England, ca 1952
Richard Abernethie er død 68 år gammel og da han ingen børn efterlader sig - hans søn Mortimer er død af polio i sin ungdoms blomst - bliver boet delt i seks dele.
De fire dele går til broderen Timothy Abernethie, nevøen George Crossfield, niecen Susan Banks og niecen Rosamund Shane. Og de to sidste til søsteren Cora Lansquenet og enken efter hans bror Leo, Helen Abernethie. De to sidste dele er båndlagt, så kun udbyttet bliver udbetalt og når Cora og Helen dør går deres arvepart videre til de fire første. Huset, som hedder Enderby Hall, skal sælges, for ingen af arvingerne ønsker at overtage det.
Efter begravelsen siger Cora eftertænksomt (og ubetænksomt): "Men han blev da myrdet, ikke sandt?".
Dagen efter bliver hun selv brutalt myrdet med en økse og sagføreren Mr Entwhistle tilkalder Hercule Poirot.
Fra en side af mangler arvingerne penge og har derfor motiv til mord alle til hobe.
Susan Banks har som den eneste arvet onklens tæft og intelligens. Efter ligsynet på Cora, besøger hun Miss Gilchrist, som passede hus for Cora og også boede i huset. Mens Susan er der, bliver Miss Gilchrist forgivet med arsenik. Men hun overlever og får sig manøvreret ind i huset hos Timothy og Maude, og senere med til Richards hus. Poirot får samlet dem alle under påskud af at indboet skal fordeles, da huset er solgt til en flygtningehjælpsorganisation.
Han kommer frem til at Richard Abernethie ikke blev myrdet og faktisk hang hele ideen om at han blev myrdet alene på Coras udtalelse. Så tilbage er at Cora døde og at Miss Gilchrist ikke døde. Helen Abernethie er kommet på lignende tanker, men hun bliver slået ned, mens hun pr telefon snakker med Entwhistle.
Miss Gilchrist havde hørt på Coras erindringer i en uendelighed og havde gået så meget op ad hende at hun ret overbevisende kunne udgive sig for hende, så faktisk var det Miss Gilchrist, der med fuldt overlæg sagde "Men han blev da myrdet, ikke sandt?". Dagen efter slog Miss Gilchrist Cora ihjel på en vældig brutal måde og motivet var at et af de dårlige malerier Cora købte i hobetal, faktisk var en Vermeer og salget af den ville kunne indbringe nok til at Miss Gilchrist kunne åbne en tesalon i stil med den, hun havde inden krigen. Inspector Morton kan arrestere Gilchrist og hun bliver da også dømt.
Det er vist den eneste krimi, hvor te spiller en rolle som motiv.

Klassisk Poirot-krimi. ( )

England, ca 1952
Richard Abernethie er død 68 år gammel og da han ingen børn efterlader sig - hans søn Mortimer er død af polio i sin ungdoms blomst - bliver boet delt i seks dele.
De fire dele går til broderen Timothy Abernethie, nevøen George Crossfield, niecen Susan Banks og niecen Rosamund Shane. Og de to sidste til søsteren Cora Lansquenet og enken efter hans bror Leo, Helen Abernethie. De to sidste dele er båndlagt, så kun udbyttet bliver udbetalt og når Cora og Helen dør går deres arvepart videre til de fire første. Huset, som hedder Enderby Hall, skal sælges, for ingen af arvingerne ønsker at overtage det.
Efter begravelsen siger Cora eftertænksomt (og ubetænksomt): "Men han blev da myrdet, ikke sandt?".
Dagen efter bliver hun selv brutalt myrdet med en økse og sagføreren Mr Entwhistle tilkalder Hercule Poirot.
Fra en side af mangler arvingerne penge og har derfor motiv til mord alle til hobe.
Susan Banks har som den eneste arvet onklens tæft og intelligens. Efter ligsynet på Cora, besøger hun Miss Gilchrist, som passede hus for Cora og også boede i huset. Mens Susan er der, bliver Miss Gilchrist forgivet med arsenik. Men hun overlever og får sig manøvreret ind i huset hos Timothy og Maude, og senere med til Richards hus. Poirot får samlet dem alle under påskud af at indboet skal fordeles, da huset er solgt til en flygtningehjælpsorganisation.
Han kommer frem til at Richard Abernethie ikke blev myrdet og faktisk hang hele ideen om at han blev myrdet alene på Coras udtalelse. Så tilbage er at Cora døde og at Miss Gilchrist ikke døde. Helen Abernethie er kommet på lignende tanker, men hun bliver slået ned, mens hun pr telefon snakker med Entwhistle.
Miss Gilchrist havde hørt på Coras erindringer i en uendelighed og havde gået så meget op ad hende at hun ret overbevisende kunne udgive sig for hende, så faktisk var det Miss Gilchrist, der med fuldt overlæg sagde "Men han blev da myrdet, ikke sandt?". Dagen efter slog Miss Gilchrist Cora ihjel på en vældig brutal måde og motivet var at et af de dårlige malerier Cora købte i hobetal, faktisk var en Vermeer og salget af den ville kunne indbringe nok til at Miss Gilchrist kunne åbne en tesalon i stil med den, hun havde inden krigen. Inspector Morton kan arrestere Gilchrist og hun bliver da også dømt.

