På dette site bruger vi cookies til at levere vores ydelser, forbedre performance, til analyseformål, og (hvis brugeren ikke er logget ind) til reklamer. Ved at bruge LibraryThing anerkender du at have læst og forstået vores vilkår og betingelser inklusive vores politik for håndtering af brugeroplysninger. Din brug af dette site og dets ydelser er underlagt disse vilkår og betingelser.
From its bravura opening onwards, THE CROW ROAD is justly regarded as an outstanding contemporary novel. 'It was the day my grandmother exploded. I sat in the crematorium, listening to my Uncle Hamish quietly snoring in harmony to Bach's Mass in B Minor, and I reflected that it always seemed to be death that drew me back to Gallanach.' Prentice McHoan has returned to the bosom of his complex but enduring Scottish family. Full of questions about the McHoan past, present and future, he is also deeply preoccupied: mainly with death, sex, drink, God and illegal substances...… (mere)
Livet, døden og kærligheden bliver litteraturen aldrig færdig med, og den svære ungdomstid går nok heller ikke af mode foreløbig. Den er i hvert fald temaet for Banks’ roman fra 1991, der stiller skarpt på en splittet familie ude på den skotske vestkyst, hvor vejret er barskt og det sociale hierarki intakt. Familien McHoan er mere end almindeligt hårdt ramt af mærkværdige dødsfald, og historien starter med bedstemor Margots begravelse. Hun er faldet ned fra et tag, og nu er hun også ”away the Crow road” som hun med et særegent og usentimentalt udtryk kalder det.
Fortælleren er Prentice McHoan. Han er i starten af tyverne, læser på universitetet men er samtidig plaget af tvivl, druk og længsel efter den smukke Verity Walker. Han er også på kant med sin far, Kenneth, der er en principfast ateist og ikke har meget til overs for hans flirten med åndelighed. For at gnide salt i såret er han oven i købet blevet en overfladisk discipel af onkel Hamish’ mærkværdige religion. Selv til begravelsen siger de ikke et ord til hinanden, og Prentice’ egne søskende har han også et anstrengt forhold til. Storebroderen Lewis er alt for smart, charmerende og succesfuld og lillebror James er bare pubertært irriterende. Det er faktisk kun moderen og Hamish’ kone Antonia, som han fungerer nogenlunde sammen med.
McHoan-familien har oplevet mere tragedie end godt er. Prentice’ tante Fiona er død i en bilulykke og onkel Rory, der har udgivet et par succesfulde bøger med rejseberetninger, har været forsvundet i ti år. Ikke nok med det: I vennekredsen er den karismatiske, spirende kunstner Darren Watt blevet dræbt i en trafikulykke, og det er som om Prentice aldrig har fået bearbejdet de tab, han har oplevet. Som fortæller er han ved at boble over af ironiserende distance til det hele, men neden under er smerten ved at udhule hans selvværd. Det kan hverken bogens mange drukture, betagelsen af den smukke Verity eller venskabet med den dejlige Ashley Watt tilsyneladende lave om på.
Alligevel er det ikke en trist eller tragisk bog. Prentice dyrker sin selvynk, men han er hele tiden klar over det, og som læser har man en fast tro på, at livet i sidste ende vil ham det godt. Hans stemme er mere humoristisk end deprimerende, og selv i de sorteste stunder har han en kvik bemærkning på lager. Det er heller ikke en bog om alkoholens ødelæggende virkning, tværtimod sætter den også de unge fri til at tale om deres følelser og trods alt bevæge sig fremad.
Det er fermt og underholdende afviklet, og når jeg ikke kan skrive så meget om plottet skyldes det to ting: For det første er det de første 300 sider ikke særlig tydeligt, at der overhovedet er et plot. For det andet formår Banks gnidningsfrit at gøre sin coming-of-age roman til en thriller, for lige så gnidningsfrit at vende tilbage og afslutte Prentice’ overgang til voksenlivet. Det er så fermt gjort, at man muntert går med på en helt usædvanligt corny kærlighedserklæring til sidst. ( )
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
Again, for Ann,
And with thanks to:
James Hale,
Mic Cheetham,
Andy Watson
and Steve Hatton
Første ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
It was the day my grandmother exploded.
