Shelleys første og vigtigste roman er svær at gå til. Man kender historien i forvejen, og man ser hele tiden Boris Karloffs ansigtsudtryk eller Kenneth Branaghs desperation for sig. Selv tilblivelseshistorien i selskab med hendes mand P.B. Shelley og Lord Byron er velkendt for den litterært interesserede. Den slags billeder kan stå i vejen, men romanen fremstår heldigvis hurtigt som sit eget værk. Dels er den pakket ind i en brevveksling en Richard Walton til dennes søster Margaret, dels har romanen sin egen stil.

Victor Frankenstein er en privilegeret og ambitiøs ung mand. Han vokser op i trygge rammer i Geneve, og da han fatter voldsom interesse for naturfilosofien sender hans far ham til Ingolstadt for at studere. Her bliver han hurtigt grebet af kemiens mysterier og viser sig snart som et geni, der vil – og kan – overgå sine læremestre.

Alligevel er han ikke en rigtig videnskabsmand. Han er for meget en enspænder og for optaget af det, han kalder de store spørgsmål: Hvad er livet? Kan mennesket skabe liv? Da han først kommer på sporet af hemmeligheden, forfølger han manisk og ensomt sit mål. Uden den mindste tanke på konsekvenserne lykkes det ham at bygge et væsen, der er større og stærkere end mennesket, kun for at blive slået med rædsel i det øjeblik det vækkes til live. Øjeblikkeligt afviser han sin skabning og begynder en årelang flugt fra sig selv og sine gerninger.

Væsenet har vel at mærke ikke gjort andet end at eksistere på dette tidspunkt. Det er alene dets hæslighed, der får ham til vige tilbage og flygte ud i nattens ensomhed. Da Victor vender tilbage, er det væk. Plaget af sygdom og dårlig samvittighed prøver han at vende tilbage til et almindeligt liv, men da han endelig ser Geneve igen vælter ulykkerne ned over ham.

I mellemtiden har væsenet levet i ensomhed, og dets forsøg på at få menneskelig kontakt og kærlighed ender hver gang i voldsom afvisning og had på grund af det groteske udseende. Plaget af ensomhed opsøger det Victor, og stiller sin skaber et krav: En kone at leve livet med. Kan Frankenstein opfylde et ønske, som fylder ham med rædsel? Kan han lade være?

Nu er det jo en gyserhistorie, så det ender selvfølgelig i en kamp på liv eller død – men først efter at Victors tilværelse er lagt i ruiner.

Væsenet skildres som hæsligt af ydre, men i bund og grund er det godt. Det hjælper flere gange mennesker på sin vej og drømmer kun om et simpelt liv med kærlighed og anerkendelse. Det er afvisningerne, der lærer det had, og først da begynder dets rædselsgerninger.

Det fatter Frankenstein ikke en lyd af. Faktisk må han nok være et af verdenslitteraturens mest selvoptagede, ansvarsfornægtende og almindeligt irriterende skikkelser. I stedet for at tage ansvar for resultatet af sine eksperimenter giver han sig i kast med uendelige beklagelser over livets uretfærdighed, og inden historien er omme, må hans kære betale prisen for hans selvoptagethed. Han er prototypen på den gale videnskabsmand, der ikke er interesseret i sandheden for dens egen skyld, men kun som et personligt projekt.

Hvis væsenet viser, at ondskab opstår, når mennesket lever i foragt og uden kærlighed, så viser Frankenstein, at kærlighed heller ikke er nok. Han er som et moderne curlingbarn, der har fået fjernet alle sten på sin vej og konstant mødes af forståelse, uanset hvor uansvarligt det opfører sig. Det kommer der heller ikke et godt menneske ud af.