Det er vist den eneste krimi, hvor te spiller en rolle som motiv.
Klassisk Poirot-krimi. ( )

England, ca 1952
Richard Abernethie er død 68 år gammel og da han ingen børn efterlader sig - hans søn Mortimer er død af polio i sin ungdoms blomst - bliver boet delt i seks dele.
De fire dele går til broderen Timothy Abernethie, nevøen George Crossfield, niecen Susan Banks og niecen Rosamund Shane. Og de to sidste til søsteren Cora Lansquenet og enken efter hans bror Leo, Helen Abernethie. De to sidste dele er båndlagt, så kun udbyttet bliver udbetalt og når Cora og Helen dør går deres arvepart videre til de fire første. Huset, som hedder Enderby Hall, skal sælges, for ingen af arvingerne ønsker at overtage det.
Efter begravelsen siger Cora eftertænksomt (og ubetænksomt): "Men han blev da myrdet, ikke sandt?".
Dagen efter bliver hun selv brutalt myrdet med en økse og sagføreren Mr Entwhistle tilkalder Hercule Poirot.
Fra en side af mangler arvingerne penge og har derfor motiv til mord alle til hobe.
Susan Banks har som den eneste arvet onklens tæft og intelligens. Efter ligsynet på Cora, besøger hun Miss Gilchrist, som passede hus for Cora og også boede i huset. Mens Susan er der, bliver Miss Gilchrist forgivet med arsenik. Men hun overlever og får sig manøvreret ind i huset hos Timothy og Maude, og senere med til Richards hus. Poirot får samlet dem alle under påskud af at indboet skal fordeles, da huset er solgt til en flygtningehjælpsorganisation.
Han kommer frem til at Richard Abernethie ikke blev myrdet og faktisk hang hele ideen om at han blev myrdet alene på Coras udtalelse. Så tilbage er at Cora døde og at Miss Gilchrist ikke døde. Helen Abernethie er kommet på lignende tanker, men hun bliver slået ned, mens hun pr telefon snakker med Entwhistle.
Miss Gilchrist havde hørt på Coras erindringer i en uendelighed og havde gået så meget op ad hende at hun ret overbevisende kunne udgive sig for hende, så faktisk var det Miss Gilchrist, der med fuldt overlæg sagde "Men han blev da myrdet, ikke sandt?". Dagen efter slog Miss Gilchrist Cora ihjel på en vældig brutal måde og motivet var at et af de dårlige malerier Cora købte i hobetal, faktisk var en Vermeer og salget af den ville kunne indbringe nok til at Miss Gilchrist kunne åbne en tesalon i stil med den, hun havde inden krigen. Inspector Morton kan arrestere Gilchrist og hun bliver da også dømt.
Det er vist den eneste krimi, hvor te spiller en rolle som motiv.

Klassisk Poirot-krimi. ( )