Det er ret genialt at skrive Penelopes historie. Hun er en af de mest berømte kvindeskikkelser i litteraturen, men det er mest af alt som den tålmodigt ventende hustru, der med kløgt holder bejlerne på afstand til hendes elskede mand endelig vender hjem. Hun er ikke et subjekt, der agerer på egen hånd, og det vil Atwood rette op på i den moderne gendigtning af Odysseen

Historien fortælles fra nutiden, hvor Penelope vandrer rundt i dødsriget og ser tilbage på begivenhederne for flere tusind år siden. Det giver Atwood mulighed for at komme med nogle kritiske iagttagelser af hendes samtid, men vægten lægges naturligt nok på de berømte begivenheder. Det hele starter, da Penelope er 15 år gammel. Hun er datter af kongen af Sparta, så hun er et attraktivt parti – også selvom hun ikke har kusinen Helenes skønhed. Der er en voldsom jalousi mellem de to kvinder, og hvor nogle fremstillinger har Helene som et mere eller mindre uskyldigt offer for gudernes spil, så er hun i Atwoods fremstilling fuldt bevidst om sin skønhed. Mænd kæmper og hendes gunst og dør for hendes skønhed – og det passer hende strålende.

Det bliver den listige Odysseus, der vinder Penelope og bringer hende med hjem til Ithaka. De har det faktisk ret godt sammen, og hun føder sønnen Telemachos. Familielykken bliver imidlertid brudt, da Helene drager til Troja og grækerne bliver mobiliseret for at hævne det. I starten kan hun overlade ansvaret til svigerforældrene, men inden længe må hun selv tage ansvaret for driften af riget. Helt galt bliver det dog først, da Odysseus ikke vender tilbage efter afslutningen af krigen. Mange vil gifte sig med den formodede enkedronning, og bejlerne begynder snart at belejre slottet og nasse på kongedømmets rigdomme. I en verden præget af vold er det ikke nogen enkelt sag at smide dem ud. Risikoen er altid, at de rotter sig sammen og plyndrer slottet. Derfor bliver taktikken at trække tiden ud.

De vigtigste hjælpere er hendes 12 tjenestepiger. Odysseus myrder dem alle efter sin tilbagekomst, fordi de har været sammen med bejlerne og på den måde forrådt ham. I virkeligheden (eller i hvert fald i denne historie) er det Penelope, der har sat dem til det. Dels fordi de ville risikere at blive taget med vold alligevel, men mest af alt for at have nogle øjne og ører blandt bejlerne. Det er også tjenestepigerne, der hjælper hende med at vikle Laertes ligklæde op om natten – Penelope har nemlig sagt, at hun først vil vælge en ny ægtemand, når det er vævet færdigt.

Bogen kredser om Odysseus’ natur. Det er velkendt, at han var kløgtig og snu, men i Penelopes øjne var han også udspekuleret og beregnende, måske endda en snydepels og en løgner, når det passede i hans kram. Henrettelsen af tjenestepigerne bliver den gerning, der ikke kan retfærdiggøres. Gennem hele romanen optræder de som klassisk græsk kor og som ofre for omstændigheder, de ikke har haft nogen indflydelse på.

Romanen er skrevet fra et nutidigt synspunkt, men den prøver samtidig at fortælle den ufortalte historie om kvindernes syn på Odysseens begivenheder. Det gør den godt, og efter den megen lovprisning af Ithaka er det morsomt at se den beskrevet som ”en gedeplettet klippe”. Det er en bog, der lever i sin egen ret, og som samtidig giver lyst til at tage fat på Odysseen selv. ( )