Romanen bærer præg af sin tid, og lange passager er lettere irriterende hyldest til det ufatteligt dydige og lykkelige familieliv. Men grundideen står stadig lysende klar, og i en tid hvor videnskaben eksperimenterer med stadigt flere af livets byggesten, er budskabet om videnskabsmandens evne til at fornægte konsekvenserne af sit arbejde højst relevant. ( )

Schweiz og nordhavet, 1700-tallet
Kaptajn Robert Walton skriver til sin søster om en beretning fortalt til ham af en passager på samme hvalfangerbåd. Det er videnskabsmanden, Victor Frankenstein, som har skabt et levende væsen af dele fra lig, mens han studerer i Ingolstadt. Da væsenet kommer til live, går der panik i Victor, som flygter. Da han vender tilbage er skabningen væk.
Chokket gør Victor syg og han plejes i længere tid af sin ven Clerval. Imens venter Victors forlovede Elizabeth på ham og hun sender breve og fortæller om Victors lillebror William og deres tjenestepige Justine Moritz.
Da Victor er kommet til hægterne, rammes han af et nyt chok. Et brev fra hans far, Alphonse Frankenstein, fortæller at William er blevet myrdet. Victor tager straks til Geneve, men lige inden han når byen får han et glimt af sin skabning og får den tanke at denne er morderen.
Vel ankommet til Geneve opdager Victor at Justine er anklaget for mordet og selv om hun er uskyldig, bliver hun dømt og henrettet for mordet. Tynget af sorg begiver Victor sig op i bjergene, hvor han uventet opsøges af dæmonen, som han kalder sin skabning. Han overbevises dog af denne om at han bør høre dens historie fra den blev vakt til live og til nu, så de følges ad til den hytte, hvor skabningen bor. Skabningen fortæller hvordan han levede af bær og rødder den første tid, og så fandt en simpel hytte, hvor en blind gamling, De Lacey, boede sammen med sin datter Agatha, sin søn Felix og svigerdatter Safie. Ved at holde sig i nærheden af hytten finder han ud af mange ting og lærer at forstå både det talte og det skrevne sprog. Han finder "Det tabte Paradis", et bind af Plutarchs "Liv" og "Den unge Werthers Lidelser" i en lædertaske på jorden og læser dem igen og igen.
Da han tager mod til sig og giver sig til kende for den blinde fader, ender det i ulykke. De Laceys tager bort i al hast og i afmagt og vrede brænder Skabningen hytten af og tager til Geneve for at opsøge Victor. På vejen bliver han skudt på, så han er ikke i godt humør, da han kommer til Geneve og tilfældigt møder William. Da han opdager at det er Victors bror, slår han ham ihjel, fjerner et miniatureportræt fra liget og .planter det som et falsk spor på Justine.
Efter at have aflagt denne beretning, kræver Skabningen nu at Victor skaber en kone til ham.
Victor går ind på forslaget, men kan ikke samle mod til at begynde. Til sidst tager han dog til Skotland sammen med Henry og går i gang. Han kommer til at tænke over at en mage til dæmonen vil gøre at de kan formere sig og grundlægge en ny race. Tanken får ham til at ødelægge sin næsten-færdige hun-dæmon, hvilket naturligt nok udløser dæmonens raseri.
Dæmonen dræber Henry Cherval og Victor får et tilbagefald af feberen, så han i to måneder ligger dødssyg hen.
Han kommer sig dog og gifter sig med Elizabeth, kun for på bryllupsnatten at blive vidne til at hun bliver dræbt af dæmonen. Victors far dør af sort få dage efter.
Victor forfølger nu dæmonen og denne trækker evigt mod nord. Til sidst dør Victor af udmattelse, trods Robert Waltons støtte og pleje.
Skabningen har holdt sig i nærheden og dukker op i Victors kahyt efter hans død. Her veksler han ord med kaptajnen og lader forstå at han nu vil drage bort i ødemarken, begå selvmord og brænde sig selv op i et ligbål, så ingen nogensinde vil få hjælp deraf til at skabe et lignende væsen. Han hopper fra borde og dermed slutter bogen.

