HjemGrupperSnakMereZeitgeist
Søg På Websted
På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
Hide this

Resultater fra Google Bøger

Klik på en miniature for at gå til Google Books

D-Day, June 6, 1944 : the climactic battle…
Indlæser...

D-Day, June 6, 1944 : the climactic battle of World War II (original 1994; udgave 1994)

af Stephen E. Ambrose

MedlemmerAnmeldelserPopularitetGennemsnitlig vurderingOmtaler
2,951323,407 (4.13)22
Beretning om de allieredes landgang på Normandiets kyst den 6. juni 1944. Med talrige øjenvidneberetninger, interviews og kilder fokuserer bogen på indsatsen fra de tusindvis af menige soldater under den endelige invasion. FSV har også bogen på dansk "D-DAG, 6. juni 1944" ISBN: 8721019002.
Medlem:TonyWhitehead
Titel:D-Day, June 6, 1944 : the climactic battle of World War II
Forfattere:Stephen E. Ambrose
Info:New York : Simon & Schuster, c1994.
Samlinger:Dit bibliotek
Vurdering:*****
Nøgleord:Ingen

Detaljer om værket

D-Day June 6 1944: the Climatic Battle of World War II af Stephen E. Ambrose (1994)

Indlæser...

Bliv medlem af LibraryThing for at finde ud af, om du vil kunne lide denne bog.

Der er ingen diskussionstråde på Snak om denne bog.

» Se også 22 omtaler

Engelsk (27)  Italiensk (2)  Dansk (1)  Ungarsk (1)  Catalansk (1)  Alle sprog (32)
Indeholder "Acknowledgments", "Prologue", "1. The Defenders", "2. The Attackers", "3. The Commanders", "4. Where and When?", "5. Utilizing Assets", "6. Planning and Preparing", "7. Training", "8. Marshaling and Briefing", "9. Loading", "10. Decision to Go", "11. Cracking the Atlantic Wall : The Airborne into Normandy", "12. 'Let's get those bastards' : The Airborne Night Attack", "13. 'The Greatest Show Ever Staged' : The Air Bombardment", "14. A Long, Endless Column of Ships : The Naval Crossing and Bombardment", "15. 'We'll Start the War from Right Here' : The 4th Division at Utah Beach", "16. 'Nous Restons Ici' : The Airborne in the Cotentin", "17. Visitors to Hell : The 116th Regiment at Omaha", "18. Utter Chaos Reigned : The 16th Regiment at Omaha", "19. Traffic Jam : Tanks, Artillery, and Engineers at Omaha", "20. 'I Am a Destroyer Man' : The Navy at Omaha Beach", "21. 'Will You Tell Me How We Did This?' : The 2nd Ranger Battalion on D-Day Morning", "22. Up the bluff at Vierville : The 116th Regiment and 5th Ranger Battalion", "23. Catastrophe Contained : Easy Red Sector, Omaha Beach", "24. Struggle for the High Ground : Vierville, St.-Laurent, and Coleville", "25. 'It Was Just Fantastic' : Afternoon on Omaha Beach", "26. The World Holds Its Breath : D-Day on the Home Fronts", "27. 'Fairly Stuffed With Gadgets' : The British Opening Moves", "28. 'Everything Was Well Ordered' : The 50th Division at Gold Beach", "29. Payback : The Canadians at Juno Beach", "30. 'An Unforgettable Sight' : The British at Sword Beach", "31. 'My God, We've Done It' : The British Airborne on D-Day", "32. 'When Can Their Glory Fade?' : The End of The Day", "Glossary", "Endnotes", "Bibliography", "Appendix A: Veterans who contributed oral histories or written memoirs to the Eisenhower Center", "Index".

