På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
In this work of history, science and politics, Richard Rhodes, the Pulitzer Prize-winning author of The Making of the Atomic Bomb, tells for the first time the secret story of how and why the hydrogen bomb was made; traces the path by which "the Bomb," the supreme artifact of twentieth-century science and technology, became the defining issue of the Cold War; and reveals how close the world came to nuclear destruction before the United States and the former Soviet Union learned the lesson of nuclear stalemate - a stalemate, Rhodes makes clear, that forced the superpowers to tenuous truce for more than four decades, in the end bankrupting and destroying the Communist state and foreclosing world-scale war. From the day in September 1941 when the first word of Anglo-American atomic-bomb research arrived in Moscow via Soviet espionage to the week of the 1962 Cuban missile crisis when Curtis LeMay goaded President Kennedy to attack the USSR with everything in the US arsenal, this book is full of unexpected - and sometimes hair-raising - revelations based on previously undisclosed Soviet as well as US sources.… (mere)
Indeholder "Preface to the Sloan Technology Series", "Proloue: Deliveries", "Part One: A Choice between Worlds", "1. 'A Smell of Nuclear Powder'", "2. Diffusion", "3. 'Material of Immense Value'", "4. A Russian Connection", "5. 'Super Lend-Lease'", "6. Rendezvous", "7. 'Mass Production'", "8. Explosions", "9. 'Provide the Bomb'", "10. A Pretty Good Description", "Part Two: New Wapons Added to the Arsenals", "11. Transitions", "12. Peculiar Sovereignties", "13. Changing History", "14. F-1", "15. _Modus Vivendi_", "16. Sailing Near the Wind", "17. Getting Down to Business", "18. 'This Buck Rogers Universe'", "19. First Lightning", "20. 'Gung-ho for the Super'", "Part Three: Scorpions in a Bottle", "21. Fresh Horrors", "22. Lessons of Limited War", "23. Hydrodynamic Lenses and Radiation Mirrors", "24. Mike", "25. Powers of Retaliation", "26. In the Matter of J. Robert Oppenheimer", "27. Scorpions in a Bottle", "Epilogue: The Gradual Removal of Prejudices", "Acknowledgments", "Notes", "Glossary of Names", "Bibliography", "Index".
Luis Alvarez er med til at lave bomben og flyver med over Hiroshima. Stort set samtidig starter a-våben kapløbet mellem USA og Sovjet. I 1939 er teorien ved at tage form, man kan måske lave bomber med hurtig fission og Uran-235 og/eller reaktorer med Uran-238. Stalin slagter løs, men skåner nok til at kunne lave a-bomber. Russerne er dygtige, men er hele tiden bagud fordi de mangler penge, folk og adgang til amerikanernes og englændernes forskning. Takket være spioner, specielt Klaus Fuchs, får de dog alligevel store dele af forskningen foræret, men hele tiden på bagkant, så fx finder de først ud af at grafit/naturligt uran er en mulighed (og dermed plutoniumfremstilling), mange måneder efter at Fermi har den første pile kørende. Under Lend/Lease aftalen får de enorme mængder af amerikansk teknologi foræret, vi snakker ugentlige flyladninger og hele skibe lastet med dokumenter. Samtidig kører Stalin en-gros forretning på spionage og det er ingen overraskelse for ham, da Truman fortæller om bomben. Fx ved russerne alt om initiatorens design med 5 curie polonium indeni. Efter krigen er Sovjet på ca halv styrke i forhold til før krigen. Stalin giver ordre til at skaffe ham bomben. Han satser på at bygge en tro kopi af den amerikanske bombe. Russerne fandt 130 tons uranmalm i Tyskland og USA og Sovjet havde dermed delt alt hvad tyskerne havde skaffet sig af malm. Igor Kurchatov er i spidsen af projektet med Beria som garant for at skaffe hvad skaffes skal. Kurchatov/Beria er samme konstruktion som Oppenheimer/Groves i USA. USA/Sovjet kommer hurtigt på kant efter sejren over Hitler. Den 5. marts 1946 holder Winston Churchill sin berømte "Sinews of Peace" tale. Amerikanerne har udgivet en rapport, Smyth-rapporten, som beskriver store