Frankrig, Paris, ca 1967
Kriminalkommisær Jules Maigret er efter ca fyrre års tjeneste ved politiet snart klar til at gå på pension. Konen er ved at tage kørekort, men Maigret tager bussen. Han er glad fordi det er en model med bagperron, men desværre er der også en lommetyv ombord, der hugger Maigrets tegnebog med nogle småpenge og hans politiskilt i. Han er i godt humør og lader ikke tyveriet komme på tværs af det, selv om det koster en månedsløn at fortabe sit politiskilt. Næste dag ligger tegnebogen i hans indbakke på kontoret for tyven har returneret den. Senere på dagen ringer han til Maigret og beder om at denne vil mødes med ham. De mødes på en café og manden viser sig at være den 25-årige François Ricain. De går hen til hans lejlighed og her ligger hans unge kone, Sophie Ricain på 22 år, dræbt af skud. Liget lugter grimt og spyfluerne sværmer allerede.
François er freelance journalist, hvilket er et pænt ord for at han ikke har fast indtægt og har lånt penge af gud og hvermand. Faktisk var han ude for at finde nogen at slå for penge, imens hans kone blev dræbt. Han har angiveligt klaustrofobi og Maigret sørger for at han får mad og drikke og bliver indlogeret på et lille hotel, imens politiet undersøger sagen. Maigret tager hen på en bistro "Vieux Pressoir" og snakker med Ricains omgangskreds, en billedhugger Maki (der egentlig hedder Lecoeur, men det er ikke noget navn for en billedhugger), filmmanden Walter Carus og dennes faste elskerinde Nora, en manuskriptforfatter Gérard Dramin og en fotograf Jacques Huguet. Bistroen er ejet af Bob Mandille, der er tidligere stuntman og næsten jævnaldrende med Maigret. Bob er gift med Rose, der passer køkkenet i bistroen.
Maigret snakker også med Ricains naboer, der beretter om larm og orgier i Ricains lejlighed og om at han skylder husleje for et halvt år og at de så frem til at han og konen blev sat ud af lejligheden. Maigret og hans teknikere gennemgår også lejligheden, der ikke er synderlig ren, så der er godt med fingeraftryk. Både Sophies far og François far kommer til byen. Maigret lader François gå og efter lidt tid går han hjem og forsøger at begå selvmord, eller sådan skal det i alt fald se ud. Han bliver reddet, men i mellemtiden har Maigret gennemskuet alle hans historier og arresterer ham for drabet på Sophie.

Det er lidt underligt at kalde et politiskilt for en politimedalje, men ellers er oversættelsen god nok. Historien er også fin. ( )