Syndflodens år er en selvstændig fortsættelse til Oryx og Crake fra 2003. Vi befinder os i en dystopisk fremtid, hvor gensplejsning og klimakatastrofe har ført til et økologisk, demokratisk og etisk sammenbrud. Koncernerne har i praksis taget magten – herunder det private Vagtværn - og mens de kæmper indædt om forskere og hemmeligheder, er den brede befolkning reduceret til ”plebs” – her er ingen borgere, kun forbrugere. Verden er allerede gået sin undergang i møde, da en kunstig virus udsletter næsten alt menneskeligt liv på jorden.

I Oryx og Crake lærte vi koncernerne at kende indefra. Den gale og geniale Crake skabte både en ny menneskerace og den virus, der lagde den gamle øde, mens de økoreligiøse sekter udgjorde en del af baggrundskulissen. I Syndflodens år er rollerne byttet om: Guds Gartnere er i centrum, mens koncernerne hører til den ”eksfernalske verden.” Gartnerne ser sig selv som havefolk i Guds skaberværk, og de foragter det materialistiske vanvid, der hensynsløst bruger naturens ressourcer, udrydder dyrearter i flæng og serverer resten i restaurationskæden ”Raritet”. (De mindre eksotiske proteiner havner i ”Hemli’Burger” der har fået sit navn, fordi det er hemmeligt, hvad der i burgeren!)

Hovedpersonerne er Ren og Toby, der har overlevet ”Den vandløse Syndflod” hver for sig. Toby har i overensstemmelse med gartnernes forskrifter isoleret sig med dåsemad og vand. Her dyrker hun sin køkkenhave og prøver at holde grise og rovdyr på afstand. Ren har haft det held at være buret inde i en karantænezone i den sexklub hun arbejder i. Der er fuldt biologisk filter, så hun er beskyttet mod virussen og rigeligt forsynet med mad. Desværre er døren låst udefra, men hun er dog i live.

Romanen veksler mellem nutidsscener og tilbageblik, hvor vi får hele forhistorien om Guds Gartnere. Atwood har krydret fortællingen med fiktive prædikener fra Adam-Et og salmer fra gartnernes ”mundtlige salmebog, og det er med til at give deres teologi dybde og autencitet. Sekten er selvfølgelig fanatisk efter gængs målestok, men i bogens univers giver deres lære meget mere mening end koncernernes ødelæggende materialisme.

Og det er selvfølgelig præcis bogens budskab til en ganske almindelig læser i den vestlige verden. Sådan en, der bidrager solidt til den globale opvarmning med sin bil og sit liv. En, der ikke skænker naturen de helt store tanker, når han forbruger, og som godt kunne tænke sig en lønforhøjelse med tilhørende forbrugsudvidelse. Kort sagt: sådan en som mig.

Det er ikke dystre profetier eller velmente budskaber, der gør Syndflodens år til en virkelig god bog. Det afgørende er, at Atwood formår at gøre sin fremtidsvision overbevisende. Selvom grundtrækkene er kendte fra Oryx og Crake, så bliver billedet udvidet og nuanceret uden at gentage sig selv. Hendes personer er troværdige og vedkommende, og spændingskurven er jævnt stigende, for det viser sig selvfølgelig, at det ikke kun er flinke typer, der har overlevet.

Bogen udkom på engelsk i 2009 og på dansk i foråret. Lad det være sagt med det samme: Det er en lykke at forlag som Lindhardt og Ringhof stadig sørger for danske oversættelser af kvalitetslitteratur – også selvom den udkommer på engelsk, som mange læser på originalsproget. Syndflodens år er ikke en fortsættelse af Oryx og Crake. Det er en parallel fortælling, hvor handlingen af og til flettes sammen. Jeg vil dog anbefale at starte med Oryx and Crake for at få baggrunden – og fordi det trods alt er en lidt bedre bog. Og så glæder jeg mig ellers over, at der skulle være et bind 3 på vej! ( )