dele af processen, men russerne forsøger at malke Niels Bohr for flere detaljer helt uden held. I 1934 havde Ernest Rutherford, Marcus Oliphant og Paul Hartteck opdaget og beskrevet deuteriumkerners kollision med tungt vand, hvilket gav en fusionsreaktion. Når man først har en fissionbombe er der nærliggende at se om den kan lave temperaturer på 100 millioner grader og dermed lave fusion i større stil end blot nogle enkelte kerner. Allerede i september 1941 får Enrico Fermi ideen til en super og diskuterer det med Edward Teller. Et gram deuterium omdannet til helium giver samme energi som 150 tons TNT. 12 kilogram flydende deuterium giver så en 1 megaton. Teller gør brintbomben til sit livs projekt. Det er meget kompliceret at regne på hvad der sker i en brintbombe. Heldigvis er ENIAC på banen fra starten af 1945. Von Neumann møder Herman Goldstine på en perron i Aberdeen, Maryland i 1944, og de kommer til at snakke om ENIAC. I vinteren 1944/1945 skriver von Neumann en 101-sider rapport om computere generelt og får lagt en masse grundprincipper fast. Brintbomben er anderledes end fissionsbomben, for den brænder bare så længe, der er brændstof. Stjernerne viser jo klart at der ikke er nogen særlig begrænsning på hvor stor man kan lave en bombe. Allerede i 1946 forudsiger forskerne at en brintbombeeksplosion nærmere kan sammenlignes med naturkatastrofer som 1906-jordskælvet i San Francisco eller Krakatoa (Krakatau) i 1883. Teller overvejer også alvorligt om der er en risiko for at starte en kædereaktion i atmosfæren. Undervejs dukker der også mange ideer op til at forbedre fissionsbomber. I 1946 stopper USA med at give fødevarehjælp til Sovjet selv om der er udbredt hungersnød ovenpå en tørkeramt høst. Samme år brugte Sovjet ca 270 millioner rubler på a-våben programmet. Imens laver USA stadig atombomber, men de er mildt sagt ikke operative. USA tester et par bomber mod skibe ved Bikini, men luftvåbenet insisterer på at bruge deres egne fejlbehæftede tal og rammer ved siden af. Imens har Igor Kurchatov travlt med at lave plutonium i reaktor F-1. Det når kritisk masse 25 december 1946. Imens har amerikanerne faktisk præcis 0 bomber klar til brug. Og Hanford reaktorerne havde fået Wigner's sygdom, dvs neutronflux havde fået dem til at svulme op, så de ikke kunne bruges på fornuftig vis. Våbenkapløbet fortsætter. Edward Teller mener ikke at et lagkagedesign virker, for det kan ikke lave bomber i megatonklassen. Stanislaw Ulam og Edward Teller får en god ide med strålingskompression, hvor en fissionsbombe vha røntgenstålingsflux tænder fusionsdelen, der kan placeres lidt væk. Man laver også eksperimenter med forstærkede fissionsbomber, fx George på 225 kiloton, hvor de ca 25 kom fra mindre end 1 ounce tritium. Greenhouse på 45,5 kiloton hvor halvdelen kom fra en DT-gas. Peter Kapitza var i 1930'erne i Cambridge og lavede nogle virkelig elegante maskiner til at producere flydende brint, helium, kvælstof etc, så amerikanerne var urolige for hvad han mon lavede for russerne, efter at han tog tilbage til dem. I 1952 laver amerikanerne en Ivy Mike (M for megaton) og en Ivy King (K for kiloton) prøvesprængning ved Eniwatok. Mike er en stationær bombe, for den er meget upraktisk med flydende tritium og deuterium, men King kan transporteres med fly. De gætter på at Mike vil give 5 megaton, men måske helt op til 50 eller 90 megaton. Testen er timet med præsidentvalget, så den første brintbombe i megatonstørrelse er lavet under Truman, mens Eisenhower kommer til at hænge på den nye opfindelse. Vannevar Bush synes det er en rigtig dårlig ide. Truman vil ikke stoppe testen, men lader vide at det vil være fint, hvis tekniske vanskeligheder udskyder testen. Eniwetok blev erobret fra japanerne i februar 1944 og reserveret til testformål. 