Det er velkendt, at det kan være svært at tage hul på traumatiserende stof. Sådan var det også med Slagtehal fem, som forfatteren, der optræder som fortæller i første kapitel og senere titter frem undervejs, har arbejdet på i årevis. Som ung soldat og krigsfange oplevede han det altødelæggende luftangreb på Dresden kort før det tredje riges endelige fald. En bys totale udslettelse og 135.000 menneskers død – det dramatiske potentiale er indlysende, men hvordan kan det løftes fra den nøgterne konstatering til bevægende litteratur?

Hovedpersonen i romanen er Billy Pilgrim, der deltager i Ardennerslaget som medhjælper for en feltpræst. Våben har han ingen erfaring med, og uniformen lader også meget tilbage af ønske. I stedet for militærstøvler har han halvødelagte sko på, da han bliver skilt fra sit kompagni og strejfer om bag tyskernes linjer sammen med tre andre soldater. Da han endelig er taget til fange, bliver han udstyret med en endnu mere latterlig frakke og sendt mod Dresden som tvangsarbejder for den tyske industri. Amerikanerne indkvarteres i byens gamle slagtehal – deraf titlen.

Men Billy Pilgrim er også meget andet. Som voksen bliver han kidnappet af rumvæsener og ført til planeten Tralfamadore, hvor han udstilles i en zoologisk have og konfronteres med tralfamadorianernes mærkelige verdenssyn. De ser verden i fire dimensioner, så alle punkter i tidslinjen er lige virkelige hele tiden. Et menneske er således både ufødt, levende og død på samme tid og til alle tider. Men det er ikke det hele: Billy er også ”tidsspastiker”, dvs. han kan glide ud og ind af forskellige dele af sit liv. Det sker hele tiden, men det er mest udpræget, når han bliver stresset.

Fortællingen glider frem og tilbage mellem de forskellige spor. Tilfangetagelsen, rejsen til Dresden og bombardementet udgør bogens skelet, men det flettes elegant sammen med Billys senere liv som succesfuld forretningsmand, som nogenlunde lykkeligt gift ægtemand og far og med hans oplevelser hos rumvæsenerne.

Er bortførelsen virkelig noget han har oplevet, eller er det en ekstrapolering af alle de science fiction historier af Kilgore Trout, han har læst? Er tidsforskydningerne virkelige, eller er det den ældre Billys måde at nærme sig tragedien på? Uanset hvad, så accepterede jeg præmissen, og trods krumspringene er historien helt enkel at læse.

Som krigsroman er Slagtehal fem helt sin egen. Der er spor af Joseph Hellers barokke parodi på militær logik, men med rumvæsener og tidsrejser bryder Vonnegut alle regler for at skildre anden verdenskrig og dens ødelæggende angreb på civile. Det er ikke altid, at den korteste vej mellem to punkter er en lige linje, og i Slagtehal fem tager forfatteren noget af en omvej for at nå frem til bombardementet af Dresden. Men det giver mening. ( )

En meget overrumplende fortælleteknik og flere lag gode handlinger. Det hele er godt og underholdende og tankevækkende. Det bedste er den sarkastiske humor. En hel del dør. So it goes. ( )