soldat Carlo, får vi en forsmag på den italienske hærs brutalitet og inkompetence under felttoget fra Albanien ind i Grækenland, og de Bernières lægger hælder ikke fingre imellem i skildringen af de kommunistiske græske partisaner, som Mandras ender med at slutte sig til. De er dybest set banditter, der stjæler, myrder og undertrykker, og til de engelske forbindelsesofficerers store frustration gør de det uden at bidrage det fjerneste til kampen mod besættelsesmagten.
Den italienske besættelse af Kefallinia er relativt fredelig, og forfatteren skildrer de italienske soldater som lidenskabelige og fredsommelige mennesker, der elsker fodbold og musik. De kan ikke vinde nogen slag, for de har idiotiske generaler, men rigtige fascister er de heller ikke. Omvendt er de tyske soldater koldblodige mordere, der bare venter på en mulighed for at massakrere nogle undermennesker. Om de er jøder, grækere eller tidligere italienske allierede gør ingen forskel. Efter Mussolinis fald bliver de modvillige venner til bitre fjender, og tyskerne begår en grusom krigsforbrydelse ved at henrette halvdelen af de tilfangetagne italienske soldater. Hvordan det går Corelli den forbindelse, skal selvfølgelig ikke afsløres her.
Nazisternes fald betød ikke en afslutning på grækernes lidelser. I stedet fik de en borgerkrig, der var en af de første kamppladser i den gryende kolde krig. Den historie vil de Bernières også have med, og det samme gælder det katastrofale jordskælv, der rammer øen i 1953. Faktisk bruger han 150 sider på ”hvad der siden skete”, men det føles alligevel, som om han jabber det igennem. Gang på gang må han ”fortælle det” i stedet for at ”vise det.” Det havde været langt bedre at lukke historien med tyskernes nederlag.
Det er en svær bog at give en samlet bedømmelse af. Skildringen af doktor Jannis, Pelagia og Corelli var en fornøjelse, og de Bernières havde også godt fat i det katastrofale italienske felttog mod Grækenland i efteråret 1940. Til gengæld taber historien flyvehøjde, da Pelagia og Corelli er blevet forelskede, og i sidste del forfalder han til at skrive historiebog. Det skal være rigtig godt, hvis en bog skal fastholde min interesse over fem hundrede sider, og her havde det været bedre, hvis en hård redaktør havde skåret den ned til halv længde. ( )
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
[poem] The Soldier by Humbert Wolfe
Tilegnelse
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
To my mother and father, who in different places and in different ways fought against the Fascists and the Nazis, lost many of their closest friends, and were never thanked.
Første ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Dr. Iannis had enjoyed a satisfactory day in which none of his patients had died or got any worse.
Citater
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
‘Love is a kind of dementia with very precise and oft-repeated clinical symptoms. You blush in each other’s presence, you both hover in places where you expect the other to pass, you are both a little tongue-tied, you both laugh inexplicably and too long, you become quite nauseatingly girlish, and he becomes quite ridiculously gallant.’
‘And another thing. Love is a temporary madness, it erupts like a volcano and then subsides. And when it subsides you have to make a decision. You have to work out whether your roots have so entwined together that it is inconceivable that you should ever be apart. Because this is what love is. Love is not breathlessness, it is not excitement, it is not the promulgation of promises of eternal passion, it is not the desire to mate every second minute of the day, it is not lying awake at night imagining that he is kissing every cranny of your body... That is just being ‘in love’ which any fool can do. Love itself is what is left over when being in love has burned away, and this is both an art and a fortunate accident.'
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
She had a deeply serious expression on her face as she immersed herself in the newspaper and with elegant fingers tried to prevent the pages from flapping in the breeze.
Underfundig skildring af livet under 2. verdenskrig på en græsk ø, hvor kærlighed og menneskelighed kommer til at vende op og ned på, hvem der er ven, og hvem der er fjende.
