”Lad kun verden tumle sig” er kommet til Danmark med vinden i ryggen. Den irske forfatter har bl.a. modtaget National Book Award for sin roman, der også er blevet fint anmeldt her. Bogen er en kærlighedserklæring til New York, til brydningstiden i 1970’erne og til livet selv – men jeg blev alligevel ikke helt suget ind i de mange sider.

McCann har skrevet en kollektivroman, der foregår omkring det tidspunkt, hvor Philippe Petit brød ind i World Trade Center og gik på line mellem de to tårne. Den begivenhed bliver et fælles berøringspunkt for bogens skæbner, men den er også et symbol på, at verden er uforudsigelig, og at skønhed og liv kan rejse sig ud af de mest triste omstændigheder.

Bortset fra et par svinkeærinder handler bogen om to hovedhistorier: For det første den irske munk Corrigans liv blandt prostituerede i den værste del af Bronx, hvor han overfaldes af alfonser, gør gode gerninger på ældrecenteret og kæmper med sin egne dæmoner. Den anden historie handler om Claire, der har mistet sin søn i Vietnam og nu deltager i en sorggruppe. I hvert kapitel ser vi verden fra en ny hovedpersons synsvinkel, og i mange tilfælde er det en biperson i en af de andre historier, der nu kommer i centrum. Nogle gange er det en jeg-fortæller, andre gange skriver McCann i tredje person.

McCann skriver i efterordet, at han vil fastholde den særlige ånd fra Philippe Petits nummer, men det lykkes ikke rigtigt. Selvom personerne kommer i berøring med det, så sker det altid indirekte og på anden hånd, og det er et meget godt billede på, at historierne fungerer bedre hver for sig end som et samlet hele.

”Lad kun verden tumle sig” er et sympatisk projekt. Bogen er også hurtig og nem at læse, men jeg blev aldrig helt indfanget af den, så selvom jeg godt kan se, hvorfor mange bliver begejstret for den, så vil jeg hellere anbefale Man on Wire – en film der virkelig hylder og formidler storheden i Petis linedans. ( )

http://bogbrokken.blogspot.com/2011/03/colum-mccann-lad-kun-verden-tumle-sig.htm.... ( )