

Klik på en miniature for at gå til Google Books
Indlæser... A Town Like Alice (original 1950; udgave 2013)af Nevil Shute
Work InformationA Town Like Alice af Nevil Shute (1950)
![]()
Women in War (1) » 45 mere Favorite Childhood Books (314) Favourite Books (398) Historical Fiction (141) Books Read in 2014 (67) Comfort Reads (41) BBC Big Read (144) Sense of place (20) Books Read in 2017 (289) Books That Made Me Cry (109) 1950s (90) Top Five Books of 2017 (632) Five star books (296) 1,001 BYMRBYD Concensus (241) A Novel Cure (268) Books Read in 2015 (1,290) Books about World War II (106) BBC Big Read (87) Love and Marriage (72) Allie's Wishlist (33) Nifty Fifties (70) BBC Top Books (76) Der er ingen diskussionstråde på Snak om denne bog. Malaya, England og Australien, ca 1940-1955 Historien bliver fortalt af en lidt vindtør sagfører, Noel Strachan, som lang tid før anden verdenskrig har sat et testamente op for en Douglas Macfadden. Siden døde sagførerens kone og han solgte sit hus og flyttede hen i klubben. Så kom krigen og hans medarbejdere blev indkaldt, mens han selv brugte al sin tid i civilforsvaret. Så Douglas Macfadden dukker ikke op i hans tanker før i januar 1948, hvor han får et brev om at Douglas er død. Testamentet afspejler at Douglas er død barnløs og ugift, så han har testeret formuen til sin søster og hendes familie. Af dem er der i 1948 kun niecen Jean Paget tilbage. Douglas Macfadden havde ikke tiltro til at unge kvinder selv kunne forvalte en formue, så de mange penge han efterlod sig er båndlagt indtil Jean fylder 35 (i 1956) og under forvaltning af Strachans firma, Owen, Dalhousie & Peters. Indtil da får hun udbetalt renterne ca 75 pund om måneden, hvilket er en ganske pæn indtægt i 1948. Formuen er ca 53000 pund efter at arveafgiften er trukket. Formaliteterne er overstået i marts måned og Jean begynder at få en månedlig check. Hun har tænkt over sagerne og besluttet sig til at tage til Malaya for at bygge en brønd. Hun er kommet på venskabelig fod med Strachan og fortæller ham sin historie. Ved krigens udbrud var hun og broderen Donald i Malaya. De havde boet der en del af barndommen og talte malayisk rimeligt godt, så de havde nemt ved at få jobs. Japanernes hurtige erobring af Malaya kom som et chok for englænderne og både Donald og Jean blev taget til fange. Donald døde i en fangelejr under bygningen af jernbanen mellem Siam og Burma. Jean og de andre kvinder og børn fra samme by bliver gennet sammen og sat til at gå fra Kuala Panong til Kuala Lumpur. Undervejs ændres ruten og mange dør undervejs. Jean klarede sig igennem, men kun med nød og næppe og takket være hjælp fra venlige landsbybeboere. Det er dem, hun nu gerne vil hjælpe og det trækker også lidt at finde ud af hvad der er sket med en australier Joe Harman, der hjalp hendes gruppe undervejs og blev grusomt straffet af japanerne for det. Hun erfarer at Joe overlevede og tog tilbage til Australien, så hun tager til Australien mens Joe faktisk er i England. Noel Strachan sætter dem i kontakt med hinanden. I Australien er Jean imens ved at lede efter Joe Harman. Hun slår nødtvunget følge med et par journalister, Hal Porter og Stuart Hopkinson. De kommer til Alice Springs og Jean får at vide at Joe Harman er i England. I Willstown er der 120 indbyggere tilbage ud af de mindst 8000 der var i guldgravertiden. Hun får sig lavet et par sko og begynder at spekulere på en skofabrik. Mest for at sætte noget liv i byen, men også for gøre noget praktisk selv. Joe kommer til og de udveksler erfaringer fra de seks år siden sidst. Hun er lidt skuffet over at han ikke lægger an på hende, men det varer nu ikke så længe. De bliver enige om at gifte sig og diskuterer hvad det skal til for at det kan holde. Hendes konklusion er at de må gøre noget ved Willstown, så det bliver til at holde ud at bo der. Selv børnene i byen flytter gerne tusind kilometer væk, så byen er ikke ligefrem en magnet. Hun er hurtigt i gang med at planlægge. En skofabrik med en masse piger ansat. Hvad er mere logisk end at åbne en isbar? Og for hver pige på fabriken, kan Joe sikkert skaffe en mand til at arbejde på den farm han bestyrer. Farmen hedder Midhurst og er på 1100 kvadratmiles. Noel Strachan bøjer reglerne i testamentet lidt og sørger for de indkøb Jean beder om, specielt en aircondition så pigerne kan lave for i skoene uden at svede om hænderne. Det er en stor succes. Isbaren bliver også et hit og efter et års tid åbner hun endda en afdeling, så de indfødte cowboys, boongs, også kan købe is. En af de lokale, Don Curtis, leger kvægtyv, men kommer galt afsted. Joe tager ud og finder ham og Jean finder ud af at køre en lastbil ud til dem. En indfødt, Bourneville, har taget turen fra Joe og til Jean og følger med tilbage på hest. På tilbagevejen kører Joe