En gruppe venner samles i et hus på landet, hvor de genopfrisker ungdommens venskab. Læseren hører om deres liv, og i samspillet bliver det tydeligt, hvordan de har forandret sig. Det er udgangspunktet for Das Wochenende, der udkom på tysk i 2008.

Nå ja, helt så almindeligt er situationen heller ikke, for blandt deltagerne er Jörg, der netop er blevet benådet som en af de sidste RAF-terrorister.

Bernhard Schlink har for vane at sætte fingeren på den tyske nations ømme punkter – denne gang altså 1970’ernes venstreekstremisme. Ganske som i Der Vorleser (Højtlæseren) er det ikke så meget selve forbrydelsen, der interesserer Schlink. Vigtigere er eftertidens behandling af den og vanskeligheden ved at forstå sammenhængen mellem mennesket og forbryderen.

For at hjælpe Jörg tilbage til livet uden for murene har hans søster Christiane samlet en gruppe af de gamle venner. De var med i venstrefløjsmiljøet og til demonstrationerne, men de tog aldrig skridtet fra revolutionær tale til revolutionær handling. Siden hen er de blevet etablerede samfundsborgere som intellektuel debattør, selvstændig eller biskop. Dertil kommer advokaten Andreas og den unge venstreaktivist Marco, der håber at rekruttere Jörg til rollen som bannerfører for et nyt oprør mod kapitalismen.

Det er svært at have sympati med Jörg, der ikke har fortrudt sine handlinger, men det er med til at skærpe diskussionen om terrorismen og dens metoder, at han står ved dem. Alligevel er spørgsmålet, om vi overhovedet er i stand til at forstå venstreradikalismen eller andre åndelige strømninger i fortiden. Efter et velovervejet forsvar for kampen mod den voldelige statsmagt kommer følgende formulering:

”De fleste lyttede skamfuldt; Jörg talte, som man talte for tredive år siden, det var pinligt.” (S. 203, min oversættelse) Med andre år eksisterer den diskurs, der gjorde det meningsfuldt for nogle at blive terrorister og for mange flere at tale om ’amerikansk imperialisme’, ’kapitalistsvin’ og ’politifascisme’ ikke mere. Vi kan stadig fordømme terroristernes handlinger – men kan vi forstå dem og kan fortiden bruges til at forhindre ny terror, når tidsånden er forandret?

I kraft af sit tema er Das Wochenende dybt interessant, men som roman er den ikke helt vellykket. I Der Vorleser formåede Schlink at bruge en kærlighedshistorie til at gøre kz-vagterne vedkommende og menneskelige. Her er der tendens til, at personerne repræsenterer bestemte positioner i debatten, og derfor virker nogle af dem lidt konstruerede. ( )