For Thomas Mann var der en modsætning mellem livet og kunsten. Som det siges klart i Tonio Kröger, kan den ægte kunst først blive til, når livet forkastes i eller i hvert fald holdes så meget i ave, at energien kan kanaliseres over i værket.

Hovedpersonen i Døden i Venedig er Gustav von Aschenbach – og det lille ”von” er værd at bide mærke i. Aschenbach har arbejdet sig op, ikke fra bunden, men fra en typisk borgerlig baggrund forfædre, der var embedsmænd og officerer, og da han som den første i slægten har taget springet ind i kunstens verden, endda med succes, har det endelig skaffet ham adelstitlen. Noget den unge Aschenbach ville have trukket på skuldrene af, men det betyder noget, nu hvor han er godt på den anden side af de 50.

Aschenbach var født med kejserriget, og han var på mange måder det nye, industrielle og borgerlige Tysklands besynger:
”Gustav Aschenbach var digteren for alle dem, der arbejder på randen af udmattelse, de overbebyrdede, de allerede udslidte, dem, som endnu kun lige holder sig oppe, alle disse flidens moralister, der, trods deres spinkle vækst og begrænsede evner, i kraft af viljestyrke og klog forvaltning i det mindste en tid lang kan tage sig store ude. Der er mange af dem, de er tidsalderens helte. Og de genkendte alle sig selv i hans værk, de følte sig bekræftet, opløftet og besunget, de var taknemmelige, og de lovpriste hans navn.” (s. 374-75)

Sådan er Aschenbach også. Han lever et disciplineret liv, står tidligt op, arbejder målrettet, passer sin korrespondance og gør ellers ikke stort væsen af sig. Konen døde ung, døtrene er for længst gift og længslerne holdes omhyggeligt tøjlede til det kunstneriske virke.

Og dog: Mærker han ikke en mangel, et behov for et lille eventyr og lidt adspredelse for at lade batterierne op til nye bedrifter?

Aschenbach pakker sommerkufferten og rejser mod Adriaterhavet. I første omgang mod Pula, men snart ender han i Venedig, der ligger som en drømmeby midt i vandet og lokker men sin hemmelige og semi-orientalske atmosfære.
Her sker miraklet: Den så rationelle Aschenbach ser den purunge og gudesmukke Tadzio på stranden. Drengen er vel 14 år og på ferie med sin polske familie. Aschenbach iagttager ham i smug, og inden længe ignorerer han alle advarselstegn. Hans ubehag ved luften, mindet om hans sidste besøg, der også endte med sygdom, og de stadigt mere påtrængende rygter om en smitsom epidemi i byen. Han kan ikke rejse. Han kan ikke advare Tadzios familie. Han kan blot synke længere og længere ned i sin fascination og sin søgen mod umulige kærlighed.

”Han kastede sig ned på en bænk, ude af sig selv indåndede han planternes natlige dufte. Og lænet tilbage, med hængende arme, overvældet og flere gange gysende, hviskende al længsels faste formel: - Umulig her, absurd, forkastelige, latterlig og dog hellig, agtværdig selv her: ”Jeg elsker dig!” (s. 410)

Aschenbach er en fascinerende skikkelse. Han er genkendelig i Manns fremstilling, og det er frygtindgydende at følge, hvor hurtigt og fuldstændigt han overvældes af de nye impulser og følelser. Sproget er smukt og levende, den måde, hvorpå Aschenbach spejler sig i den antikke tradition og på én gang er i stand til og ude af stand til at se sig selv klart, er skræmmende. Døden i Venedig er med rette en klassiker. ( )