lastbilen i stykker og det sidste stykke til Willstown er ikke så rart. En ambulanceflyver kommer ud og henter Curtis. Det giver Jean en del omtale og hun kan måske trække både en ingeniør og en læge til byen. Jean er ikke dum. Ved isbaren kunne det være godt med et svømmebasin og så får pigerne vådt hår og så kunne en frisør være sagen. En friluftbiograf. Et vaskeri og en ordentlig kjoleforretning. Og som Joe siger: Hvis alt det lykkes, så varer det ikke længe før hun har en by som Alice. Ejeren af Midhurst snakker om at sælge, så hvis Joe og Jean ellers lige kan finde 10000 pund i kontanter, så er der en handel. Noel Strachan synes at det ville være en god ide at få en sagfører til at kigge på sagen og tilbyder selv at tage derned. Han er godt nok 76 år gammel, men alligevel lidt forelsket i Jean, selv om hun nu er en gift kvinde på 30 med to børn. Jean har nu 22 piger ansat på fabriken og selv om den kun lige løber rundt, så gav de øvrige forretninger 2673 pund i overskud, mens fabriken gav 227 pund i underskud. Willstown er vokset til det tredobbelte. Der er ca 100 piger og kvinder under 25 år nu og da Jean kom, var der 2. Noel flyver tilbage til England og lader de unge om at være unge. På engelsk har den titlerne The Legacy og A Town like Alice. Der er lidt Matador og Korsholm over historien med Jean i rollen som Mads Andersen-Skjern. Historien bliver fortalt af en lidt vindtør sagfører, Noel Strachan, som lang tid før anden verdenskrig har sat et testamente op for en Douglas Macfadden. Siden døde sagførerens kone og han solgte sit hus og flyttede hen i klubben. Så kom krigen og hans medarbejdere blev indkaldt, mens han selv brugte al sin tid i civilforsvaret. Så Douglas Macfadden dukker ikke op i hans tanker før i januar 1948, hvor han får et brev om at Douglas er død. Testamentet afspejler at Douglas er død barnløs og ugift, så han har testeret formuen til sin søster og hendes familie. Af dem er der i 1948 kun niecen Jean Paget tilbage. Douglas Macfadden havde ikke tiltro til at unge kvinder selv kunne forvalte en formue, så de mange penge han efterlod sig er båndlagt indtil jean fylder 35 (i 1956) og under forvaltning af Strachans firma, Owen, Dalhousie & Peters. Indtil da får hun udbetalt renterne ca 75 pund om måneden, hvilket er en ganske pæn indtægt i 1948. Formuen er ca 53000 pund efter at arveafgiften er trukket. Formaliteterne er overstået i marts måned og Jean begynder at få en månedlig check. Hun har tænkt over sagerne og besluttet sig til at tage til Malaya for at bygge en brønd. Hun er kommet på venskabelig fod med Strachan og fortæller ham sin historie. Ved krigens udbrud var hun og broderen Donald i Malaya. De havde boet der en del af barndommen og talte malayisk rimeligt godt, så de havde nemt ved at få jobs. Japanernes hurtige erobring af Malaya kom som et chok for englænderne og både Donald og Jean blev taget til fange. Donald døde i en fangelejr under bygningen af jernbanen mellem Siam og Burma. Jean og de andre kvinder og børn fra samme by bliver gennet sammen og sat til at gå fra Kuala Panong til Kuala Lumpur. Undervejs ændres ruten og mange dør undervejs. Jean klarede sig igennem, men kun med nød og næppe og takket være hjælp fra venlige landsbybeboere. Det er dem, hun nu gerne vil hjælpe og det trækker også lidt at finde ud af hvad der er sket med en australier Joe Harman, der hjalp hendes gruppe undervejs og blev grusomt straffet af japanerne for det. Hun erfarer at Joe overlevede og tog tilbage til Australien, så hun tager til Australien mens Joe faktisk er i England. Noel Strachan sætter dem i kontakt med hinanden. På engelsk har den titlerne The Legacy og A Town like Alice Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har læst denne bog. Men jeg synes altså bare den er SÅ god, selvom jeg godt ved, at den ikke regnes blandt de største litterære værker i verden. Indeholdt iThe Big Country (includes A Town Like Alice & Alice to Nowhere) - Volume 2 Rough Living af Nevil Shute Har tilpasningenEr forkortet iIndeholder elevguideHæderspriserDistinctionsNotable Lists
En gruppe europæiske kvinder drives som krigsfanger rundt i det japansk-besatte Malaya under 2. verdenskrig. Da en af dem efter krigen vender tilbage, erfarer hun, at hendes redningsmand stadig lever, og hun beslutter at efterspore ham. No library descriptions found. |
Populære omslag
![]() GenrerMelvil Decimal System (DDC)823.912Literature English & Old English literatures English fiction Modern Period 1901-1999 1901-1945LC-klassificeringVurderingGennemsnit:![]()
Er det dig?Bliv LibraryThing-forfatter. |
Historien bliver fortalt af en lidt vindtør sagfører, Noel Strachan, som lang tid før anden verdenskrig har sat et testamente op for en Douglas Macfadden. Formuen er ca 53000 pund efter at arveafgiften er trukket.