"Acknowledgments" handler om tak til Dr. Forrest Pogue og en stak folk fra The Eisenhower Center og hans kone, Moira.
"Prologue" handler om baggrunden. De første, der dør. Og om de over 5000 skibe og næsten 11000 fly. Og om at de allierede soldater er unge og kommer fra demokratier. Hitlers elitestyrker er ss-enheder, panzer og fallschirmjäger, men resten er en sørgelig blanding som skal forsvare en meget spredt, men betonforstærket kystlinie, der er sygt lang.
"1. The Defenders" handler om Hitlers besættelse af fortiden og hvordan han ser vestfronten som et større problem end østfronten, fordi han forestiller sig at kunne forhandle separatfred med russerne. I praksis ville en fejlslagen invasion nok snarere resultere i at atombomber vil begynde at regne ned over Tyskland i slutningen af 1945 end at England gav op og forhandlede fred. Men det kunne han jo ikke vide. Hans egen fejlbeslutning forhindrede også de teknologisk overlegne ME-262 i at blive produceret og sat ind, indtil det var meget for sent. Østfronten var utroligt dyr. Kamptropperne havde lidt permanente tab på ca 1 million mand ved udgangen af 1943. Derfor blev der hentet forstærkninger i andre lande, de såkaldte Øst-bataljoner. De er ikke så meget værd, men bliver brugt til at spæde vestfronten op med.
"2. The Attackers" handler om at de allierede har brug for overraskelsesmomentet. Hvis Hitler kunne koncentrere sine styrker, kunne han nemt slå en invasionsstyrke tilbage. Ambrose argumenterer stærkt for at det var teamwork, der slog tyskerne og at krigen ellers kunne have trukket ud i meget længere tid. Briterne og amerikanerne på hver deres måde, men dog i samarbejde.
"3. The Commanders" handler om Dwight D. Eisenhower og Erwin Rommel. Efter nederlag i Afrika trak Hitler Rommel til Tyskland og satte ham til at kigge på Atlantvolden. Eisenhower blev udpeget som leder af Operation Overlord af præsident Roosevelt, som egentlig hellere ville have haft George Marshall.
"4. Where and When?" handler om at Frederick Morgan bliver sat at planlægge "a full-scale assault against the Continent in 1944, as early as possible". Hans gruppe bliver kaldt COSSAC. De har masser af efterretningsdata på hele kysten, men ikke fx jordbundsforhold. Operation Fortitude går ud på at narre tyskerne og det lykkes fint. Tyskerne tror at de allierede kan mønstre 20 divisioner til at angribe ved Calais. Rommel tror også at invasionen vil komme ved højvande.
"5. Utilizing Assets" handler om at man både gerne vil bombe tyskerne ad helvede til og samtidig lade invastionen komme som en overraskelse. Englænderne er ikke indstillet på at bombe franske byer som forbedelse til invasionen, men franskmændene giver uden videre lov for de vil af med Hitler og så må omkostningerne blive så store som nødvendigt. Den franske modstandsbevægelse og SHAEF går i gang med at genere det franske jernbanesystem, men tyskerne er gode til at reparere. Men det sætter en bremse på udbygningen af kystforsvaret, fordi materialerne bliver besværlige at få frem. Tiger tanks brugte 2 gallons pr mile og vejede 63 tons. Både transporten af tanksene og deres forsyninger blev generet ret konstant.
"6. Planning and Preparing" handler om at planer er altafgørende og at Eisenhower ikke havde en plan B. D-Dag måtte og skulle være en succes og blev planlagt som sådan. Detailplanlægning blev sendt nedad i kommandokæden. Rommel havde ikke den mulighed, men var nødt til at sprede forsvaret. Heldigvis kunne han ikke få alle de miner og andet djævelskab i de ønskede kvantiteter. Han ønskede 11 millioner miner, men fik "kun" 6.5 million. (Og minerne er ikke vandtætte, så de er faktisk livsfarlige selv hvis man ikke er nærheden af dem). Rommel ville grave tanks ned på stranden, mens Guderian ville gemme dem i baglandet og angribe, når de allieredes forsyningslinier var strakt rigeligt langt. Rommel forudså at luftvåbnet ville gøre fremrykning umulig efter en invasion. Hitler giver dem begge for lidt og Rommel sætter sine tropper til at bygge forhindringer i stedet for at træne. I England gør Eisenhower et nummer ud af at alle, der finder fejl i planen, skal påpege dem.