1948 Sandstone, 1949 Greenhouse og 1952 Ivy. Mere end 500 målestationer overvågede Mike testen. Nogle af dem bare en skive af eksotiske metalskiver til at måle neutronstrålingens virkninger på, nogle af dem større bunkeranlæg. Udover Mike pølsen var den særeste konstruktion en 2.5 x 2.5 x 2700 m lang krydsfinertunnel fyldt med heliumballoner - tyve tusinde 100-kilos flasker! Krause-Ogle kassen ledte neutron- og gamma-stråling videre til Bogon, så man kunne måle præcist på starten af fission- og fusion-processerne. Bogon-bunkeren ville sikkert blive beskadiget af bomben, så måleresultaterne blev transmitteret live til den næste bunker i kæden. Fissionsbomben bliver skiftet fra en plutonium version til en med mere uran i for at mindske risikoen for at fissionen starter for tidligt. Man brugte 92 detonatorer (for at slippe for det meget større cirkus med sprængstof "linser"). Det var vigtigt, fordi strålingen fra fissionsbomben skal tænde den store termoflaske med deuterium og tritium og jo mindre irrelevant stof imellem, jo bedre. Mike virker perfekt. Fissionsbomben tænder og nogle få mikrosekunder senere tænder røntgenstrålingen for fusionsbomben. Se side 506. Ildkuglen er mere end 5 km i diameter. Til sammenligning var Hiroshima-bomben under 200 meter i diameter. Termoflasken var pakket ind i polyethylen og i midten var der et tændrør af plutonium. Nogle af neutronerne fra fusionen er 14 MeV og de kan sagtens spalte Uran-238, så der er også en god sjat Uran-238 brugt som indpakning. Fusionsprocesserne D+D, D+T, T+T, Li-6 + n, He-3 + D giver allesammen bidrag til bombens energi. D = H-2, T = H-3. To timer efter eksplosionen flyver Red Leader, et F-84 fly udstyret til prøveoptagning, igennem stilken på paddehatteskyen. Den er stadig rødglødende og piloten, oberst Meroney, skynder sig væk. 8 ud af de 10,4 megaton kom fra fission af U-238, så egentlig var Mike en fission-fusion-fission snavset bombe. På University of California kan man se på en seismograf at bomben virkede. 20 minutter fra eksplosion til seismografudsving i Berkeley. Pointen ved Mike-testen er at den viser hvordan man kan skalere uhindret opad. Rene fissionsbomber har formentlig en max-grænse ved ca 1 megaton. I 1953 dør Stalin og Lavrenti Beria bliver arresteret. Centralkomiteen bliver chokeret over at opdage at Beria havde gang i et projekt med at lave en russisk brintbombe. En masse papirer var underskrevet uden at Centralkomiteen eller regeringen vidste noget. USA henretter ægteparret Rosenberg i juni 1953. Julius Rosenberg dør hurtigt, men Ethel Greenglass Rosenberg overlever de første stød og dør først efter 4 1/2 minut. Beria bliver tilsvarende dømt i Moskva og bliver skudt i sin celle af general Pavel Batitsky. Den 12 august 1953 - efter en større evakuering af tusinder af folk fra Semi-palatinsk området - tester russerne deres lagkagebombe, Joe-4. Amerikanerne analyserer nedfald og kan rekonstruere bomben. Joe-4 var ca 400 kilotons og et godt gæt er at den højst kunne laves dobbelt så stor. I USA begynder McCartny og konsorter at sværte Robert Oppenheimer. Hans sikkerhedsgodkendelse bliver trukket tilbage. 1. marts 1955 tester USA den første lithium-deuterium brintbombe, Castle Bravo. Den bruger lithium beriget til ca 40 procent Li-6 og beregning på forhånd af størrelsen af eksplosionen overså at de 60 procent Li-7 også ville tænde. Den bliver på 15 megatons og dermed den største USA nogensinde testede. Ildkuglen er 6 kilometer i diameter og tager også den nærmeste testbunker med i købet. Nogle af videnskabsfolkene er på et skib 45 kilometer væk og får nedfald på sig. Fx Marshall Rosenbluth, der får 10 rad. En japansk fiskerbåd og indfødte på Rogelap, Ailinginae og Utirik får også nedfald i dødsensfarlige mængder at føle. Castle Romeo er også meget større end beregnet med 11 megatons. Flere andre tests giver interessante resultater, fx Nectar der vejede under 4 tons og gav 1,69 megaton sprængkraft. Det amerikanske luftvåben bruger a-våbnene som løftestang til at få større bevillinger og enkelte mener faktisk at de kan vinde en krig. Power og LeMay er iblandt dem og det er ikke rar læsning at se hvordan de ville have håndteret Cuba-krisen.
