’Far Goriot’ var mit første møde med Balzac, der i første halvdel af 1800-tallet udgav bunker af romaner om Frankrig efter Napoleons fald. Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger – dertil var den simpelthen for rodet i opbygningen.

Bogen udspiller sig omkring en lurvet pension i Paris, der rummer en række ulykkelige skæbner, lige fra den fornægtede datter af en rigmand over fattige studenter fra provinsen til den mystiske Vautrin.

Centralt i fortællingen står adelsmanden og studenten Rastignac, der vil bruge selskabslivet til at komme frem i verden, og naturligvis titelpersonen Goriot, der har ofret alt på medgift til sine døtre, og derfor nu sidder fattig og isoleret på pensionens dårligste værelse, mens de køber smykker og tager elskere. Efterhånden bliver det klart, at mens han vil ofre alt for døtrene, så udnytter de ham hensynsløst.

Rastignac er i udgangspunktet en ren sjæl, men også han lærer efterhånden at spille spillet, selvom han til det sidste står Goriot bi. Som i så mange andre 1800-tals romaner fylder selskabslivet med baller, saloner og pikante affærer meget, men hvor kærlighedstemaet og intrigerne i f.eks. Anna Karenina berørte mig dybt, så lod de mig mere kolde i dette tilfælde.

Det er tydeligt, at Balzac var en forfatter, der begyndte at skrive, og så senere fandt ud af, hvordan historien skulle udvikle sig. De første 50 sider er en præsentation af miljøet, og først da den er skrevet igennem, er personerne klar til at indgå i dialog og handling. Det viser sig også ved, at der midt i bogen pludselig introduceres et homoseksuelt tema og et krimiplot – for så vidt fint, men det stikker noget af i forhold til resten af fortællingen.

Alt i alt er Far Goriot altså en blandet fornøjelse. Grundfortællingen er tragisk og vedkommende og personkarakteristikken er i reglen spændende, men historien er også lidt løs i kanterne. ( )