Vredens druer (1939)

Lad det være sagt med det samme, denne store bogklassiker var flere gang i løbet af de første 200 sider ved at ryge fluks tilbage på reolen for aldrig at se dagens lys igen. Historien fangede mig ikke, personerne fangede mig ikke, og dialogen og sproget var mig meget fjernt fra hvad jeg er vant til at læse. Jeg holdt dog ud, og det er jeg glad for. Jo længere jeg kom i bogen, jo bedre blev den, og det endte faktisk med at jeg ikke kunne ligge bogen fra mig. I mine øjne er denne bog dog langt fra noget mesterværk som den bliver gjort til mange steder på nettet, og hvis du spørger mig om jeg vil hente denne bog og læse den for nogensinde igen? Så er svaret nej. Er du derimod til socialrealisme, armod, kynisme i 30ernes USA under den store depression, så er det helt sikkert en bog for dig. ( )

Steinbecks bog regnes med rette for et af de vigtigste monumenter over depressionen i 1930’ernes USA. I Midtvesten tvang afsætningskrise og misvækst hundredetusinder af bønder bort fra deres gårde, hvor de blev afløst af mekaniserede kæmpebrug. (En udvikling der først kom i Danmark tyve år senere og i betydeligt langsommere tempo.) På jagt efter arbejde søgte de til Californien, hvor arbejdsgiverne skruppelløst udnyttede desperationen til at tvinge lønnen ned under sultegrænsen.

Bogen veksler mellem korte analytiske kapitler og den nære fortælling om familien Joads rejse fra Oklahoma til Californien. Det er grundlæggende gode mennesker, der gerne arbejder til blodet springer fra neglene, men alligevel slides familien ubønhørligt op af presset udefra. Først ryger de gamle. Så forsvinder de unge med den svageste karakter. Og til sidst er alle ejendele skyllet bort, de ufødte ofret så kun det nøgne menneske er tilbage.

Men det har stadig værdigheden i behold, og det er en af romanens styrker. Det siges i romanen, at når nøden er størst, er det kun de fattigste, der vil hjælpe andre, og det demonstreres til fulde. De velbjærgede ser kun ”røde” uromagere og halvvilde fremmede uden normer og menneskelighed.

I familien Joad er det moderen, der holder sammen på tropperne, så længe det nu kan lade sig gøre, men den virkelige hovedperson er sønnen Tom Joad, der i romanens indledning vender tilbage fra et fængselsophold. Han har slået en mand ihjel, fordi han ikke ville finde sig i noget under et fuldemandsslagsmål, og Tom har stadig kanterne i behold.

Selvfølgelig kommer han i konflikt med de uretfærdige politifolk. Han vil ikke trædes på, og han kan slet ikke se passivt til, mens uretfærdigheden tager til. Han personificerer den langsomt vågnende klassebevidsthed, som Steinbeck forudser vil tvinge forandringer igennem, lige så ubønhørligt, som krisen og kapitalismens logik tvang småbønderne bort fra deres land.

Lige rundt om hjørnet ventede verdenskrigen, den fulde beskæftigelse og den største velstandsstigning i verdens historie. Men det kunne hverken Steinbeck eller hans læsere vide.

Det er en pragtfuld bog, fuld af social indignation, fuld af rørende skæbner og voldsom uretfærdighed, fuld af håbet om en mere retfærdig verden. Den er et monument over en depression og en udnyttelse, der i slutningen af 1930’erne må have forekommet uden ende. ( )