Glimrende og til tider meget spændende bog. Kapitsa har mod og mandshjerte nok til at kritisere Beria og klage til Stalin over ham. ( )
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Fundamentally, and in the long run, the problem which is posed by the release of atomic energy is a problem of the ability of the human race to govern itself without war: A Report of a Panel of Consultants on Disarmament of the Secretary of State, January 1953
Tilegnelse
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
For Arthur L. Singer, Jr.
Første ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Early in January 1939, nine months before the outbreak of the Second World War, a letter from Paris alerted physicists in the Soviet Union to the startling news that German radiochemists had discovered a fundamental new nuclear reaction.
Citater
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Nor did the two nations ever again directly confront each other.
In this work of history, science and politics, Richard Rhodes, the Pulitzer Prize-winning author of The Making of the Atomic Bomb, tells for the first time the secret story of how and why the hydrogen bomb was made; traces the path by which "the Bomb," the supreme artifact of twentieth-century science and technology, became the defining issue of the Cold War; and reveals how close the world came to nuclear destruction before the United States and the former Soviet Union learned the lesson of nuclear stalemate - a stalemate, Rhodes makes clear, that forced the superpowers to tenuous truce for more than four decades, in the end bankrupting and destroying the Communist state and foreclosing world-scale war. From the day in September 1941 when the first word of Anglo-American atomic-bomb research arrived in Moscow via Soviet espionage to the week of the 1962 Cuban missile crisis when Curtis LeMay goaded President Kennedy to attack the USSR with everything in the US arsenal, this book is full of unexpected - and sometimes hair-raising - revelations based on previously undisclosed Soviet as well as US sources.
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Google Books — Indlæser...
(4.05)
2
Luis Alvarez er med til at lave bomben og flyver med over Hiroshima. Stort set samtidig starter a-våben kapløbet mellem USA og Sovjet. I 1939 er teorien ved at tage form, man kan måske lave bomber med hurtig fission og Uran-235 og/eller reaktorer med Uran-238. Stalin slagter løs, men skåner nok til at kunne lave a-bomber. Russerne er dygtige, men er hele tiden bagud fordi de mangler penge, folk og adgang til amerikanernes og englændernes forskning. Takket være spioner, specielt Klaus Fuchs, får de dog alligevel store dele af forskningen foræret, men hele tiden på bagkant, så fx finder de først ud af at grafit/naturligt uran er en mulighed (og dermed plutoniumfremstilling), mange måneder efter at Fermi har den første pile kørende.
Under Lend/Lease aftalen får de enorme mængder af amerikansk teknologi foræret, vi snakker ugentlige flyladninger og hele skibe lastet med dokumenter.
Samtidig kører Stalin en-gros forretning på spionage og det er ingen overraskelse for ham, da Truman fortæller om bomben. Fx ved russerne alt om initiatorens design med 5 curie polonium indeni.
Efter krigen er Sovjet på ca halv styrke i forhold til før krigen. Stalin giver ordre til at skaffe ham bomben. Han satser på at bygge en tro kopi af den amerikanske bombe. Russerne fandt 130 tons uranmalm i Tyskland og USA og Sovjet havde dermed delt alt hvad tyskerne havde skaffet sig af malm.
Igor Kurchatov er i spidsen af projektet med Beria som garant for at skaffe hvad skaffes skal. Kurchatov/Beria er samme konstruktion som Oppenheimer/Groves i USA.
USA/Sovjet kommer hurtigt på kant efter sejren over Hitler. Den 5. marts 1946 holder Winston Churchill sin berømte "Sinews of Peace" tale.
Amerikanerne har udgivet en rapport, Smyth-rapporten, som beskriver store dele af processen, men russerne forsøger at malke Niels Bohr for flere detaljer helt uden held.
I 1934 havde Ernest Rutherford, Marcus Oliphant og Paul Hartteck opdaget og beskrevet deuteriumkerners kollision med tungt vand, hvilket gav en fusionsreaktion.