"7. Training" handler om at slaget ved Kasserine passet i Tunesien i februar 1943 afstedkom store ændringer i organisering og træning og føring af de allierede styrker. Det var lige ved at gå helt galt fordi generalstab og førende officerer var alt for langt fra fronten. Eisenhower lærte lektien. Og de amerikanske styrker blev trænet godt inden de blev indsat. Queen Mary blev brugt som troppeskib og fragtede 10000 soldater pr tur. Den 2. oktober 1942 sejlede den en britisk krydser i sænk. Begge kaptajner troede at den anden ville undvige. 4290 tons Curacao tabte til 83000 tons Queen Mary og 332 døde. De amerikanske tropper synes at vejret, indkvarteringen og maden i England er lige ringe. Eisenhower gør en del ud af at se hvordan træningen går. Operation Tiger er træning i landgangsoperationer og et par tyske E-både kommer forbi og 749 soldater bliver dræbt. Træningen er hård og der er både sårede og dræbte, både ved ulykker og fordi man bruger skarp ammunition. I skarp modsætning til det regime, så holder tyskerne stort set ikke øvelser. 21. Panserdivision under Luck er en undtagelse. Tyskerne har også en ide om at det ikke er så slemt at overgive sig til englænderne som til russerne, så der er en tendens til ikke at slås alt for entusiastisk.
"8. Marshaling and Briefing" handler om at hobe ca 2 millioner mand op inden invasionen. Greenway House, som tilhørte Agatha Christie, var blevet overladt til den amerikanske flåde, der brugte det som hovedkvarter. Der er enorme mængder udstyr. Kun nogle få ved hvad der skal ske i detaljer. Bigot er sikkerhedsclearance over Top Secret. Bortset fra stednavne er briefingen af tropperne særdeles nøjagtig og efterretningerne om målområdet er præcise. Takket være Ultra ved de allierede præcis hvad tyskernes overkommando tænker.
"9. Loading" handler om at få læsset folk og materiel ombord. Brigadegeneral Theodore Roosevelt, Jr, ældste søn af præsident Theodore Roosevelt (1858-1919) og fætter til Franklin D. Roosevelt, vil med i første bølge og får lov. Han er 56 år gammel og har dårligt hjerte. Flåden har god mad og gode kokke, så soldaterne er tilfredse, ihvertfald indtil de kommer ud i rum sø. Tyskerne tror ikke at invasionen vil komme i de dage og general Dollman sætter et krigsspil op i Rennes og trækker alle højtstående officerer til det. Kun general Marcks tror at englænderne vil komme og hilse på hans styrker om mandagen.
"10. Decision to Go" handler om de sidste detaljer. Winston Churchill vil gerne med, men kong Georg VI overtrumfer ham ved at sige at så vil han også med. Winston bliver hjemme. Vejrudsigten er dårlig, så kl 0600 den 4 juni udskyder Eisenhower operationen en dag i håb om bedre vejr. Rommel tager til Berlin for at tale med Hitler og Lucie og er sikker på at der ikke er en invastion på tapetet.
"11. Cracking the Atlantic Wall : The Airborne into Normandy" handler om faldskærmstropper og landsætning via svævefly. Eisenhower har overvejet det meget nøje om det er ofrene værd. I praksis bliver faldskærmsfolkene drysset ud ret tilfældigt og det varer længe inden de får sig samlet i fornuftige enheder. Nogle bliver taget til fange og er ikke tilfredse med at blive tilbageholdt på et sted, de ved er et bombemål. Nogle lander midt i en deling tyskere, der får den gode ide at sætte ild til en høstak, så de kan se faldskærmsfolkene og skyde dem i luften. Nogle lander i de oversvømmede arealer og drukner. Men tyskerne bliver forvirrede over den store spredning og man har også smidt en stak dukker ud med faldskærme og kanonslag, så oveni meldinger om faldskærmssoldater, kommer der meldinger om at det er fup og telefonledningerne bliver saboteret og alle officererne er i Rennes. Jubii. Nogle af kommunikationsknudepunkterne er kendt af amerikanerne på forhånd, så de bliver ødelagt hurtigt. Tyskerne har vænnet sig til bare at kunne ringe til hinanden og Heydte er ved at gå ud af sit gode skind over ikke at kunne få fat på sine folk. Svæveflyvene kommer ned under beskydning og lander ublidt på små franske marker med markskel, der er meget højere end hvad man havde troet. Tabene er på ca 16% inden man overhovedet er begyndt at kæmpe, men der er jeeps og antitankvåben og det er en uvurderlig forstærkning til faldskærmstropperne. Så man lærer en hel masse på den dyre måde. Det positive er at man lærer og faktisk begynder at bruge lektien allerede få uger senere.
