Meget fin bog, hvor barndom og alderdom samles i ensomt liv på landet med tilbageblik ( )

I en øde sæterhytte sidder den gamle mand Trond og tænker på den fjerne fortid, i sommeren 1948, hvor han og faderen befandt sig samme sted, i en idyllisk sommer, som fik en brat afslutning

Man går til Per Pettersons roman ’Ud at stjæle heste’ med enorme forventninger – og måske også en lille smule skepsis. Kan den virkelig leve op til foromtalen, eller er de mange priser bare udtryk for hype; at bogen har fanget en tone i tiden og skabt sin egen lavine af positiv omtale. Lad det være sagt med samme: I dette tilfælde er roserne velfortjente.

Trond, romanens jeg-fortæller, er efter sin kones død flyttet ud i en lille bygd, hvor han har tænkt sig at bruge resten af livet på at sætte huset i stand, gå ture med hunden Lyra, læse Dickens og i øvrigt passe sig selv. Parallelt hermed følger vi hans erindring om den sommer i 1948, hvor han også tilbragte ferien ude på bøhlandet sammen med sin far. Det, der starter som en klassisk skildring af muntert drengeliv med Trond og kammeraten Jon i hovedrollerne, viser sig snart at udvikle sig dramatisk, da en pludselig tragedie og senere krigens skygger langsomt læner sig ind over de to drenges familier.

Om Tronds liv i de 50 år mellem romanens to tidsplaner hører vi ikke meget. Historien omkranser således hans voksenliv, og mens ungdomsminderne udfolder overgangen fra dreng til voksen med sit uundgåelig tab af uskyld, oprør mod forældrene og overtagelse af ansvar, så afdækker nutidshistorien overgangen fra voksenlivet til alderdommen, den alder, hvor ambitionen om at nå mere med livet er forbi, og det bare skal leves, så som det nu kan, når ens kæreste er død, og man har fået et anstrengt forhold til andre mennesker.

Pettersons klasse viser sig ved, han tilsyneladende helt ubesværet udfolder historien, så den bliver elementært spændende, samtidigt med at han skriver i et blændende sprog, som på en gang er poetisk, ladet med betydning og helt ligetil – og det er naturligvis den sidste del, der er det sværeste. Hvor tit har man ikke set, at det bliver tungt og opstyltet, når forfattere vil give det på overfladen udramatiske hverdagsliv en mening ud over det rent umiddelbare, men her ER man virkelig ude i den norske natur, man hører elven strømme, ilden knitre i pejsen og mærker duften af nyslået græs i næsen. Vi lever med, når hormonerne raser i Tronds krop ved synet af malkepigen i den årle morgenstund, og vi føler som ham, når dybderne bag faderens maskuline ideal langsomt afsløres.

Lad mig give et eksempel på tonen: ”Det var duften af nyfældet tømmer. Den bredte sig fra vejen til elven, den fyldte luften og drev over vandet og trængte sig ind alle vegne og gjorde mig svimmel og ør i hovedet. Jeg var midt i det hele. Jeg lugtede af harpiks, mit tøj lugtede, og mit hår lugtede, og min hud lugtede af harpiks når jeg lå i køjen og sov om natten. Jeg faldt i søvn med den og vågnede med den og kunne mærke den hele dagen. Jeg VAR skov.” (84)

Der er ikke så meget mere at sige: Læs bogen før din nabo – det vil du ikke fortryde. ( )

Bør læses ordentligt. Store, glubske bidder. Ikke små tøsenip, som jeg kom for skade at indtage med. Jeg tror at de få, store haps vil klæde forståelsen af de forskellige tidslinjer og personskæbner, som Petterson ruller ud. Der ér gode historier undervejs - men kittet, som sagt, røg fløjten for mig. Jeg finder mig snart en solrig sæter med flod flydende mod Sverige og tømmerstakke, heste og løbske hunde - og så denne bog. Rejser mig ikke førend bogen er færdig, eller en tysk patrulje kommer forbi. ( )