Jimmy Corrigan : the smartest kid on earth (udgave 2000)

Ware skabte sin delvist selvbiografiske graphic novel i 1990’erne, og den udkom første gang samlet i 2000, hvor den fik stor succes og modtog en stribe priser, der normalt er forbeholdt ”rigtige” bøger uden billeder. Ambitionerne er da også tårnhøje, og det er imponerende, at en serie, der er blevet til som avisstribe, udgør et så helstøbt værk.

Temaet blotlægges allerede i første del: Drengen Jimmy bor alene med sin dominerende mor i Chicago. De er til bilshow, hvor Jimmy opsøger en af sine udklædte tegneseriehelte, som lægger an på moderen og ender i hendes seng. Alligevel spiser den voksne Jimmy den samme morgenmad, fordi superhelten på vej ud af døren siger, at den ser god ud. Så desperat er Jimmy efter en troværdig faderskikkelse.

En indelukket mand i 30’erne med en dominerende mor og en fraværende far er set før, men gennemspilningen af temaet er suverænt. Til sin fødselsdag modtager den voksne Jimmy en flybillet fra faderen, og han drager tøvende af sted for at tilbringe Thanksgiving med ham. Det bliver en kæmpe fiasko. Jimmy er for nervøs til at sige noget, og faderen rabler meningsløse almindeligheder af sig. Egentlig kontakt er der ikke noget af.

’Jimmy Corrigan’ er en historie om ufrivillig ensomhed. Jimmy længes efter selskab, men han er samtidig så skræmt af andre mennesker, at han stort set kun kan stamme sig igennem et ”I guess” uanset hvad, han bliver spurgt om. Men det er Wares fortællestil – det er ikke tilfældigt, at en alfabetisk opremsning af ord med ’S’ stopper ved ’Stream of Consciousness – og hans suveræne udnyttelse af tegneseriens muligheder, der gør ’Jimmy Corrigan’ til stor kunst. Både i forhold til at parallelisere mellem ydre og indre virkelighed, og med en dybt original brug af små og store billedrammer, der fører læseren rundt på siden og indkapsler små historier i den overordnede fortælling. Jeg fandt også ligheder med Taniguchis ’Min fjerne barndomsby’ i brugen af rene billedsider som stemningsfulde overgange mellem kapitlerne.

I en lang passage forestiller Jimmy sig bedstefarens opvækst. Det er OGSÅ en fortælling om en lille drengs ensomme liv i skyggen af en dominerende forælder, her er det faderen, der er alene, men – og det er min eneste indvending mod bogen – det er som om fortællingen i fortællingen er ved at vokse nutidens Jimmy Corrigan over hovedet. Her ville det have været godt med lidt skarpere disponering. ( )

Jimmy Corrigan er 36 år, bor i Chicago og er med forfatterens meget rammende ord et stykke menneskeligt vraggods. Han har arbejde, men er uden menneskelig kontakt med andre end sin undertrykkende mor, som også i hans barndom har gjort sit til hans følelsesmæssige forkvaklethed, der gør at han nærmest er ude af stand til at kommunikere - i hvert fald uden at stamme og sige undskyld. Alt i Jimmys liv er monotoni, indtil hans ukendte far inviterer ham til at besøge sig i sit hjem i Michigan, hvor det afsløres, at Jimmys tilstand er 'forædlet' gennem tre generationer...
Det er et i den grad banebrydende og nyskabende mesterværk, som Chris Ware har skabt om sit delvise alter ego Jimmy Corrigan. Ware formår at skabe figurer, som man lider med og skiftevis får lyst til at tage sig af og give et los ud i livet, men han formår også at få læseren (mig) til at vende mit blik indad og se paralleler i mit eget og andres liv, og især barndomsportrætterne sætter sig.
Der er også hele værkets grafiske koncept, hvor stilarter jeg ikke før har set i grafiske romaner bliver involveret. Man skal f.eks. ikke glemme at læse folde-ud omslaget. Det tog mig ikke under tre kvarter at kigge og læse det.
Det er fristende at sprænge mit stjernesystem, men både af principielle og praktiske grunde bliver det kun til 5. ( )