"12. 'Let's get those bastards' : The Airborne Night Attack" handler om at en hel del soldater slapper af oven på at være landet i stedet for at presse på ind mod landet. Men den sjette luftbårne division bliver sat ned med faldskærm og sætter Merville batteriet ud af spillet. Det koster svære tab for Otway og hans folk bliver spredt over det hele og må angribe med en ret lille styrke og i tidnød, for hvis de ikke tager batteriet, vil det få et pulver fra flådens kanoner. Andre enheder får sprængt de to broer over Dives ved Bures og Troarn. Canadierne sprænger broen ved Robehomme. Selv om folk er spredt, såved de godt hvad målet er, så de går i den rigtige retning og skyder de tyskere, de støder på undervejs. Ste.Mère-Èglise bliver indtaget ret nemt, for garnisionen er gået i seng.
"13. 'The Greatest Show Ever Staged' : The Air Bombardment" handler om luftbombardementet, hvoraf meget ramte forbi eller ikke gjorde den store skade, men ved La Madeleine er et af kystbatterierne sat helt ud af spillet og Leutnant Arthur Jahnke har to maskingeværer og et par granatkastere tilbage til at forsvare sig mod invasionen. Et par tyske flyvemaskiner kommer ind over stranden, men de udløser så meget antiluftskyts at de bliver skudt ned eller fortrækker meget hurtigt. Der er radiokontakt fra stranden til destroyerne på havet, så det går godt med at få skudt på de tyske stillinger, der stadig besvarer ilden.
"14. A Long, Endless Column of Ships : The Naval Crossing and Bombardment" handler om minestrygerne og LCT-skibe i første bølge. Efter dem kommer de store damer, der kan bestryge strand og kystforsvar med svære kanoner. Minerne udenfor Utah stranden tager en del skibe. Fx 3 ud af 4 LCC-skibe. Tyskernes bunkers og kanonstillinger kan dog klare selv fuldtræffere uden at gå i stykker, men noget af udstyret går dog i stykker. Tanks bliver landsat meget længere inde end planlagt, for de første synker og kommer ikke op igen. Improvisation virker og tanksene gør en stort forskel. Et raketbombardement af usete dimensioner gør derimod ikke nogen særlig skade.
"15. 'We'll Start the War from Right Here' : The 4th Division at Utah Beach" handler om at general Roosevelt går ind i første bølge. En hel del går galt og de ender næsten 2 km syd for deres planlagte angrebspunkt. Det går dog fint med at slås med tyskere der, så generalen bliver berømt for ordene om at starte krigen lige her. Måske var det ikke ham, men pyt, beslutningen var ok. De får slået hul på kystforsvaret og lavet en rute gennem de minefelter, der ligger bagved. Det er dog dyrt i folk og tanks i første omgang, men der er jo miner overalt, så det handler om at komme væk fra stranden og ind i landet. Pouppeville er blevet erobret af faldskærmstropper og kl 1110 får invasionsstyrken kontakt.
"16. 'Nous Restons Ici' : The Airborne in the Cotentin" handler om det vilde kaos, som hersker efter faldskærmstropperne har landet. De er forvirrede og tyskerne er endnu mere forvirrede. En Harrison Summers går lettere amok og sammen med en lille deling slår de en hel del tyskere ihjel, selv om disse er i vildt overtal. Summers alene slår mere end 30 tyskere ihjel og bliver en legende blandt de amerikanske faldskærmsfolk. Imens myldrer det ind med allierede soldater på stranden. Tyskeren, oberst Heydte, tager en motorcykel for selv at se hvad der foregår og bliver næsten lamslået over omfanget af invasionen. Samtidig kan han se at to af forsvarsbatterierne slet ikke fyrer. Heydte forsøger at gøre noget ved det og er således den eneste tyske officer på regimentsniveau, der er sin løn værd den dag. Resten er i Rennes til krigsspil eller i Paris med kæresten (general Feuchtinger). Rommel får først besked kl 10.30 og er først tilbage i sit hovedkvarter, da mørket er faldet på. Heydte's folk er ikke i stand til at slå igen, men de holder dog nogle vigtige knudepunkter og får gang i 88 mm kanonerne ved Beaumont. Men soldaterne tæt ved får radiokontakt til krydseren Quinsey og Beaumont stillingen bliver smadret. Ste-Mére-Èglise bliver genstand for nogle ret heftige kampe. Forstærkninger fra svæveflyene tipper balancen til fordel for de allierede.
