Det er store ord, der sættes på bogen og forfatteren, der ifølge bagsideteksten ”ofte kaldes faderen til den moderne afrikanske litteratur”. Det er jo ikke så lidt – og det afhænger selvfølgelig også af, hvordan man afgrænser Afrika, for den nordafrikanske litteratur har selvfølgelig andre og dybere rødder end 1958, der er romanens udgivelsesår – men den er altså stadig værd at læse.

Historien handler om briternes kolonisering af Nigeria omkring år 1900. Okonkwo er en stolt og stærk mand, der bryder med arven efter sin mislykkede far og ved hjælp af sammenbidt, hårdt arbejde bliver en stor mand i sin stamme. Han tror på og lever med traditionerne, så da missionærerne kommer for at lave det hele om, er han en af dem, der argumenterer klarest for, at man skal kæmpe imod.

Romanen er delt i tre dele, og den følger den klassiske dannelsesromans hjemme-ude-hjemme struktur. Den første og største del foregår i det traditionelle nigerianske samfund. Okonkwos liv i Umuofia er præget af fremgang, men også af voldsomme begivenheder. Mest gribende er skildringen af drengen Ikemefuna, der bliver givet i bod fra en anden stamme og placeret i Okonkwos familie. Hurtigt bliver han bedste venner med sønnen Nwoye og alt tegner lyst – indtil gudernes vrede rammer byen, og det besluttes alligevel at ofre gidslet som blodoffer.

Achebe lægger i det hele taget ikke fingrene imellem i forhold til det klassiske stammesamfund. Selvom han gerne vil redde dets skikke og opbygning fra glemslen – hvilket til tider giver romanen et antropologisk, forklarende skær – så præsenterer han også skyggesiderne. Tvillinger slås rutinemæssigt ihjel ved fødslen som en fornærmelse mod naturens orden, de konstante stammekrige er også hovedjægernes højsæson osv.

I anden del må Okonkwo drage i eksil med sin familie, fordi han ved et uheld har dræbt et andet medlem af stammen. Her møder han for første gang de kristne missionærer, der efterhånden etablerer sig i området. Hånd i hånd med missionærerne kommer administratorerne og hæren, og der er ingen tvivl om, at der bag præsterne står en jernnæve. En af de andre stammer udslettes brutalt, da de har slået en missionær ihjel.

Okonkwo hader dem, men for andre tilbyder de nye muligheder. De udstødte får pludselig værdi, fordi kirken ikke regner dem for mindre, og andre ser også en chance i den nye tro. Mest smertefuldt for Okonkwo er det, at Nwoye, som han opfatter som svag og en dårlig søn, slutter sig til de kristne. Han er en af dem, der trives bedre i den nye tro, og det er netop Achebes pointe, at forandringen ikke bare er god eller dårlig. Den er undertrykkende og befriende på en og samme tid. Det afhænger af perspektivet.

For Okonkwo er det dårligt. Da familien vender tilbage til Umofia, er hans verden allerede ved at gå under. Skal de kæmpe mod umulige odds eller indordne sig under tingenes nye tilstand? Inden længe bliver han tvunget til at vælge, og for ham er det i virkeligheden ikke et valg. Hans værdier er knyttet til traditionerne, og hvis de ikke kan overleve, så er der heller ingen plads til Okonkwo længere.

Romanen er fortjent en klassiker, men det er også et værk, der vil lidt for meget. Der er både en næsten antropologisk præsentation af det gamle samfund, dannelsesromanens ramme og et forsøg på at nuancere billedet af det britiske kolonistyre. Det svækker karakterskildringen og fortællingen lidt, men Alt falder fra hinanden er stadig en god og anbefalelsesværdig læseoplevelse. ( )