Citater
Sidste ord
Oplysninger fra den engelske Almen VidenRedigér teksten, så den bliver dansk.
I thought of Ashley, on the other side of that ocean, and wondered what she was doing right now, and hoped that she was well, and happy, any maybe thinking of me, and then I just stood there, grinning like a fool, and take a deep, deep breath of that sharp, smoke-scented air and raised my arms to the open sky, and said, 'Ha!'
From its bravura opening onwards, THE CROW ROAD is justly regarded as an outstanding contemporary novel. 'It was the day my grandmother exploded. I sat in the crematorium, listening to my Uncle Hamish quietly snoring in harmony to Bach's Mass in B Minor, and I reflected that it always seemed to be death that drew me back to Gallanach.' Prentice McHoan has returned to the bosom of his complex but enduring Scottish family. Full of questions about the McHoan past, present and future, he is also deeply preoccupied: mainly with death, sex, drink, God and illegal substances...
▾Biblioteksbeskrivelser af bogens indhold
No library descriptions found.
▾LibraryThingmedlemmers beskrivelse af bogens indhold
Fortælleren er Prentice McHoan. Han er i starten af tyverne, læser på universitetet men er samtidig plaget af tvivl, druk og længsel efter den smukke Verity Walker. Han er også på kant med sin far, Kenneth, der er en principfast ateist og ikke har meget til overs for hans flirten med åndelighed. For at gnide salt i såret er han oven i købet blevet en overfladisk discipel af onkel Hamish’ mærkværdige religion. Selv til begravelsen siger de ikke et ord til hinanden, og Prentice’ egne søskende har han også et anstrengt forhold til. Storebroderen Lewis er alt for smart, charmerende og succesfuld og lillebror James er bare pubertært irriterende. Det er faktisk kun moderen og Hamish’ kone Antonia, som han fungerer nogenlunde sammen med.
McHoan-familien har oplevet mere tragedie end godt er. Prentice’ tante Fiona er død i en bilulykke og onkel Rory, der har udgivet et par succesfulde bøger med rejseberetninger, har været forsvundet i ti år. Ikke nok med det: I vennekredsen er den karismatiske, spirende kunstner Darren Watt blevet dræbt i en trafikulykke, og det er som om Prentice aldrig har fået bearbejdet de tab, han har oplevet. Som fortæller er han ved at boble over af ironiserende distance til det hele, men neden under er smerten ved at udhule hans selvværd. Det kan hverken bogens mange drukture, betagelsen af den smukke Verity eller venskabet med den dejlige Ashley Watt tilsyneladende lave om på.
Alligevel er det ikke en trist eller tragisk bog. Prentice dyrker sin selvynk, men han er hele tiden klar over det, og som læser har man en fast tro på, at livet i sidste ende vil ham det godt. Hans stemme er mere humoristisk end deprimerende, og selv i de sorteste stunder har han en kvik bemærkning på lager. Det er heller ikke en bog om alkoholens ødelæggende virkning, tværtimod sætter den også de unge fri til at tale om deres følelser og trods alt bevæge sig fremad.
Det er fermt og underholdende afviklet, og når jeg ikke kan skrive så meget om plottet skyldes det to ting: For det første er det de første 300 sider ikke særlig tydeligt, at der overhovedet er et plot. For det andet formår Banks gnidningsfrit at gøre sin coming-of-age roman til en thriller, for lige så gnidningsfrit at vende tilbage og afslutte Prentice’ overgang til voksenlivet. Det er så fermt gjort, at man muntert går med på en helt usædvanligt corny kærlighedserklæring til sidst. ( )