Garff skriver allerede i forordet, at han – i modsætning til de fleste læsninger af Kierkegaard – vil tage udgangspunkt i manden og det levede liv. Målet er et genindsætte filosoffen i sin tid, så han ”igen begynder at bevæge sig rundt blandt dem, der også færdedes i byen dengang og ikke var hel så umulige, som man, forledt til dels af Kierkegaard, sidenhen har villet gøre dem til. Jeg har derfor ikke blot ladet Kierkegaards øjne følge de andre, men også ladet de andres blikke hvile på Kierkegaard.” Det er kort sagt en biografi, der ikke bare tager udgangspunkt i mandens skrifter, men også i det samfund, som han var en del af.

Biografien er bygget klassisk kronologisk op. Efter en gennemgang af familieforhold, barndom og ungdom, når Garff frem til 1835, og derefter følger vi Kierkegaards liv år for år, selvom der selvfølgelig refereres frem og tilbage, når væsentlige temaer gennemgås. Fra privatlivet er det særligt forholdet til den strenge fader Michael Kierkegaard og selvfølgelig det ikke-realiserede kærlighedsforhold til Regine, der er i centrum. Men det er nok også værd at hæfte sig ved de mange dødsfald i familien, der nærede far og søns forestillinger om en guddommelig forbandelse. Selvom en streng fader og sublimering af fysisk kærlighed til litterær produktion ikke ligefrem er unikt, så er det stadig betydningsfuldt.

I det litterære og intellektuelle miljø var Kierkegaard først tiltrukket af kredsen omkring Johan Ludvig Heiberg, der stort set havde patent på den gode smag, og anerkendelsen var gengældt. Heiberg opponerede f.eks. hans magisterafhandling, men forbindelsen var kortvarig, og da Kierkegaard for alvor vendte sig mod Hegel, som Heiberg promoverede, blev det en anstødssten. Der er dog næppe tvivl om, at konflikten fyldte mest for Kierkegaard, og man kan ikke frigøre sig for den tanke, at den manglende modstand i virkeligheden ærgrede ham.

En lignende dobbelttydighed prægede hans forhold til biskop Mynster, mens fjendskabet til hans efterfølger, Martensen, var mere rendyrket.

I det hele taget var Kierkegaard ikke en mand, der satte sit geni under en skæppe, og selvom han havde noget at have sin selvfølelse i, så har det givetvis ikke været nemt at omgås ham. Professor Rasmus Nielsen blev nærmest behandlet som et uforstandigt barn, selvom han beundrede Kierkegaard højt, og forholdet til storebroren Peter Christian, der havde tilsluttet sig grundtvigianerne, endte i mere eller mindre åbenlys fjendtlighed.

Fra Kierkegaard udgav Enten-Eller i 1843 og frem til hans død i 1855 er det hans litterære produktion, der står i centrum, ligesom det var i hans liv. Det er omdiskuteret, hvor udsvævende hans ungdom havde været, men nu var det i hvert fald skriften, der fyldte det meste, og produktiviteten var enorm. Selvom salgstallene var faldende, så blev han snart anerkendt som en af landets fremmeste tænkere – og det ændrede det voksende modsætningsforhold til den officielle kristendom ikke på.

SAK er en fremragende ”life and times” biografi, der netop har sin styrke i, at det helt tætte portræt af Kierkegaard læses ind i et lige så detaljeret portræt af den tid og den by, han levede i. Det er derimod ikke en systematisk indføring i Kierkegaards tænkning, selvom indholdet af skrifterne diskuteres i forbindelse med deres udgivelseshistorie. Accepterer man den præmis, så er der meget at komme efter. ( )