"The dark tower" starter i New York, hvor Jake og præsten Callahan er nået frem til hotellet, som Susannah/Mia er forsvundet ind i. Susannah er blevet ført dybt ned i Discordias gange, og her føder hun en dreng, Mordred, sammen med Mia. Men det er ikke en helt almindelig dreng. Han er nemlig delvis søn af The Crimeson King, og hans skæbne er at stoppe Roland, før han når tårnet.

Det lykkes for ka-tet'en at blive samlet igen, men før de kan fortsætte deres vej mod tårnet, møder de en gammel kending fra "Lumpne mænd i gule frakker", Ted Brautigan. Sammen med en række andre breakers sidder han hver dag og ødelægger Strålen. Det har Ted fundet ud af, og sammen med to andre breakers søger han hjælp hos Rolands ka-tet for at stoppe destruktionen. Så Roland, Susannah, Jake og Eddie må endnu en gang se en voldsom overmagt i øjnene for at redde Strålen og Tårnet.

Og som sædvanlig er der flere historier flettet ind. Mordred har ikke opgivet at stoppe Roland, Stephen King optræder som sig selv, og vi møder også andre kendte ansigter fra tidligere romaner og fortællinger. Det lykkes endnu en gang for Stephen King at holde læseren fanget til sidste side, trods de efterhånden mange tusinde sider, historien har varet.

Jeg begyndte at læse "The dark tower" med lidt vemod, fordi det nu var sidste gang, jeg kom ind i Rolands univers, men snart blev jeg grebet af den stemning, som King til fulde formår at spinde læseren ind i. Og når historien slutter, og sidste side er vendt, ja så sidder man med en fornemmelse i maven af, at sådan må det bare gå, selvom det ikke er en "og de levede lykkeligt til deres dages ende"-slutning.

Som i tidligere bind i serien er der også flotte illustrationer i "The dark tower". King har denne gang valgt at genbruge kunstneren fra første bind "Revolvermanden", Michael Whelan, og det må siges at være et godt valg. Han fanger i den grad ånden i Kings fortælling, og illustrationerne står som små kunstværker i den næsten 700 sider tykke bog.

Jeg er en trofast læser af Stephen King, og serien om Det Mørke Tårn er en af mine farvoritter blandt hans fortællinger, så hvad jeg gør nu, hvor den er slut, ved jeg ikke. Men har man ikke læst serien endnu, så kan jeg kun varmt anbefale at kaste sig over den. Her er underholdning af høj kvalitet til mange timer. ( )

"The dark tower" starter i New York, hvor Jake og præsten Callahan er nået frem til hotellet, som Susannah/Mia er forsvundet ind i. Susannah er blevet ført dybt ned i Discordias gange, og her føder hun en dreng, Mordred, sammen med Mia. Men det er ikke en helt almindelig dreng. Han er nemlig delvis søn af The Crimeson King, og hans skæbne er at stoppe Roland, før han når tårnet.

Det lykkes for ka-tet'en at blive samlet igen, men før de kan fortsætte deres vej mod tårnet, møder de en gammel kending fra "Lumpne mænd i gule frakker", Ted Brautigan. Sammen med en række andre breakers sidder han hver dag og ødelægger Strålen. Det har Ted fundet ud af, og sammen med to andre breakers søger han hjælp hos Rolands ka-tet for at stoppe destruktionen. Så Roland, Susannah, Jake og Eddie må endnu en gang se en voldsom overmagt i øjnene for at redde Strålen og Tårnet.

Og som sædvanlig er der flere historier flettet ind. Mordred har ikke opgivet at stoppe Roland, Stephen King optræder som sig selv, og vi møder også andre kendte ansigter fra tidligere romaner og fortællinger. Det lykkes endnu en gang for Stephen King at holde læseren fanget til sidste side, trods de efterhånden mange tusinde sider, historien har varet.

Jeg begyndte at læse "The dark tower" med lidt vemod, fordi det nu var sidste gang, jeg kom ind i Rolands univers, men snart blev jeg grebet af den stemning, som King til fulde formår at spinde læseren ind i. Og når historien slutter, og sidste side er vendt, ja så sidder man med en fornemmelse i maven af, at sådan må det bare gå, selvom det ikke er en "og de levede lykkeligt til deres dages ende"-slutning.

Som i tidligere bind i serien er der også flotte illustrationer i "The dark tower". King har denne gang valgt at genbruge kunstneren fra første bind "Revolvermanden", Michael Whelan, og det må siges at være et godt valg. Han fanger i den grad ånden i Kings fortælling, og illustrationerne står som små kunstværker i den næsten 700 sider tykke bog.

Jeg er en trofast læser af Stephen King, og serien om Det Mørke Tårn er en af mine farvoritter blandt hans fortællinger, så hvad jeg gør nu, hvor den er slut, ved jeg ikke. Men har man ikke læst serien endnu, så kan jeg kun varmt anbefale at kaste sig over den. Her er underholdning af høj kvalitet til mange timer. ( )