The Hunger Games (The Hunger Games, #1) (udgave 2010)

Litteraturen er fuld af dystopier, altså fortællinger om, hvor meget verden kunne være af lave. Typisk placeres de dystre samfund i en ikke alt for fjern fremtid, og som regel skabes de ved at rendyrke typiske træk i tiden.

Sådan er det også i Dødsspillet. USA er gået under i et ikke nærmere beskrevet kaos, og på ruinerne er opstået landet Panem. Det regeres fra Capitol i Rocky Mountains, og hovedstadens luksus bygger på en massiv undertrykkelse og udbytning af de tolv distrikter. De holdes skarpt adskilt og skal hvert år bringe et blodoffer: En dreng og en pige fra hvert distrikt udvælges og tvinges til at kæmpe til kun en overlevende står tilbage.

Det hele transmitteres live i TV, og i distrikterne har alle naturligvis pligt til at se deres venner og medborgere blive slagtet. Dødsspillet er åbenlyst et reality show, der er gået grassat. Deltagerne har mentorer, de gøres klar af stylister, de får karakterer og nogle af dem er ”ambisoner” – dvs. frivillige der har meldt sig til vanviddet for at opnå ære og berømmelse.

Kattua er 16 år og fra det usleste distrikt af dem alle. Hun har mistet sin far i en mineulykke, og hun har været nødt til at købe sig til mad mod at få ekstra lodder i dødsspilspuljen. Alligevel er det hendes lillesøster Prim, der bliver udtaget, og da det sker melder hun sig straks som frivillig for at tage hendes plads. Mest af alt ligner det en dødsdom, men Kattua er både snedig og trænet i jagt og overlevelse. Problemet er: Hvordan kan et godt menneske vinde dødsspillet uden at ødelægge sig selv?

Der er noget fundamentalt spændende over et udskillelsesløb. Uanset hvor talentfulde eller talentløse en gruppe håbefulde amatører er, så er intrigerne og uafvendeligheden fascinerende. Det driver også fortællingen i Dødsspillet frem. Volden er ikke udpenslet, men den alt for tidlige død er og bliver et grundvilkår, og Collins er god til at antyde de mange forskellige strategier og udviklingsmuligheder i spillet ved at fortælle om de tidligere år.

Persontegningen trækker til gengæld lidt ned. De fleste personer er endimensionelle, og det gælder også den urimeligt handlekraftige Kattua. Jeg kunne bedst lide Peeta, der måske / måske ikke er en følsom fyr og Haymitch, deres fordrukne vejleder.

Dødsspillet var underholdende, og jeg læste den hurtigt og interesseret. Spørgsmålet er ikke om Kattua overlever – spørgsmålet er, hvordan hun gør det, og det er her, Collins viser fantasifuldhed. ( )

Reality: http://www.faktalink.dk/titelliste/real/?searchterm=reality
Lån filmen: http://www.pallesgavebod.dk/film/the-hunger-games
Om filmen: http://goo.gl/0HHhL
Om universet:http://da.wikipedia.org/wiki/D%C3%B8dsspillet
Overlevelse: http://goo.gl/e3ez5
Mød forfatteren: http://www.youtube.com/watch?v=FH15DI8ZW14
Læs også: http://www.pallesgavebod.dk/boeger/uglies
Næste bog: Fra forlag