Jeg er nået til fjerde bind i opsamlingen af Alan Moores historie om Swamp Thing, den sære helt, der er skabt af vegetationen i Louisianas sumpe. Bogen afrunder American Gothic, en længere fortælling, hvor den mystiske John Constantine fører Swamp Thing rundt til forskellige rædsler. Vampyrer og varulve er selvfølgelig slemme nok, men nu viser det sig, at de er udløst af en mystisk sydamerikansk kult, der vil hidkalde et mørke fra de fjerneste tider. Det hele kulminerer i et slag, der bogstavelig talt udkæmpes på kanten af helvede.

Det lyder ret syret, og det er det også. Inden det kommer så vidt fortsætter Moore udforskningen af amerikanske gyserklassikere. Swamp Thing gør op med en seriemorder, der som bekendt stadig dyrkes lidenskabeligt i krimigenren, og han besøger et spøgelseshus. Husets ejer var våbenfabrikant, og nu hjemsøges det af de mange ofre, for fabrikkens produkter. Undervejs i den fortælling laver Moore en tydelig kobling mellem den amerikanske ekspansion vestpå, udryddelsen af den oprindelige befolkning, den fortsatte eksistens af vold og så våbenindustrien. Det affødte ikke overraskende voldsom debat.

Selvom Swamp Thing befinder sig i udkanten af DC-universet, så kunne serien ikke undslå sig at deltage i den store Crisis-crossover, der kørte i 1986. Det spildes der så et nummer på, og dermed understreges det for gud ved hvilken gang, at crossover-tanken er de store amerikanske serieforlags mest systematiske forsøg på at skyde sig selv i foden. Der er måske, måske ikke en umiddelbar salgsgevinst ved manøvren, men det underminerer uundgåeligt de enkelte seriers udvikling og selvstændighed.

Nå, heldigvis er det kun en parentes. Sammen med Constantine drager Swamp Thing til Sydamerika, hvor han først møder sine forgængere i Parliament of Trees. De er langsomt ved at overgå helt til planteriget og træernes langsommere og mere økologiske tænkning, og det giver ham selvfølgelig nogle filosofiske brokker, som får betydning senere. Derefter trænger de ind i Brujeria-kultens hule, men det lykkes dem ikke at forhindre hidkaldelsen af det mørke, der var hele pointen med rejsen. Og så er scenen sat til en et okkult opgør i det hinsides.

Moore leger hele tiden med genrens regler og begrænsninger. Historierne skal nu engang passe til et udgivelsesformat med en afsluttet historie i hvert nummer, men til gengæld udfordrer han ideen om en simpel modsætning mellem godt og ondt. Selv i helvede kan der findes allierede mod undergangen, og i sidste ende lader lyset sig kun tænke i kraft af mørket. Ligesom Swamp Thing er forbundet med hele planetens vegetation, hænger verden sammen i et økologisk hele.

Tegningerne er selvfølgelig helt afgørende for at forløse et alternativt univers, og kvaliteten er fortsat høj. Bindet markerer afslutningen på Stephen Bissette og John Totlebens tid som faste tegnere på serien. Det bliver spændende at se, hvordan afløserne Rick Veitch og Alfredo Alcala løfter opgaven, for udviklingen af det særlige Swamp Thing univers har i mindst lige så høj grad handlet om billedsiden som Moores historier.

Efter de første par år formår Moore og hans tegnere fortsat at udvikle seriens udtryk. Afslutningen på American Gothic sagaen var et værdigt punktum for dette bind, og selvom lommefilosofien måske tog en anelse overhånd til sidst, så var finalen veludført. ( )