Murakami er kendt for sin magiske realisme, hvor der lige under overfladen er mærkelige og uforklarlige ting på spil. Den blanding var jeg begejstret for i Trækopfuglens krønike og Kafka på stranden, og selvom han her skræller de magiske lag af, så hovedpersonerne træder frem i al deres menneskelighed og sårbarhed, så var det stadig en stor læseoplevelse.

Romanen åbner med en scene, der giver mindelser om Proust: Den midaldrende Watanabe er på vej til Hamborg, da højtaleren pludselig spiller Norwegian Wood. Helt uforberedt sendes han tilbage til sin ungdom, og resten af romanen er historien om, hvad han oplevede som ung universitetsstuderende i Tokyo.

Året inden havde hans bedste ven Kizuki begået selvmord, og det var ikke mindst derfor, at han hurtigst muligt var startet på studierne, selvom teatervidenskab egentlig ikke interesserede ham. Da han tilfældigt støder ind i Kizukis kæreste Naoko, bliver han konfronteret med voldsomme følelser. De tre havde tilbragt masser af tid sammen, så det er logisk, at Watanabe og Naoko har meget at tale om, men det stopper ikke der. Watanabe forelsker sig i Naoko, men Kizuki, for evigt dømt til at være 17 i deres erindringer, og hans lokkende dødsdrift står hele tiden i vejen.

Da Naoko får endnu et nervesammenbrud og flytter ind på en institution oppe i bjergene, hvor isolation, sund kost og hårdt fysisk arbejde er de vigtigste elementer i terapien, venter han tålmodigt på, at hun skal blive rask. Men han møder også den ligefremme og udadvendte Midori, der på mange måder er Naokos modsætning. I lang tid er de bare venner, for hun har allerede en kæreste – som hun dog aldrig siger noget pænt om. Da hun mister sin far, prøver hun at komme tættere på ham, men han er så optaget af Naoko, at han længe overser det.

Norwegian Wood er en melankolsk historie om unge mennesker, der får døden alt for tæt på alt for tidligt, men det er også en fortælling om, hvor smerteligt det er endnu engang at miste sine kære til glemslen. Watanabe er usædvanligt afbalanceret og eftertænksom, og han kan virke underligt uberørt af alt det, der foregår omkring ham. I virkeligheden gør han sit yderste for at være en stabiliserende modvægt til alt det kaos, der er i Naokos liv. Det er mere end han kan klare.

”I forårsmørket lignede kirsebærblomsterne hud, der var bristet over betændt kød. Haven var gennemsyret af søde, tunge stank af kød i forrådnelse. Jeg tænkte på Naokos krop. Naokos smukke krop lå udstrakt foran mig i mørket, og myriader af knopper brød gennem hendes hud, grønne og dirrende i den næsten umærkelige brise. Hvordan kunne så smuk en krop være så syg? Hvorfor kunne de ikke lade hende være?” (s. 269)

Selvom det magiske lag er skrællet af personerne og handlingen her, så er figurerne lige så specielle som i Murakamis øvrige bøger. De elsker af lytte til musik, tale åbenhjertigt og filosofere over tilværelsens mærkværdigheder, og som læser bliver man trukket ind i deres verden. Det er både underholdende og tankevækkende. ( )

Dejlig bog! Handler om alt muligt, småt og stort. Eminent godt skrevet. Spændenden bl.a. andet at høre om Japan og japanerne på denne måde. ( )