I Australien er Jean ved at lede efter Joe Harman. Hun slår nødtvunget følge med et par journalister, Hal Porter og Stuart Hopkinson. De kommer til Alice Springs og Jean får at vide at Joe Harman er i England. I Willstown er der 120 indbyggere tilbage ud af de mindst 8000 der var i guldgravertiden. Hun får sig lavet et par sko og begynder at spekulere på en skofabrik. Mest for at sætte noget liv i byen, men også for gøre noget praktisk selv.
Joe kommer til og de udveksler erfaringer fra de seks år siden sidst. Hun er lidt skuffet over at han ikke lægger an på hende, men det varer nu ikke så længe.
De bliver enige om at gifte sig og diskuterer hvad det skal til for at det kan holde. Hendes konklusion er at de må gøre noget ved Willstown, så det bliver til at holde ud at bo der. Selv børnene i byen flytter gerne tusind kilometer væk, så byen er ikke ligefrem en magnet.
Hun er hurtigt i gang med at planlægge. En skofabrik med en masse piger ansat. Hvad er mere logisk end at åbne en isbar? Og for hver pige på fabriken, kan Joe sikkert skaffe en mand til at arbejde på den farm han bestyrer. Farmen hedder Midhurst og er på 1100 kvadratmiles.
Noel Strachan bøjer reglerne i testamentet lidt og sørger for de indkøb Jean beder om, specielt en aircondition så pigerne kan lave for i skoene uden at svede om hænderne.
Det er en stor succes. Isbaren bliver også et hit og efter et års tid åbner hun endda en afdeling, så de indfødte cowboys, boongs, også kan købe is.
En af de lokale, Don Curtis, leger kvægtyv, men kommer galt afsted. Joe tager ud og finder ham og Jean finder ud af at køre en lastbil ud til dem. En indfødt, Bourneville, har taget turen fra Joe og til Jean og følger med tilbage på hest. På tilbagevejen kører Joe lastbilen i stykker og det sidste stykke til Willstown er ikke så rart. En ambulanceflyver kommer ud og henter Curtis. Det giver Jean en del omtale og hun kan måske trække både en ingeniør og en læge til byen. Jean er ikke dum. Ved isbaren kunne det være godt med et svømmebasin og så får pigerne vådt hår og så kunne en frisør være sagen. En friluftbiograf. Et vaskeri og en ordentlig kjoleforretning. Og som Joe siger: Hvis alt det lykkes, så varer det ikke længe før hun har en by som Alice.
Ejeren af Midhurst snakker om at sælge, så hvis Joe og Jean ellers lige kan finde 10000 pund i kontanter, så er der en handel. Noel Strachan synes at det ville være en god ide at få en sagfører til at kigge på sagen og tilbyder selv at tage derned. Han er godt nok 76 år gammel, men alligevel lidt forelsket i Jean, selv om hun nu er en gift kvinde på 30 med to børn. Jean har nu 22 piger ansat på fabriken og selv om den kun lige løber rundt, så gav de øvrige forretninger 2673 pund i overskud, mens fabriken gav 227 pund i underskud.
Willstown er vokset til det tredobbelte. Der er ca 100 piger og kvinder under 25 år nu og da Jean kom, var der 2. Noel flyver tilbage til England og lader de unge om at være unge.
På engelsk har den titlerne The Legacy og A Town like Alice (