England, ca 1926
Dr. Maracot har en teori om at trykket ikke stiger med havdybden. Han udstyrer en ekspedition og lader sig og Scanlan og Cyrus J. Headley sænke i dybet fra skibet Stratford, dog kun 600 meter ned på en bjergryg, der omkranser et vældigt dyb, som han beskedent kalder Maracot dybet.
Et stort krebsdyr tiltrækkes af lyset fra dykkerklokken og klipper kablerne over, så de ryger ned på bunden. Det er held i uheld, for her genfinder de det sunkne Atlantis og opdager at trykket er til at holde ud og at Atlantis folket har etableret sig komfortabelt i dybet. Maracot bliver venligt modtaget, men får ikke vist alt frem, så de må snige sig lidt rundt for at finde en Molok eller Baal statue, der stadig ser ud til at være i brug. I nærheden møder de også Pallas Athene som er gudinde for de græske krigsfanger, Atlantis folket har taget med i dybet. Det er heldigt for Maracot kan snakke klassisk græsk med dem omend det er svært at gøre sig forståelig.
Der er forresten ikke mørkt, for havbunden er dækket af fosforiserende dynd. De får et chok da de opdager vraget af Stratford, som er forlist i en cyklon. Efter at have begravet kaptajn Howie og de to styrmænd i havbunden, bjerger de skibets logbog og funderer over det ironiske i at kaptajnen troede at de var omkommet i dybet.
Headley bliver kærester med lederen Manda's datter Mona og til slut stiger Maracot og de tre andre op vha en kugle af sejt glas og kommer tilbage til civilisationen.
Her beretter de om en kamp med Baal-Sela, som er en inkarnation af Djævelen. Da næsten alt håb er ude, beder Dr. Maracot til de højere magter og de hjælper ham.
Headley er også overbevist om reinkarnation og om at han og Mona har kendt hinanden tidligere.
De stiger op fra dybet og lever sikkert lykkeligt til deres dages ende.
Doyle er virkelig god til at dele historien op, så det virker naturligt at man stille og roligt får det hele at vide. ( )