Danmark, oktober 2007
Anna Bella Noe er specialestuderende ved Lars Helland på Biologisk Institut ved Københavns Universitet. Hun har en datter Lily, der går i børnehave. Helland bliver myrdet.
???

Sissel-Jo Reid Gazan er datter af Poul Gazan og Janne Hejgaard. ( )

Great, great crime novel with a twist! ( )

Jeg havde store forventninger til Dinosaurens fjer. Den har fået meget fine anmeldelser, og helt generelt er jeg ret begejstret for kriminalromaner. På den anden side læser jeg dem som regel som ren underholdning, så det var interessant at se, hvordan den ville gøre sig som litteratur. På den baggrund var den lidt af en skuffelse.

Romanens hovedperson er Anna Bella Nor, der er ved at gøre sit speciale på biologi og fuglenes oprindelse – efterkommere af dinosaurer eller ej – da hendes vejleder kommer af dage på usædvanligt ubehagelig vis. Kort efter sker endnu et mord, som måske, måske ikke har forbindelse til det første, men som i hvert fald fører til yderligere uro hos Anna og flere panderynker hos efterforskningslederen Søren Maarhauge.

Løsningen på krimigåden skal naturligvis ikke røbes her, men romanen fører effektivt læseren rundt i et betændt forskningsmiljø, hvor biologen på det næste kontor nok er en kollega men også en konkurrent til begrænsede midler, som der kæmpes benhårdt om. Det er set før, og der er en snert af kliché over intrigerne.

Bogens grundlæggende problem er, at den er 150 sider for lang, og at den vil alt for meget på en gang. Ud over kriminalgåden er der spørgsmålet om Annas egen fortid, Søren Maarhauges fortid og fugleforskeren Clive Freemans historie. Særligt den sidste er interessant, men stort set uden forbindelse til den øvrige handling. Dertil kommer gennemgangen af den videnskabelige kontrovers, som faktisk gøres interessant og relevant, men som HELLER ikke har noget med kriminalhistorien at gøre. Det er selvfølgelig enhver forfatters ret at forholde sig frit til f.eks. kriminalgenren, men det virker bare ikke overbevisende på mig. Og så irriterer det mig, at Maarhauge i starten fremstilles som en exceptionelt dygtig politimand, når han i øvrigt opfører sig totalt inkompetent i historien.

Litterært er det centrale tema forholdet mellem forældre og børn. Eller som det formuleres på side 408: ”Mødre og deres børn, sagde Anna pludselig. Hvad mødre ikke gør af misforstået godhed for at passe på deres børn.” Det er bogens pointe, at børn altid har bedre af at få sandheden at vide, mens fortielser før eller siden flyder op til overfladen, og at de i mellemtiden har invalideret børnenes følelsesliv. Det er et interessant synspunkt, men bogen overbeviser ikke helt om dets rigtighed. Specielt virker Annas opdagelse af uregelmæssigheder i hendes egen barndom dårligt konstrueret.

Dinosaurens fjer kan bestemt anbefales. Gazan skriver godt, og særligt i bogens første del opbygger den effektivt spændingen. Imponerende er det også, at den formår at gøre den stærkt højpandede diskussion om fuglenes oprindelse interessant, men i mine øjne er bogen for ujævn til at være en stor roman. Som underholdning skuffer den ikke, men den psykologiske skildring lykkes kun delvis. ( )

Da jeg første gang læste Dinosaurens fjer var jeg bestemt ikke så begejstret, som så mange andre var for bogen. Jeg syntes, at der var stof til flere gode bøger i den, men når alle historierne blev brændt af i én og samme bog bliver det bare for meget. Og der er stadig hemmeligholdte fødselspsykoser, indtil flere hemmeligholdte børn, psykisk og fysisk vold mod børn, tsunamidødsfald, goth- og fetishmiljøer, forældreløshed og brudte venskaber m.m., der skal behandles. Dertil kommer videnskabsteori, forskningsmiljø, dinosaurens slægtskab med nutidens fugle og så lige to drabssager, der også skal opklares.
Denne gang syntes jeg ikke, at det var helt så slemt som første gang jeg læste bogen, men der er stadig så mange elementer, at det altså stadig bliver for meget!
Når det så er sagt, så skal det også siges, at Sissel-Jo Gazan altså kan skrive. Personerne er gode og troværdige, replikkerne er gode, og hun mestrer tildels at jonglere med historierne. Og en del af disse historier er da også relevante for handlingen, men en del og især politimanden Sørens baggrundshistorie, som fylder godt i bogen, kunne stort set godt have være udeladt. Disse historier kunne godt være blevet begrænset med mindst hundrede sider. Selve den krimimæssige del er OK skruet sammen til en start, men fiser begge lidt ud i lidt for tilfældige sammentræf (Johannes-sagen) og at løsningen på Helland-sagen pludselig bringer en helt ny spiller på banen, som før kun lige har været nævnt i en bisætning.
Bogen har et tydeligt budskab: Nemlig at alt er skabt af dets fortid, om det drejer sig om mennesker eller fugle. Alle historier understreger denne pointe - meget eftertrykkeligt!
Alt i alt: Det er nogle gode historier Sissel-Jo Gazan har at fortælle, bogen er underholdende, men hun skulle nok have spredt sine historier ud på i hvert fald tre forskellige bøger, så de hver især kunne være kommet til deres ret. Og krimidelen ender med at være lidt la-la, selv om det er den, der lægges op til gennem hele bogen. ( )