"17. Visitors to Hell : The 116th Regiment at Omaha" handler om at Omaha Beach er et vitalt punkt for en invasion og det ved både Rommel og Eisenhower. Rommel har brugt al sin viden om hvordan man forsvarer sig mod et fjendtligt infanteriangreb og har mineret alting, udlagt pilleæsker og Tobruk anlæg (relativt små huller, hvor der kan være skjult en tank eller et hold soldater), samt forbundet det hele med befæstede skyttegrave og skudt alle våben ind, så de bare kan fyre løs uden at skulle tage bestik. Tyskerne ved Vierville tror ikke deres egne øjne, da invasionen starter. Men de allierede planlæggere regnede med at forsvarerne var fra Ost-regimenter og at der ikke var så mange af dem. Det var dog forkert og bombardementet inden tog heller ikke toppen af tyskernes forsvar. De forreste bølger var derfor infanteriregimenter, der blev læsset af en halv til en hel kilometer ude og så måtte svømme og vade i land under kraftig beskydning. Tyskerne var til gengæld ikke udrustet til offensiv kamp, så selv om angriberne syntes at de kunne fejes af stranden med en kost, skete det ikke.
"18. Utter Chaos Reigned : The 16th Regiment at Omaha" handler om det eneste regiment i første bølge, der har kamperfaring. Det hjælper ikke. Nogle af dem kommer ind og begynder at skyde mod tyskerne, mens tanks og både bliver skudt i smadder bag dem. De beslutter sig for at lade være med at kigge bagud. En deling kommer forbi stranden og begynder at rense op blandt tyskerne. Efterhånden som de sender krigsfanger tilbage, bliver de efterfølgende soldater mere dristige. Og der er masser af isenkram på vej ind på stranden.
"19. Traffic Jam : Tanks, Artillery, and Engineers at Omaha" handler om de mængder af udstyr, der følger i tredje og fjerde bølge og som egentlig er planlagt til at trille ind på et etableret brohoved. Der er kun lavet 6 åbninger igennem spræringer og miner imod de 16, der var planlagt. Og af de 6 er der ingen, der er ordentligt afmærket. Alligevel begynder der at komme lidt styr på det og nogle få Traffic Control Officers begynder at dirigere trafikken på stranden, men forsvarerne har stadig overtaget.
"20. 'I Am a Destroyer Man' : The Navy at Omaha Beach" handler om at destroyerne gik sygt tæt ind til land for at levere ildstøtte til folkene på stranden. Tanks og tungt skyts var ikke nået i land i ret stort tal, så der var nærmest kun landgangsfartøjernes 20 mm maskinkanoner til at levere støtteild. Destroyerne improviserede i første omgang og i anden omgang fik de direkte ordre til at blande sig.
"21. 'Will You Tell Me How We Did This?' : The 2nd Ranger Battalion on D-Day Morning" handler om en deling rangere, der klatrede op ad en stort set lodret klippe og sætte nogle store kanoner ud af spillet, også selv om de ikke lige var der, hvor de havde fået at vide at de var.
"22. Up the bluff at Vierville : The 116th Regiment and 5th Ranger Battalion" handler om at komme op fra stranden og slås i baglandet med støtte fra nogle af flådekanonerne. Det koster døde pgra friendly fire, fordi der ikke er radiokommunikation mellem landstyrker og flåde. En "bluff" er en skrænt ved kysten.
"23. Catastrophe Contained : Easy Red Sector, Omaha Beach" handler om ildstøtte fra destroyerne og det utrolige slagteri på stranden og sanitetstroppernes kamp for at holde bare lidt trit med det.
"24. Struggle for the High Ground : Vierville, St.-Laurent, and Coleville" handler om at markskellene er helt anderledes besværlige at forcere i Frankrig i forhold til træningen i England. Efter nogle dage finder de allierede dog en taktik med at bruge tanks og sprængstof og fosforgranater til at bryde igennem. Men de første dage uden tanks kræver dyre lærepenge.
"25. 'It Was Just Fantastic' : Afternoon on Omaha Beach" handler om eftermiddagen, hvor der begynder at komme hul igennem væk fra stranden, men der er ikke kommet ret meget tungt udstyr igennem og tyskerne kan stadig skyde med artilleri ned på stranden og kan nærmest ikke ramme forbi.
"26. The World Holds Its Breath : D-Day on the Home Fronts" handler om hvordan nyheden om invasionen bliver modtaget i USA. Utroligt mange har hjulpet med til forberedelserne og alle følger spændt nyhederne. Roosevelt holder en radiotale og beder en bøn. Sportsarrangementer og lignende bliver aflyst. I Rusland varer det en uges tid inden Stalin roser invasionen, men så er det også i høje toner. I Tyskland forsøger propagandaen at få det til at lyde som en god nyhed: Nervekrigen er endelig over. Og at få folket til at slås mod englændere og amerikanere for at slippe for at blive besat af den røde hær.