Fortællingen har fat i meget væsentlige spørgsmål, som fx om man er ansvarlig for noget man har skabt. Er forældre ansvarlige for deres børn? Må man skabe liv kunstigt? Må man afbryde et liv, som man selv har skabt?
Vanartede børn, misrøgtede børn, kloning, kunstig befrugtning, abort?
Mary Shelley skrev romanen som 19-årig!
Dette er den uforkortede udgave med et forord af Mary Shelley. ( )

Schweiz og nordhavet, 1700-tallet
Kaptajn Robert Walton skriver til sin søster om en beretning fortalt til ham af en passager på samme hvalfangerbåd. Det er videnskabsmanden, Victor Frankenstein, som har skabt et levende væsen af dele fra lig, mens han studerer i Ingolstadt. Da væsenet kommer til live, går der panik i Victor, som flygter. Da han vender tilbage er skabningen væk.
Chokket gør Victor syg og han plejes i længere tid af sin ven Clerval. Imens venter Victors forlovede Elizabeth på ham og hun sender breve og fortæller om Victors lillebror William og deres tjenestepige Justine Moritz.
Da Victor er kommet til hægterne, rammes han af et nyt chok. Et brev fra hans far, Alphonse Frankenstein, fortæller at William er blevet myrdet. Victor tager straks til Geneve, men lige inden han når byen får han et glimt af sin skabning og får den tanke at denne er morderen.
Vel ankommet til Geneve opdager Victor at Justine er anklaget for mordet og selv om hun er uskyldig, bliver hun dømt og henrettet for mordet. Tynget af sorg begiver Victor sig op i bjergene, hvor han uventet opsøges af dæmonen, som han kalder sin skabning. Han overbevises dog af denne om at han bør høre dens historie fra den blev vakt til live og til nu, så de følges ad til den hytte, hvor skabningen bor. Skabningen fortæller hvordan han levede af bær og rødder den første tid, og så fandt en simpel hytte, hvor en blind gamling, De Lacey, boede sammen med sin datter Agatha, sin søn Felix og svigerdatter Safie. Ved at holde sig i nærheden af hytten finder han ud af mange ting og lærer at forstå både det talte og det skrevne sprog. Han finder "Det tabte Paradis", et bind af Plutarchs "Liv" og "Den unge Werthers Lidelser" i en lædertaske på jorden og læser dem igen og igen.
Da han tager mod til sig og giver sig til kende for den blinde fader, ender det i ulykke. De Laceys tager bort i al hast og i afmagt og vrede brænder Skabningen hytten af og tager til Geneve for at opsøge Victor. På vejen bliver han skudt på, så han er ikke i godt humør, da han kommer til Geneve og tilfældigt møder William. Da han opdager at det er Victors bror, slår han ham ihjel, fjerner et miniatureportræt fra liget og .planter det som et falsk spor på Justine.
Efter at have aflagt denne beretning, kræver Skabningen nu at Victor skaber en kone til ham.
Victor går ind på forslaget, men kan ikke samle mod til at begynde. Til sidst tager han dog til Skotland sammen med Henry og går i gang. Han kommer til at tænke over at en mage til dæmonen vil gøre at de kan formere sig og grundlægge en ny race. Tanken får ham til at ødelægge sin næsten-færdige hun-dæmon, hvilket naturligt nok udløser dæmonens raseri.
Dæmonen dræber Henry Cherval og Victor får et tilbagefald af feberen, så han i to måneder ligger dødssyg hen.
Han kommer sig dog og gifter sig med Elizabeth, kun for på bryllupsnatten at blive vidne til at hun bliver dræbt af dæmonen. Victors far dør af sort få dage efter.
Victor forfølger nu dæmonen og denne trækker evigt mod nord. Til sidst dør Victor af udmattelse, trods Robert Waltons støtte og pleje.
Skabningen har holdt sig i nærheden og dukker op i Victors kahyt efter hans død. Her veksler han ord med kaptajnen og lader forstå at han nu vil drage bort i ødemarken, begå selvmord og brænde sig selv op i et ligbål, så ingen nogensinde vil få hjælp deraf til at skabe et lignende væsen. Han hopper fra borde og dermed slutter bogen.

Fortællingen har fat i meget væsentlige spørgsmål, som fx om man er ansvarlig for noget man har skabt. Er forældre ansvarlige for deres børn? Må man skabe liv kunstigt? Må man afbryde et liv, som man selv har skabt?
Vanartede børn, misrøgtede børn, kloning, kunstig befrugtning, abort?
Mary Shelley skrev romanen som 19-årig! ( )