Der er noget velkendt over Márais roman fra 1942. Den mindede mig lidt om Stefan Zweigs erindringsværk Verden af i går, og det er måske heller ikke så sært, at der er den samme fornemmelse af en verden, der er gået tabt. Begge forfattere var vokset op i det habsburgske rige, og begge var børn af den optimistiske og aristokratiske verden, der gik under i første verdenskrigs helvede. Og begge bøger er skrevet på baggrund af den nye europæiske katastrofe og munder ud i en fornemmelse af undergang og tabte muligheder.

Hovedpersonen i Márais roman er Generalen. Han hedder Henrik, men titlen fylder meget mere i hans identitet – ligesom faderen omtales som Garderen – og han tilhører den gamle ungarske elite, knyttet til kongemagten og adelens traditionelle dominans. Han er nu over 70 og bor afsondret på sit slot uden at tage imod nogen og med den ene fløj lukket af som et gravkammer. En dag modtager han besked om en særlig gæsts komme. Han har ventet det og sørger hurtigt for de nødvendige forberedelser. Endelig, endelig kan regnskabet gøres op.

”Der hang en kalender på væggen med tal så store som en knyttet hånd. Fjortende august. Generalen lagde hoved tilbage og regnede efter. Fjortende august. Anden juli. Han regnede den forgangne tid ud mellem dagen i dag og dagen engang for længe siden. Enogfyrre år, mumlede han endelig halvhøjt. … Den anden juli, atten hundrede nioghalvfems, det var den dag, da jagten gik ind. Så tav han. … Enogfyrre år, sagde han endelig hæst. Og treogfyrre dage. Så lang tid er der altså gået.” (s. 7)

Dagen går, og mens han hviler og forbereder sig til mødet, fortælles historien om hans barndom. Han mødte Konrád på den militære kostskole, hvor de begge gik, og hvor de blev hinandens bedste venner. De var et umage par, for Konrád var en relativt fattig stræber med en kunstnerisk åre, mens Henrik både var umådeligt velstående og af gammel slægt. Som børn kan de sætte sig ud over det, men det er sværere som voksne – i hvert fald når Henrik ser tilbage, for dengang oplevede han venskabet som ubrydeligt.

Men noget er gået helt skævt mellem dem. (Det røbes delvist på bagsideteksten af den danske udgave, men jeg vil anbefale ikke at læse den og i stedet lade historien udfolde sig gradvist.) De har ikke set hinanden i 41 år, og nu skal regnskabet gøres op, sådan som gamle og civiliserede mennesker gør det. Over en god middag, hvor de først taler om livet i troperne, hvor Konrád har opholdt sig, og siden i ly af natten mens lysene brænder ned og deres liv nærmer sig sin afslutning. Det er mest Generalen, der taler. Han har tænkt i mange år og har meget at sige, men også nogle spørgsmål som han gerne vil have svar på.

”Alle var døde og borte, og heller ikke jeg var ung længere, jeg var tæt på de halvtreds og så alene som træet midt i en lysning i min skov, det eneste træ i miles omkreds, som stormen dagen før krigsudbruddet havde skånet. Kun ét træ stod tilbage efter uvejret i nærheden af jagthytten. Og en ny skov er begyndt at pible op omkring det i løbet af det sidste kvarte århundrede. Men dette træ hører stadig til de gamle træer, og en voldsom sindsbevægelse, hvis navn i naturen er storm, væltede alt det, træet kendte. Og dette træ, ser du, lever alligevel, også i dag, det holder sig i live med en enorm og formålsløs kraftanstrengelse. Med hvilket formål? … Intet. Det vil blot forblive i live.” (s. 164-65)

Det kunne være en fortælling om hævn, og det er det måske også, men det er mere en fortælling om tabet og vreden som en skæbne mennesker kan blive pålagt – eller som de pålægger sig selv uanset prisen. Det er en roman uden meget handling, men Márai får det maksimale ud af de elementer, som han har at arbejde med. Opbygningen er perfekt. Som læser lærer man hurtigt generalen at kende og skridt for skridt afdækkes det mysteriet om den begivenhed, der er blevet hele hans livs mening. Bogen er utroligt velskrevet og Peter Eszterhás har begået en fremragende oversættelse til dansk. ( )