Det er sjældent at en roman starter med hovedpersonens begravelse uden senere at vende tilbage til, hvad der er gået forud, men i en vis forstand er det tilfældet i denne roman, der indbragte McEwan Booker prisen i 1998. Udgangspunktet er nemlig den midaldrende madskribent Molly Lane’s begravelse, hvor hendes mand og tre af hendes elskere – komponisten Clive Linley, redaktøren Vernon Halliday og politikeren Julian Garmony – mødes.

I første omgang samles de om at minde den kvinde, der i en eller anden forstand har bundet dem sammen, men netop fraværet af hende slipper snart gensidige antipatier løs, selv mellem Vernon og Clive, der ud over det fælles bekendtskab med Molly også er personlige venner. Det viser sig, at Molly har efterladt sig meget personlige fotos af Garmony, og dem kan Vernon hverken lade ligge som avismand eller som politisk modstander. Samtidigt arbejder Clive på den store symfoni, der endelig skal slå hans navn fast som hans tids store komponist.

Romanen er lidt lang i spyttet de første 100 sider, men derefter følger en serie plot-twists, som til slut logisk forløser de temaer, som er stillet op i romanens første del. Jeg skal ikke røbe mere her; det ville være synd at afsløre for meget af, hvordan de psykologiske portrætter af Vernon og Clive afløses af suspense til slut.

McEwan skriver indsigtsfuldt og intenst, men bogen var alligevel lidt af en skuffelse for mig. Som sagt tager den sig god tid inden intensiteten tager til, og særligt de lange passager om Clives kunstneriske kampe og overvejelser faldt lidt til jorden for mig. Alligevel gav bogen stof til eftertanke, og særligt billedet af Molly forskubber sig gennem og efter læsningen. Ved hendes død er de tre elskere alle på vej mod toppen, og det havde hun måske mere at gøre med som sparringspartner og muse, end de selv vidste. I hvert fald når de aldrig igen de samme højder, selvom de tror, at den endelige adgangsbillet til storheden venter lige om hjørnet. ( )