"27. 'Fairly Stuffed With Gadgets' : The British Opening Moves" handler om Hobart's Funnies, en bunke specialtanks med flammekastere, tunge morterer, broslagningsudstyr og den slags. Om det faktisk hjalp noget, kan diskuteres. Montgomery lod hånt om efterretningsoplysninger om den 21. Panzer Division. Suk!
"28. 'Everything Was Well Ordered' : The 50th Division at Gold Beach" handler om at det gik overraskende let at komme ind på stranden her. Bombardement og flådebeskydning havde gjort det af med meget af tyskernes udstyr. Alle soldaterne er ekstremt ivrige for at komme væk fra bådene og slippe for nogensinde igen at skulle transporteres i dem. Briterne kommer i land med meget udstyr og først i Brazenville bliver de mødt af Kampfgruppe Meyer, der har marcheret det meste af dagen, fordi de startede i den forkerte retning. Der er en tendens til at stoppe op og lave en kop te for at fejre at man er kommet godt i land. I alt fald ifølge den amerikanske forfatter. Ved dagens slutning er der landsat 25000 mand med tab på 400 og man er ca 10 km inde i landet. Et tysk batteri ved Longues-sur-Mer er via modstandsbevægelsen velkendt på forhånd og HMS Ajax bruger ca 20 minutter på at sætte de tre kanoner ud af spillet. En af dem får en fuldtræffer, der får en granat indenfor til at eksplodere og ilden til at fortsætte til ammunitionskammeret hvorefter det hele bliver blæst til småstykker. Dagens bedste skud!
"29. Payback : The Canadians at Juno Beach" handler om at et angreb den 29 august 1942 på Dieppe blev en katastrofe. Nu vil canadierne have hævn, Den tyske general Richter har elleve 155 mm kanoner og ni mediumsvære batterier. Men der er lidt langt mellem dem og styrkerne sidder hvor de nu sidder. Mobilitet er ikke-eksisterende og der er 2400 canadiere i første bølge, men kun 600 tyskere. Stadigvæk yder de god modstand, men canadierne får hjælp af deres DD-tanks og slipper igennem. De når ikke frem til deres mål for dagen N13, men graver sig ned i forventning om et tysk modangreb.
"30. 'An Unforgettable Sight' : The British at Sword Beach" handler om at tyskernes batteri ved Le Havre leger duel med HMS Warspite i stedet for at beskyde stranden. Men det er stadig hårdt arbejde at komme forbi tyskerne. Simon Fraser, også kaldet Lord Shimi Lovat har kommando over en flok kommandosoldater for ikke at tale om at han er brigadegeneral og har ikke travlt med at holde tepauser. Efter sigende kommer han i land mens hans personlige sækkepibespiller Bill Millin spiller styrken i land (stik mod udtrykkelige ordrer). De når frem og får kontakt med den 6. britiske luftbårne ved Pegasusbroen. De får ikke kontakt med kanadierne på højre flanke og tyskerne forsøger et modangreb. Oberst Opeln får ordre til at angribe med det 22 panzerregiment, men de løber ind i hård modstand fra canadierne og englænderne, der har antitankvåben med. Angrebet ebber ud og da dagen er omme er der landsat 29000 mand ved Sword. Commander Curtis tager et vue langs stranden og kalder det uforglemmeligt.
(Lovat bliver alvorligt såret den 12 juni 1944, men bliver helt rask. Da han dør som 83-årig, spiller Bill Millin til begravelsen.)
"31. 'My God, We've Done It' : The British Airborne on D-Day" handler om at tyskerne fumler i det. Over 1000 tanks kunne have gået i modoffensiven, men Hitler frigav først styrken for sent. Imens lander folk og udstyr med svævefly i stort tal. Tropperne bevæger sig ind i landet, men de får ikke taget Caen.
"32. 'When Can Their Glory Fade?' : The End of The Day" handler om facit. Da mørket er totalt, stopper landsætningen. 175000 mand er i land fra havet eller fra luften. Tabene er på ca 4900 mand. De har passeret Atlantmuren med højst nogle timers forsinkelse, så den var en kolossal fejltagelse. Kommandostrukturen i de tyske styrker er også til grin. Så facit er at Hitler er til grin.
"Glossary" er en liste over udtryk anvendt i bogen, typisk over forkortelser
"Endnotes" er referencer til stoffet i hvert enkelt kapitel.
"Bibliography" er en lang liste af bøger
"Appendix A: Veterans who contributed oral histories or written memoirs to the Eisenhower Center" er en liste over personer, der har givet deres input til Eisenhower centeret.
"Index" er et grundigt opslagsregister.

