Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at tegneserier er en seriøs kunstform, som der naturligvis kan forskes seriøst i. Sådan var det ikke, da Scott McCloud udgav Understanding Comics i 1993, så selvom bogen er en grundig indføring i emnet, så er der stort set kun et værk på litteraturlisten, nemlig de overvejelser om emnet, som Will Eisner tidligere havde gjort sig. Det ville McCloud lave om på, og da han samtidig var optaget af at promovere tegneseriens forskellige anvendelsesmuligheder, er hele bogen lavet som en tegneserie. Det er vældig nyttigt, når pointer om stil og komposition skal illustreres, og det fungerer også i forhold til gennemgang af hans mere strukturelle pointer, hvor man lidt har oplevelsen af at være til en (god) forelæsning.

Understanding Comics består af en indledning, otte kapitler og en afslutning, hvor der samles op på de forskellige pointer. Det første handler om at definere, hvad en tegneserier overhovedet er. Det handler selvfølgelig om billeder, men tegneserien er netop ikke ”bare” billeder. Den – stadig meget brede definition – lyder sådan her: ”Sidestillede billeder i bevidst rækkefølge”. Inden for denne ramme, kan en masse forskellige stilarter og genrer folde sig ud. Tegneseriens historie spores tilbage til tilblivelsen af de første skrifttegn, men McCloud gør ikke meget ud af den tidlige historie. Der kan findes ansatser, men tegneserien er ligesom filmen et moderne medie, der først for alvor er født og udviklet fra slutningen af 1800-tallet.

Dernæst drøftes en række forskellige måder at inddele og analysere tegneserier på. Først ser han på ikonerne, der er tegningens grundelementer. Et ikon er en tegning, der repræsenterer noget, f.eks. en person, en ting eller en ide, og disse elementer kan variere på forskellige skalaer: Fra realistisk til ikonisk eller cartoonish, og fra det genkendelige til abstrakte former. Det gør det muligt at placere det enkelte værk og ofte den enkelte tegneserieskaber i en ikonografisk trekant.

Det vigtigste kapitel handler om paneler og det, der sker mellem panelerne. Ligesom en roman både skal læses på linjerne og mellem linjerne, så skaber læseren en stor del af tegneserieoplevelsen ved selv at fylde handlingen ud, mellem det ene og det næste panel. På det første affyres et skud, på det næste ligger en person død. Noget må være sket imellem de to paneler, men det er læseren, der fylder tomrummet ud med sin fantasi og erfaring. Skiftet fra panel til panel kan opdeles i seks forskellige kategorier, som samtidig er en af de enkleste måder at analysere enkelte værker og enkelte kunstnere på. Det er interessant, at der i vestlige tradition især skiftes fra handling til handling og fra scene til scene, mens den japanske tradition har større vægt på skifte fra aspekt til aspekt. Det er den teknik, der giver f.eks. Jiro Haniguchis værker en fornemmelse af mediterende langsomhed.

I de næste kapitler udfoldes tegneseriens komplekse forhold til tid – tid er både noget, der sker mellem paneler og i de enkelte paneler. Det gennemgås hvordan den bruger billeder til at vise forskellige sanseoplevelser og følelser, igen ved at aktivere læserens fantasi, f.eks. med formen på talebobler eller med bølgede ”lugte” streger over en fyldt skraldespand. Dernæst ses på forholde mellem tekst og billeder, og der tilbydes igen relevante analyseredskaber: Er der en tæt sammenhæng mellem tekst og billede, eller fungerer teksten mere som en refleksion / indre monolog over den handling billederne viser? Eller er det omvendt teksten der gengiver handlingen, mens billederne illustrerer forskellige følelsestilstande? Kombinationsmulighederne er mange.

Endelig reflekteres der over kunstens væsen, både i almindelighed og i forhold til tegneserien. McCloud opdeler et kunstværk i potentielt seks lag, og det diskuteres, hvordan nye kunstnere typisk starter med at være optaget af overfladen eller det ydre udtryk, hvorefter de gradvis arbejder sig ind mod mere bevidste overvejelser om komposition og værkets grundlæggende ide. Den måde at vurdere kunst på kan selvfølgelig diskuteres, men det er igen et god redskab at tage udgangspunkt i, hvis man gerne vil analysere enkelte værker.

Scott McCloud angiver selv, at hans mål var at lave en lettilgængelig men akademisk kompleks indføring i tegneserien som kunstform. Det er han lykkedes med, og mange af de kategorier han udvikler og introducerer er både nemme at gå til og relevante i forhold til at gå i gang med at analysere tegneserien som kunstform. De kan utvivlsomt kombineres med greb fra litteraturvidenskaben, men hvis man interesserer sig for tegneserien som en særlig fortælleform, er der også behov for analysemetoder, der fokuserer på dens særkende. Bogen er med rette blevet en klassiker, som jeg læste med stor fornøjelse. ( )