Fem mænd skal myrdes. Det sker med et fald fra 17. sal under den myrdedes forlovelsesfest, et med gift på et lurvet hotelværelse, et begået med indespærring i et lille lufttæt skunkrum, med et skud med bue og pil gennem offerets hjerte - og det sidste får du ikke at vide. I alle drab er en smuk ung kvinde den sidste, som er set sammen med ofrene. Politimanden Wanger er den, som skal opklare mysteriet, hvor det mere og mere tegner til, at det er den samme unge kvinde, der står bag de ellers ret forskellige drab.
Det er en af de store klassikere i amerikansk hårdkogt krimi, skrevet i 1940, og første gang udgivet på dansk i 1959. Og det er en tæskespændende krimi! For mig gør det ikke noget med krimier, at jeg ikke sidder og gætter på, hvem morderen er men nogle gange ved det. Men her er det hele et mysterium: Hvem er kvinden, hvorfor myrder hun disse mænd, hvad har de til fælles? Og det er først på de allersidste sider, at tingene falder på plads, eller rettere næsten falder på plads.
Det gør ikke bogen lysere i menneskesynet, at den er skrevet for halvfjerds år siden. Det er øje for øje og tand for tand, der er sagen her. Og kvindesynet ville have vakt demonstrationer i slutningen af 1970'erne! Den jamaicanske stuepige bliver kaldt 'negerstuepigen'. Og der er flere andre elementer, som politisk korrekthed har aflivet
Konklusionen må være, at hvis du vil læse en virkelig spændende pulpkrimi fra 1940, så er Bruden var i sort et rigtig godt bud. Det værste ved bogen er det tudsegrimme firseromslag, som 1987-udgaven fra Fremad har. ( )