Danmark, 1973
Bruno er 32 år gammel og får til sin skræk konstateret at han har fået kræft. Hans læge, Josef Ackermann, foreslår ham at han lader sig fryse ned til sygdommen kan kureres. Bruno opsøger en ung kvinde, Jenny Holländer, som han har mødt for nylig og går i seng med hende en enkelt gang uden at fortælle hende om sin sygdomme eller frygt. Han siger ja til nedfrysning og hospitalet tilbyder til gengæld at opbevare hans ting for ham. De fortæller også at han stadig tæller som levende under nedfrysningen, så hans penge vil blive forrentet i mellemtiden. I 1995 bliver han tøet op igen og er helbredt. Undervejs har hans nyrer været taget ud, fordi der var en nyremanko, men han har fået nogle nye, så det skal han nærmest være glad for. Han er noget groggy i starten, men det er de vant til, for der har været mange frosset ned og tøet op i mellemtiden. Faktisk har ordene "nede" og "oppe" fået ekstrabetydning af "frosset ned" og "tøet op". Det er mest en doktor Bernard og en sygeplejerske Yvonne Klein, der tager sig af ham.
Doktor Ackermann er blevet til Professor Ackermann og sygehuset hedder faktisk Ackermann-centeret nu. Men Ackermann er "nede", så derfor er det Bernard og Klein i stedet.
Bruno får det gradvist mere normalt igen og bemærket at han ikke mere behøver briller. Synet er også blevet fikset undervejs i processen og han er forresten også blevet steriliseret, for der er for mange mennesker. Maden ser syntetisk ud og har en pudsig bismag. Efter nogle få uger kommer han op og får et rigtigt bad. Yvonne tager sig pænt af ham og giver ham udløsning med hånden. Bagefter benytter de en briks i lokalet og går rigtigt i seng med hinanden.
Bruno tænker over situationen og har flere og flere spørgsmål. Han får svar på nogle af dem, men ikke dem alle. Han bliver sendt på omskoling til at begå sig i 1995 samfundet. Der er opstået to klasser af mennesker. Nuliv og Alliv. Nogle vælger at lade være at abonnere på "udødelighed" og får lov at leve et gammeldags liv uden at skulle arbejde. Til gengæld bliver de brugt som reservedele, når et vitalt organ svigter. De andre skal arbejde for at gøre sig fortjent til nedfrysning, reparationer og dvaletilstand. En af de andre på holdet, Henry, snakker i det skjulte om at det hele er ved at gå ad helvede til. Der er overvågningsriste i alle rum og mulighed for at overdøve folk med høj musik.
Det ser ud til at man kan kontrollere vejret, så det er solskin om dagen og regnvejr om natten. Bilerne er elektriske og behøver ikke nogen til at styre dem. Fjernsyn er i farver og fylder en hel væg. Og man påstår at man har afskaffet krig og hungersnød. Bruno undrer sig over mange ting og bliver mere og mere ustabil og vil gerne se Jenny Holländer, som er frosset ned og venter på en ny ryggrad. Bruno forsøger at smadre det uigennemsigtige vindue ud til verden fra hans altan og han forsøger også at kvæle overvågningsristen og den klassiske musik, den udsender. Og han forsøger at begå selvmord med en blød plastikske.
Til sidst indvilger man i at fryse ham ned igen, selv om han har en vis forskningsmæssig værdi fordi han var en af de første, der blev frosset ned.
Da han vågner igen, er det 2022 (nemt at huske fordi der er tre 2-taller). Han modtages af Professor Ackermann, der ser noget yngre ud end første gang de mødtes. Opvågningen går også hurtigt, så der er tegn på at processen er blevet mere strømlinet og rutine. Men Ackermann virker senil og gentager hyppigt de samme ting. En doktor Cavalcanti er død i mellemtiden. En fru Bourcell begik selvmord i 1995, da Bruno var oppe sidst. Det ser ud til at alle har en lille dims opereret ind i venstre armhule og at den bruges til at dosere forskelle medicin med ildevarslende navne som Eternol, Obliviol, Neutrol og Memorol. Måske burde Ackermann have en dosis Mentolbolsjer eller i alt fald en afkalkningskur?
Bruno bemærker selv at negle og hår har det med at smuldre og gå af. Måske har lægerne ikke ret godt styr på noget som helst? Jenny bliver tøet op har fået en ny ryghvirvel, men selv om hun træner, bliver hun ved at blive svimmel og usikker på sig selv. Hun bliver frosset ned igen. I mellemtiden har hun diskuteret med Bruno og de er stadig forelskede i hinanden. Hun har født en dreng undervejs og han er døbt Bruno som sin far, men han havde ikke råd eller lyst til at blive en af de privilegerede, så han er formentlig ældre end sine forældre nu. Hvis han da stadig lever.
Bruno vil gerne dø, men det vil Ackermann ikke have, så kompromisset er at fryse ham ned igen. Man tør ikke længere fryse folk helt så langt ned, så måske er der en rest bevidsthed tilbage, mens man er i dyb dvale. Bruno drømmer en drøm om at stå på skøjter på en isdækket sø og være lige ved at ryge i en våge. Igen og igen.

Voldsomt skræmmende og helt kulsort dystopi. Her kan man ikke engang få lov til at dø! ( )