Det er et smart greb, Uwe Timm benytter i sin kortroman fra 1993: Han kobler nemlig fortællingen om det tredje riges sammenbrud og grundlæggelsen af det moderne demokratiske Tyskland med opfindelsen af currywurst. Som det bemærkes i historien er currywursten en kombination af noget meget velkendt med noget meget eksotisk, noget meget tysk med noget udefrakommende.

”Schon möglich, sagte ich, aber bei der Currywurst ist es anders, schon der Name verrät es, er verbindet das Fernste mit dem Nächsten, den Curry mit der Wurst.” (s. 10)

Fortælleren er, som Uwe Timm selv, født i Hamburg i krigens første år, og han har tilbragt mange eftermiddage hos en tante, der boede i samme opgang som fru Brücker. Så længe han kan huske, har fru Brücker haft en currywurst-bod, og ikke nok med at hendes snittede pølse med karrysovs og karrypulver er bedre end alle andres, han er også overbevist om, at det i virkeligheden er hende, der har opfundet retten. Nu, hvor hun sidder blind på et plejehjem, skal det endelig afklares, og hun indvilliger i at fortælle ham, hvad der egentlig skete. Måske for at mindes, måske fordi det er rart at have selskab og en at tale med.

Fru Brückers historie fører læseren og fortælleren tilbage til krigens sidste dage. I slutningen af april var de allierede allerede trængt dybt ind i Tyskland, og alle vidste, at krigen var tabt. Ikke at man sagde det, selvfølgelig, for SS og Gestapo klyngede defaitister og desertører op til det sidste. Overvågningsnetværket var finmasket og husvagten Lammers holder øje med det meste.

Alligevel tager hun den unge soldat Bremer med hjem en aften. Han er på orlov, men skal næste dag møde op og sammen med gamlinge og drenge sendes ud for at stoppe de engelske kampvogne med upålidelige antitank-raketter. En dødsdom, altså, og uden at tænke nærmere over det, tilbyder hun at skjule ham til krigen er slut.

Hun er tyve år ældre end ham, men forelsker sig hovedkulds. Hun kan slet ikke forestille sig at miste ham, så da Hamburg overgiver sig til englænderne uden kamp, lader hun være med at fortælle ham det. I stedet bilder hun ham ind, at resterne af den tyske hær har allieret sig med vestmagterne og nu er i gang med en storoffensiv mod øst. For hvis hæren og staten stadig eksisterer, så er han jo stadig desertør og tvunget til at holde sig skjult. Bremers villighed til at tro på den revanchistiske fortælling er noget af det mest skræmmende ved bogen. Han har tilsyneladende intet lært, så på den måde bliver historien et forsvar for kravet om betingelsesløs kapitulation og gennemtvunget systemskifte.

Og undervejs bliver currywurst’en så opdaget. En velsmagende fusion mellem tysk og udenlandsk, mellem gammelt og nyt, opfundet i en endnu ikke genopbygget by, bygget på en umulig kærlighed, som er smuk, netop fordi den er umulig.

Timm er en god fortæller, og fru Brücker er en hovedperson med ben i næsen. Det var en fornøjelse at læse bogen, selvom man lidt får det indtryk, at både fru Brücker og Uwe Timm fortaber sig så meget i kærlighedsaffæren med Bremer, at opdagelsen nærmest bliver et vedhæng. ( )