Når man først har en fissionbombe er der nærliggende at se om den kan lave temperaturer på 100 millioner grader og dermed lave fusion i større stil end blot nogle enkelte kerner. Allerede i september 1941 får Enrico Fermi ideen til en super og diskuterer det med Edward Teller. Et gram deuterium omdannet til helium giver samme energi som 150 tons TNT. 12 kilogram flydende deuterium giver så en 1 megaton. Teller gør brintbomben til sit livs projekt. Det er meget kompliceret at regne på hvad der sker i en brintbombe. Heldigvis er ENIAC på banen fra starten af 1945. Von Neumann møder Herman Goldstine på en perron i Aberdeen, Maryland i 1944, og de kommer til at snakke om ENIAC. I vinteren 1944/1945 skriver von Neumann en 101-sider rapport om computere generelt og får lagt en masse grundprincipper fast.
Brintbomben er anderledes end fissionsbomben, for den brænder bare så længe, der er brændstof. Stjernerne viser jo klart at der ikke er nogen særlig begrænsning på hvor stor man kan lave en bombe. Allerede i 1946 forudsiger forskerne at en brintbombeeksplosion nærmere kan sammenlignes med naturkatastrofer som 1906-jordskælvet i San Francisco eller Krakatoa (Krakatau) i 1883. Teller overvejer også alvorligt om der er en risiko for at starte en kædereaktion i atmosfæren.
Undervejs dukker der også mange ideer op til at forbedre fissionsbomber.
I 1946 stopper USA med at give fødevarehjælp til Sovjet selv om der er udbredt hungersnød ovenpå en tørkeramt høst. Samme år brugte Sovjet ca 270 millioner rubler på a-våben programmet. Imens laver USA stadig atombomber, men de er mildt sagt ikke operative.
USA tester et par bomber mod skibe ved Bikini, men luftvåbenet insisterer på at bruge deres egne fejlbehæftede tal og rammer ved siden af.
Imens har Igor Kurchatov travlt med at lave plutonium i reaktor F-1. Det når kritisk masse 25 december 1946.
Imens har amerikanerne faktisk præcis 0 bomber klar til brug. Og Hanford reaktorerne havde fået Wigner's sygdom, dvs neutronflux havde fået dem til at svulme op, så de ikke kunne bruges på fornuftig vis.
Våbenkapløbet fortsætter. Edward Teller mener ikke at et lagkagedesign virker, for det kan ikke lave bomber i megatonklassen. Stanislaw Ulam og Edward Teller får en god ide med strålingskompression, hvor en fissionsbombe vha røntgenstålingsflux tænder fusionsdelen, der kan placeres lidt væk.
Man laver også eksperimenter med forstærkede fissionsbomber, fx George på 225 kiloton, hvor de ca 25 kom fra mindre end 1 ounce tritium.
Greenhouse på 45,5 kiloton hvor halvdelen kom fra en DT-gas.
Peter Kapitza var i 1930'erne i Cambridge og lavede nogle virkelig elegante maskiner til at producere flydende brint, helium, kvælstof etc, så amerikanerne var urolige for hvad han mon lavede for russerne, efter at han tog tilbage til dem.
I 1952 laver amerikanerne en Ivy Mike (M for megaton) og en Ivy King (K for kiloton) prøvesprængning ved Eniwatok. Mike er en stationær bombe, for den er meget upraktisk med flydende tritium og deuterium, men King kan transporteres med fly.
De gætter på at Mike vil give 5 megaton, men måske helt op til 50 eller 90 megaton. Testen er timet med præsidentvalget, så den første brintbombe i megatonstørrelse er lavet under Truman, mens Eisenhower kommer til at hænge på den nye opfindelse. Vannevar Bush synes det er en rigtig dårlig ide. Truman vil ikke stoppe testen, men lader vide at det vil være fint, hvis tekniske vanskeligheder udskyder testen. Eniwetok blev erobret fra japanerne i februar 1944 og reserveret til testformål. 1948 Sandstone, 1949 Greenhouse og 1952 Ivy.
Mere end 500 målestationer overvågede Mike testen. Nogle af dem bare en skive af eksotiske metalskiver til at måle neutronstrålingens virkninger på, nogle af dem større bunkeranlæg. Udover Mike pølsen var den særeste konstruktion en 2.5 x 2.5 x 2700 m lang krydsfinertunnel fyldt med heliumballoner - tyve tusinde 100-kilos flasker! Krause-Ogle kassen ledte neutron- og gamma-stråling videre til Bogon, så man kunne måle præcist på starten af fission- og fusion-processerne. Bogon-bunkeren ville sikkert blive beskadiget af bomben, så måleresultaterne blev transmitteret live til den næste bunker i kæden.