Ambrose "June 6, 1944. The Battle for the Normandy Beaches" fortæller om D-Dagen fra et amerikansk perspektiv, så her er meget mere om landingerne på Utah og Omaha Beach end på Juno, Gold og Sword. Udfra bogen virker det som om amerikanerne havde taget et par delinger englændere og canadierne med på vognen. Det er ret unfair. Hvis man glemmer det lidt, så er det en flot skrevet bog, hvor man får et lille indtryk af hvor hårdt det gik til den dag.

Wolkenkuckucksheim er Rommels udtryk for Hitlers fantasier om hvordan Atlandvolden kan forhindre invasionen i at lykkes. "Gøgenes hjemland i skyerne". Det er ikke en anerkendelse af stort vid. ( )
  bnielsen | Dec 21, 2015 |
ingen anmeldelser | tilføj en anmeldelse
Du bliver nødt til at logge ind for at redigere data i Almen Viden.
For mere hjælp se Almen Viden hjælpesiden.
Kanonisk titel
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
Originaltitel
Alternative titler
Oprindelig udgivelsesdato
Personer/Figurer
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
Vigtige steder
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
Vigtige begivenheder
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
Beslægtede film
Priser og hædersbevisninger
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
Indskrift
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
The most difficult and complicated operation ever to take place.
WINSTON CHURCHILL
The destruction of the enemy's landing is the sole decisive factor in the whole conduct of the war and hence in its final results.
ADOLF HITLER
The history of war does not know of an undertaking comparable to it for breadth of conception, grandeur of scale, and mastery of execution.
JOSEPH STALIN
Good Luck! And let us all beseech the blessing of Almighty God upon this great and noble undertaking.
DWIGHT D. EISENHOWER,
Order of the Day, June 4, 1944
In this column I want to tell you what the opening of the second front entailed, so that you can know and appreciate and forever be humbly grateful to those both dead and alive who did it for you.
ERNIE PYLE, June 12, 1944
Tilegnelse
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
For
Forrest Pogue,
the first historian of D-Day
Første ord
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
At 0016 hours, June 6, 1944, the Horsa glider crash landed alongside the Caen Canal, some fifty meters from the swing bridge crossing the canal.
Citater
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
Summers then went to work, charging the first farmhouse, hoping his hodgepodge squad would follow. It did not, but he kicked in the door and sprayed the interior with his tommy gun. Four Germans fell dead, others ran out a back door to the next house. Summers, still alone, charged that house; again the Germans fled. His example inspired Pvt. William Burt to come out of the roadside ditch where the group was hiding, set up his light machine gun, and begin laying down a suppressing fire against the third barracks building. Once more Summers dashed forward. The Germans were ready this time; they shot at him from loopholes but, what with Burt's machine-gun fire and Summers's zigzag running, failed to hit him. Summers kicked in the door and sprayed the interior, killing six Germans and driving the remainder out of the building. Summers dropped to the ground, exhausted and in emotional shock. He rested for half an hour. His squad came up and replenished his ammunition supply. As he rose to go on, an unknown captain from the 101st, misdropped by miles, appeared at his side. "I'll go with you," said the captain. At