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
I dette tilfælde er scenen sat på den græske ø Kefallinia, der med sin placering ved Adriaterhavet altid har haft tætte forbindelser til Italien.
Jannis er læge og enkemand. Han bor sammen med datteren Pelagia, en ged og en skovmår kaldet Psipsina. Da krigen bryder ud, er Pelagia en ung kvinde, der kærester i smug med fiskeren Mandras. Trods faderens advarsler bliver de to forlovet, men da han først er draget af til militærtjeneste, og hun intet hører fra ham, fordi han er analfabet og for stolt til at få hjælp til at skrive, kølner hendes følelser hurtigt. I stedet bliver hun forelsket i den italienske kaptajn Antonio Corelli, der efter et par måneder på øen bliver indkvarteret i lægens hjem.
Corelli er en spøjs skikkelse. Han spiller mandolin og elsker at lave sjov. Han ydmyger sig over for Pelagia ved at kravle rundt på gulvet og bede om tilgivelse, når han har fornærmet hende, organiserer et operakor af soldater, som mødes på latrinerne for at synge, og da han organiserer en motorcykel, kan han dårligt styrer den, så de to styrter den ene gang efter den anden. Han er kunstnerisk, sjov og charmerende på en måde, så man ikke fatter, hvorfor træmanden Nicholas Cage blev castet til rollen i filmen.
Krigen er det uhyggelige bagtæppe til fortællingen, og selvom lægens hjemme er omdrejningspunktet, så fortælles dele af historien fra andre personers perspektiv. Gennem den homoseksuelle soldat Carlo, får vi en forsmag på den italienske hærs brutalitet og inkompetence under felttoget fra Albanien ind i Grækenland, og de Bernières lægger hælder ikke fingre imellem i skildringen af de kommunistiske græske partisaner, som Mandras ender med at slutte sig til. De er dybest set banditter, der stjæler, myrder og undertrykker, og til de engelske forbindelsesofficerers store frustration gør de det uden at bidrage det fjerneste til kampen mod besættelsesmagten.
Den italienske besættelse af Kefallinia er relativt fredelig, og forfatteren skildrer de italienske soldater som lidenskabelige og fredsommelige mennesker, der elsker fodbold og musik. De kan ikke vinde nogen slag, for de har idiotiske generaler, men rigtige fascister er de heller ikke. Omvendt er de tyske soldater koldblodige mordere, der bare venter på en mulighed for at massakrere nogle undermennesker. Om de er jøder, grækere eller tidligere italienske allierede gør ingen forskel. Efter Mussolinis fald bliver de modvillige venner til bitre fjender, og tyskerne begår en grusom krigsforbrydelse ved at henrette halvdelen af de tilfangetagne italienske soldater. Hvordan det går Corelli den forbindelse, skal selvfølgelig ikke afsløres her.
Nazisternes fald betød ikke en afslutning på grækernes lidelser. I stedet fik de en borgerkrig, der var en af de første kamppladser i den gryende kolde krig. Den historie vil de Bernières også have med, og det samme gælder det katastrofale jordskælv, der rammer øen i 1953. Faktisk bruger han 150 sider på ”hvad der siden skete”, men det føles alligevel, som om han jabber det igennem. Gang på gang må han ”fortælle det” i stedet for at ”vise det.” Det havde været langt bedre at lukke historien med tyskernes nederlag.
Det er en svær bog at give en samlet bedømmelse af. Skildringen af doktor Jannis, Pelagia og Corelli var en fornøjelse, og de Bernières havde også godt fat i det katastrofale italienske felttog mod Grækenland i efteråret 1940. Til gengæld taber historien flyvehøjde, da Pelagia og Corelli er blevet forelskede, og i sidste del forfalder han til at skrive historiebog. Det skal være rigtig godt, hvis en bog skal fastholde min interesse over fem hundrede sider, og her havde det været bedre, hvis en hård redaktør havde skåret den ned til halv længde. ( )