Fissionsbomben bliver skiftet fra en plutonium version til en med mere uran i for at mindske risikoen for at fissionen starter for tidligt. Man brugte 92 detonatorer (for at slippe for det meget større cirkus med sprængstof "linser"). Det var vigtigt, fordi strålingen fra fissionsbomben skal tænde den store termoflaske med deuterium og tritium og jo mindre irrelevant stof imellem, jo bedre.
Mike virker perfekt. Fissionsbomben tænder og nogle få mikrosekunder senere tænder røntgenstrålingen for fusionsbomben. Se side 506.
Ildkuglen er mere end 5 km i diameter. Til sammenligning var Hiroshima-bomben under 200 meter i diameter.
Termoflasken var pakket ind i polyethylen og i midten var der et tændrør af plutonium. Nogle af neutronerne fra fusionen er 14 MeV og de kan sagtens spalte Uran-238, så der er også en god sjat Uran-238 brugt som indpakning. Fusionsprocesserne D+D, D+T, T+T, Li-6 + n, He-3 + D giver allesammen bidrag til bombens energi. D = H-2, T = H-3.
To timer efter eksplosionen flyver Red Leader, et F-84 fly udstyret til prøveoptagning, igennem stilken på paddehatteskyen. Den er stadig rødglødende og piloten, oberst Meroney, skynder sig væk. 8 ud af de 10,4 megaton kom fra fission af U-238, så egentlig var Mike en fission-fusion-fission snavset bombe. På University of California kan man se på en seismograf at bomben virkede. 20 minutter fra eksplosion til seismografudsving i Berkeley.
Pointen ved Mike-testen er at den viser hvordan man kan skalere uhindret opad. Rene fissionsbomber har formentlig en max-grænse ved ca 1 megaton.
I 1953 dør Stalin og Lavrenti Beria bliver arresteret. Centralkomiteen bliver chokeret over at opdage at Beria havde gang i et projekt med at lave en russisk brintbombe. En masse papirer var underskrevet uden at Centralkomiteen eller regeringen vidste noget.
USA henretter ægteparret Rosenberg i juni 1953. Julius Rosenberg dør hurtigt, men Ethel Greenglass Rosenberg overlever de første stød og dør først efter 4 1/2 minut. Beria bliver tilsvarende dømt i Moskva og bliver skudt i sin celle af general Pavel Batitsky.
Den 12 august 1953 - efter en større evakuering af tusinder af folk fra Semi-palatinsk området - tester russerne deres lagkagebombe, Joe-4. Amerikanerne analyserer nedfald og kan rekonstruere bomben. Joe-4 var ca 400 kilotons og et godt gæt er at den højst kunne laves dobbelt så stor.
I USA begynder McCartny og konsorter at sværte Robert Oppenheimer. Hans sikkerhedsgodkendelse bliver trukket tilbage.
1. marts 1955 tester USA den første lithium-deuterium brintbombe, Castle Bravo. Den bruger lithium beriget til ca 40 procent Li-6 og beregning på forhånd af størrelsen af eksplosionen overså at de 60 procent Li-7 også ville tænde. Den bliver på 15 megatons og dermed den største USA nogensinde testede. Ildkuglen er 6 kilometer i diameter og tager også den nærmeste testbunker med i købet. Nogle af videnskabsfolkene er på et skib 45 kilometer væk og får nedfald på sig. Fx Marshall Rosenbluth, der får 10 rad. En japansk fiskerbåd og indfødte på Rogelap, Ailinginae og Utirik får også nedfald i dødsensfarlige mængder at føle.
Castle Romeo er også meget større end beregnet med 11 megatons. Flere andre tests giver interessante resultater, fx Nectar der vejede under 4 tons og gav 1,69 megaton sprængkraft.
Det amerikanske luftvåben bruger a-våbnene som løftestang til at få større bevillinger og enkelte mener faktisk at de kan vinde en krig. Power og LeMay er iblandt dem og det er ikke rar læsning at se hvordan de ville have håndteret Cuba-krisen.
Glimrende og til tider meget spændende bog. Kapitsa har mod og mandshjerte nok til at kritisere Beria og klage til Stalin over ham. (