that instant he was shot through the heart and Summers was again alone. He charged another building, killing six more Germans. The rest threw up their hands. Summers's squad was close behind; he tuned the prisoners over to his men. One of them, Pvt. John Camien from New York City, call out to Summers; "Why are you doing it?" "I can't tell you," Summers replied. "What about the others?" "They don't seem to want to fight," said Summers, "and I can't make them. So I've got to finish it." "OK," said Camien. "I'm with you." Together, Summers and Camien moved from building to building, taking turns charging and giving covering fire. Burt meanwhile moved up with his machine gun. Between the three of them, they killed more Germans. There were two building to go. Summers charged the first and kicked the door open, to see the most improbable sight. Fifteen German artillerymen were seated at mess tables eating breakfast. Summers never paused; he shot them down at the tables. The last building was the largest. Beside it was a shed and a haystack. Burt used tracer bullets to set them ablaze. The shed was used by the Germans for ammunition storage; it quickly exploded, driving thirty Germans out into the open, where Summers, Camien, and Burt shot some of them down as the others fled. Another member of Summers's makeshift squad came up. He had a bazooka, which he used to set the roof of the last building on fire. The Germans on the ground floor were firing a steady fusillade from loopholes in the walls, but as the flames began to build they dashed out. Many died in the open. Thirty-one others emerged with raised hands to offer their surrender. Summers collapsed, exhausted by his nearly five hours of combat. He lit a cigarette. One of the men asked him, "How do you feel?" "Not very good," Summers answered. "It was all kind of crazy. I'm sure I'll never do anything like that again." Summers got a battlefield commission and a Distinguished Service Cross. He was put in for the Medal of Honor, but the paperwork got lost. In the late 1980's, after Summers's death from cancer, Pvt. Baker and others made an effort to get the medal awarded posthumously, without success. Summers is a legend with American paratroopers nonetheless, the Sergeant York of World War II. His story has too much John Wayne/Hollywood in it to be believed, except that more than ten men saw and reported his exploits.
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen Viden Redigér teksten, så den bliver dansk.
(Klik for at vise Advarsel: Kan indeholde afsløringer.)
Oplysning om flertydighed
Forlagets redaktører
Bagsidecitater
Originalsprog
Information fra den italienske Almen Viden. Redigér teksten, så den bliver dansk.
Canonical DDC/MDS
Beretning om de allieredes landgang på Normandiets kyst den 6. juni 1944. Med talrige øjenvidneberetninger, interviews og kilder fokuserer bogen på indsatsen fra de tusindvis af menige soldater under den endelige invasion. FSV har også bogen på dansk "D-DAG, 6. juni 1944" ISBN: 8721019002.

No library descriptions found.

Beskrivelse af bogen
Haiku-resume

Quick Links

Populære omslag

Vurdering

Gennemsnit: (4.13)
0.5
1 3
1.5
2 14
2.5 3
3 65
3.5 19
4 197
4.5 24
5 166

Recorded Books

Een udgave af denne bog er udgivet af Recorded Books.

» Information om udgiveren

Er det dig?

Bliv LibraryThing-forfatter.

 

Om | Kontakt | LibraryThing.com | Brugerbetingelser/Håndtering af brugeroplysninger | Hjælp/FAQs | Blog | Butik | APIs | TinyCat | Efterladte biblioteker | Tidlige Anmeldere | Almen Viden | 157,264,437 bøger! | Topbjælke: Altid synlig