Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... The Presentation of Self in Everyday Life (original 1959; udgave 1959)af Erving Goffman
Work InformationThe Presentation of Self in Everyday Life af Erving Goffman (1959)
culture (9) Indlæser...
Bliv medlem af LibraryThing for at finde ud af, om du vil kunne lide denne bog. Der er ingen diskussionstråde på Snak om denne bog. ingen anmeldelser | tilføj en anmeldelse
A notable contribution to our understanding of ourselves. This book explores the realm of human behavior in social situations and the way that we appear to others. Dr. Goffman uses the metaphor of theatrical performance as a framework. Each person in everyday social intercourse presents himself and his activity to others, attempts to guide and cotnrol the impressions they form of him, and employs certain techniques in order to sustain his performance, just as an actor presents a character to an audience. The discussions of these social techniques offered here are based upon detailed research and observation of social customs in many regions. No library descriptions found. |
Current DiscussionsIngenPopulære omslag
Google Books — Indlæser... GenrerMelvil Decimal System (DDC)301.15Social sciences Social Sciences; Sociology and anthropology Sociology and anthropology Formerly: Social psychology Authority, Conformity, Social Structure and Dynamics, Propaganda, Etc.LC-klassificeringVurderingGennemsnit:
Er det dig?Bliv LibraryThing-forfatter. |
Goffmans grundlæggende greb er at analysere menneskelig handling med teatermetaforik. Når mennesker mødes, indgår de i velkendte og indøvede samspil, hvor nogle fremfører en rolle for at give et bestemt indtryk af dem selv, og den situation der finder sted. Andre udgør et publikum, der både tolker på den optrædendes bevidste signaler (særligt tale) og de ubevidste signaler (kropssprog og fortalelser) for at vurdere den optrædendes troværdighed. Det kan lyde meget kunstigt og forstillet, men det handler ikke mindst om at gøre vores sociale interaktioner overskuelige. Det er bare meget nemmere at få hverdagen til at fungere, hvis vi alle sammen følger forudbestemte mønstre.
Analysen nøjes ikke med individniveauet. Ofte opføres interaktion af hold, som hver især fremfører deres roller. Det er meget tydeligt i forhandlinger, men det gælder også i helt dagligdags situationer. På restauranter er nogle ansatte med specialiserede funktioner som tjenere, kokke og opvaskere, mens andre er gæster i forskellige grupper og sammensætninger.
De forskellige roller er en forudsætning for at få den samlede forestilling til at fungere, men det gør også opførelsen meget kompliceret. Deraf følger særlige funktioner, der griber hen over holdafgrænsningen. Det optrædende hold kan f.eks. have en instruktør, hovedroller og biroller, og det kan have placeret klakører blandt publikum. I nogle sammenhænge vil specialister have mere tilfældes med hinanden end med deres holdkammerater. Men de koreograferede forestillinger bringer også andet med sig: De optrædende har brug for et hemmeligt sprog for at kunne kommunikere under forestillingen. Endnu mere skelsættende er ideen om facadeområdet (scenen) og bagscenen, hvor skuespillerne kan puste ud, forberede forestillingen og opbygge tættere sociale bånd, f.eks. ved at tale åbenhjertigt om publikum og i det hele taget lade paraderne falde og interagere uden for de gængse rollers rammer. Grænsen mellem facadeområde og bagscene kenders fra næsten alle steder i samfundet, og når den så sjældent overskrides, skyldes det et andet vigtigt forhold: De to hold arbejder oftest sammen om at opretholde spillet, og derfor omgår de modpartens grænser med takt og respekt.
Goffmans bruger metaforen som udgangspunkt for både teori og analyse. Det er enkelt at sige, at verden er en teaterforestilling, men han driver den simple ide så langt, at der bliver tale om egentlig teori om social samhandling. Det gør han ved at gradvis at opbygge et bredt begrebsapparat, der løbende gør metaforen dybere og mere kompleks, men han gør det også ved at inddrage eksempler fra mange forskellige sammenhænge. Han citerer frit fra litteratur, når det illustrerer hans pointer, og han bruger erindringer fra det britiske kongehus og det engelske embedsapparat på lige fod med undersøgelser af college-pigers ageren, Simone de Beauvoirs analyse af det andet køn, forretningers salgsteknikker og egne observationer fra et længere ophold på Shetlandsøerne. Bredden i kildematerialet er med til at vise bredden i teoriens anvendelsesmuligheder.
Det vigtigste greb er altså at analysere verden SOM OM den var et teaterstykke – men betyder det også, at mennesket simpelthen er summen af sine roller? Det spørgsmål har Goffman ikke et klart svar på. Ganske vist kan verden ikke reduceres til teater, hvor alle ved, at det der foregår er skuespil, men for at lykkes i virkeligheden må det enkelte menneske benytte de samme teknikker. Og hvis individet tror fuldt og fast på den rolle, det spiller, hvordan skal man så skelne rollen fra det bagvedliggende selv? Spørgsmålet forbliver som sagt ubesvaret, og måske er det i virkeligheden heller ikke så vigtigt for at analysre hverdagslivets interaktion.
Selvom jeg har læst mange referater af Goffman og også læst analyser inspireret af hans arbejde, så var det en stor fornøjelse at læse ham selv. Som nævnt bliver metaforen foldet ud i mange flere detaljer, og det giver værket en dybde som lærebøgerne naturligt nok ikke kan gengive. Men det handler også om, at Goffman ganske enkelt skriver godt, og fraværet af flowdiagrammer og akademiske definitioner, som nogle helt sikkert vil se som en mangel i hans essayistiske stil, gør bogen til en bedre læseoplevelse. ( )